Den profetisk-suicidale cybergenerationsdigter

Casper Eric er udråbt til denne generations generationsdigter et par gange eller tres – som, formoder jeg, et resultat af, at han ved hvad Game of Thrones er, er på Instagram, på revolutionerende vis benytter sig af hashtags i sine digte, er sådan lidt gennemsnitligt relaterbar (han blev udråbt til generationsdigter før vi vidste han led af cerebral parese) og er under 30 (og muligvis fordi han er mand – Asta Olivia Nordenhof ved, så vidt jeg ved, også hvad Game of Thrones er etc, men på den anden side har hun været noget så ikke-generationsdigteragtigt som *gys* prostitueret).

Det er der som sådan ikke noget i vejen med – journalister og kritikeres foretrukne måde at holde den eksistentielle angst for døren på, er at presse tendenser og forfattere og bidder af virkeligheden ned i overkommelige og forkromede narrativer (fx folk køber ikke aviser fordi post-faktualitet eller Casper Eric er generationsdigter), som får virkeligheden til at se mere ordnet og forståelig ud, og kun den ondest skiderik ville påpege den mildest talt grove forsimpling af virkeligheden, disse narrativer udgør – og jeg har altså et hjerte i livet.

Jeg kan imidlertid blive en smule bekymret, hvis Casper Erics nyeste digtsamling ”Avatar” også bliver proppet ned i narrativet om min generation og vores situation.

For hvis det er tilfældet, ser det mildest talt rigtig, rigtig sort ud.

(Selvm)ord

Bogens forside er i det store og hele holdt i meget klassisk digtsamlingsdesign: En anonymt-lækker titelserif printet på et vagt deprimerende gråtone-rum, og et frisk pust i venstre hjørne i form af et lille vindue med en computergrafik-mand i The Matrix-nuancer.

På bagsiden er der (til store glæde, forestiller jeg mig, for generationsdigter-hypotesens tilhængere) printet et i første omgang opacit Tweet fra den amerikanske rapper Capital STEEZ, der lyder: ”The end.”

Den slutningen STEEZ hentyder til på bogens bagerste side, er ikke bare bogens, men også sin egen: Han begik selvmord den 23. december 2012. Capital STEEZ optræder jævnligt i Avatar – og selvmordet er i det hele taget et (foruroligende?) gentagende tema i digtsamlingen.

Fx

”her forestiller jeg mig
at sidde på en seng
og skyde stoffer ind i kroppen
og lade nålen sidde i armen
så mine forældre potentielt kan sige
til sig selv at det var et uheld”

Eller

”de fleste af mine venner
kan virke mere fremmede
end visse personer fra popkulturen
der har taget livet af sig selv”

Eller hele bogens fjerde digt, som (udelukkende) er udplukkede navne fra Wikipedias liste over selvmordere i det 21. århundrede.

Kombineret med den evigt svævende fristelse fra selvmordet, kæmper digterjeget med en alt-om-sig-gribende pessimisme og magtesløshed overfor det moderne samfund (og det neoliberale produktionsapparat), en magtesløshed som ville få Baudrillard til at fremstå som en lykkeligt halvfuld Uffe Elbæk:

”hos Foxconn
hvor folk sover fire timer om natten
for at producere vores apparater
i små indelukkede rum
på kæmpemæssige fabrikker
med sikkerhedsnet omkring sig
for at forhindre arbejdsstyrken
i at svinde ind og gøre oprør”

Digterjeget bliver således en slags rablende, bipolær profet, der den ene halvdel af tiden kontemplerer selvmordets udfrielse og depressionens ulidelighed, og den anden halvdel af tiden rasende, indigneret og oplivet fordømmer vores kollektive skyld for droneangreb i Pakistan, børnearbejdere i Kina, mishandlingen af kyllinger og klonet kød, der dyrkes i fabrikker (et koncept jeg personligt har svært ved at forstå forfærdeligheden af, ville det ikke netop redde de mishandlede dyr? – men så igen, hvad ved jeg, jeg er ikke profet).

Digtene er på en og samme tid rædselsslagne og apatiske, revolutionært opfordrende og selvmorderisk opgivende, og meget, meget triste; den eneste glæde digterjeget formår at opleve i digtene, er samlingens sidste strofe (foregående i en digital drømmeverden, foruroligende nok), hvor fællesskabets umulighed ophæves, fordi digterjegets krop omdannes til en avatar af tal og virtuelle forbindelser, og derfor muliggør en slags direkte og betydningsfuld forbindelse til andre mennesker – en slags digital-metaforisk selvmord af kroppen, med en spirituel vækkelse af sjælen til følge?

Ikke ueffen

Avatar er ikke en ueffen digtsamling. Der er øjeblikke hvor den profetiske lyrik skærpes, og pludselig, midt i al depressionen og helgenkåringen af selvmorderne og den digitale dødsangst, krystalliseres til noget ubehageligt rammende og kortfattet virkeligt, som kun poesi kan:

”Det er en fejl
når mine bedste venner
klandrer sig selv
for ikke at have givet mig
mere lyst til livet”

Men jeg ved ikke hvor stor en værdi, jeg synes en selvmorderisk rasen over kapitalismens fortrædeligheder har som poesi.

Og der er et eller andet lorent ved, at jeg som konklusion nærmere føler en trang til, at dæmme op for den følelse af ensomhed digtene lader til at udspringe af, end at føle deres poetiske brod.

Casper Erics indestængte følelse af politisk utilstrækkelighed har han dygtigt foldet ud i prosaform i dagbladene – men Avatar er bedst, når den poetiske klarhed præcist udpeger utilstrækkeligheden i relationerne til dem vi elsker, og ikke når den er politisk-suicidalt profetisk.

For det forekommer muligvis for Casper Eric selv, eller måske nærmere for de Politiken-journalister der udråbte ham til generationsdigter, at denne tid med Trump og selviscenesættende SoMe-teknologi og droneangreb er endnu værre end de tider vi har efterladt bag os – men mordene og udnyttelsen og uretfærdigheden og forfængeligheden har altid hængt over os, og den menneskelige sårbarhed og skrøbelighed er hverken så ny eller isolerende, at den kun kan sættes på ord ved hjælp af Wikipedias liste over selvmordere i det 21. århundrede.

Den rasende og apatiske profeti om den deprimerede instagrammer som ikke på meningsfyld vis kan forstå (eller blive forstået af) sine medmennesker, kan i værste fald ende som en selvopfyldende profeti.

Og selvom det med digterjegets ord er ”svært at få lov til at dø”, så er det også, som digterjeget citerer kritikeren George Scialabba ”umuligt at fatte/at det nogensinde holder op/eller at nogen som helst andre/nogensinde har følt/noget i den stil”.

Men jeg lover dig, Casper Eric, at det har andre. Vi er vitterligt ikke alene. Du er ikke generationsdigter – ikke endnu, og gudskelov for det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *