Jeg drømmer om brændende verdener

Alle verdens mangfoldige og talrige undergangsfantasier har én ting til fælles: De er skuffede over denne virkelighed.

Lige siden jeg blev gammel nok til at huske mine drømme, har de, der har handlet om verdens undergang været dem, der har gjort størst indtryk på mig. Jeg har undertiden skrevet dem ned, måske for at gøre mig fri af dem:

Jeg sidder foran en computerskærm, og chatter på Facebook med en veninde, jeg ikke har set siden gymnasiet. Hun skriver: ”Kan du huske, da du svor, at når verden går under i ild, så ville du danse henover de brændende marker, og le af undergangens ubærlige skønhed? Se uden for dit vindue.”

Jeg adlyder, og ser silhuetten af en paddehattesky, der varsler en storm af ild, der om få sekunder vil tilintetgøre og opløse både min bevidsthed og min krop, og sekunderne går så langsomt, at jeg mærker hårene rejse sig på mine arme, før de og jeg brændes til aske.

Jeg vågner, og græder ned i min pude, til drømmens detaljer fortaber sig, og kun de ord jeg her har skrevet er tilbage.

Drømmen har gentaget sig hos mig, utallige gange, indholdet veksler fra gang til gang, men formen er den samme; jeg er i dagligdagen, men rives ud af min rutine, og bliver klar over, at ikke bare jeg, men hele verden, om lidt vil gå under i et inferno. Jeg forsøger undertiden at flygte fra undergangen, men jeg ved altid, med en gruopvækkende vished, at min indsats er forgæves; jeg skal dø, og hele verden vil dø med mig. Jeg bliver lammet af skræk og rædsel, der er absolut ingen vej ud herfra, alt vil stoppe, ingen vil betragte undergangen, verden vil blive tavs.

Jeg har svært ved at regne ud, hvad jeg skal bruge alle disse uvirkelige minder om undergangen til.

Hvis man læser i pop-bøger om drømmetydning, er læsningen af verdens endeligt næsten entydigt den, at de kun repræsentere drømmerens egen verdens undergang; jordens endeligt er en spejling af den verden, drømmeren er centrum for, og dens undergang skal ikke forstås bogstaveligt – undergangen er, i lighed med den rensende ild eller Fugl Fønix, et tegn på at noget må gå under, før noget nyt kan opstå.

Man skal, med andre ord, ikke være bange; efter slutningen er der en ny begyndelse.

Denne læsning er, selvom den lugter af new age, meget i familie med andre og tidligere undergangsfantasier:

Fra Biblen, I Johannes åbenbaring, drukner verden i blod, stjernerne slukkes og jorden dundrer af jordskælv og nedstyrtninger. Tusinder af græshopper med skorpionhaler og menneskeansigter vil udrydde mennesker i hobetal, mens en engel med et flammende, tveægget sværd vil dræbe en tredjedel af jordens befolkning.

Men efter undergangen vil Guds Rige opstå på ny, Kristus vil være iblandt os, alt vil være fredeligt. Så længe du er blandt de frelste, forstås.

Det er de samme, grundlæggende bizarre, tendenser man kan se afspejlet i de amerikanske preppers, der fylder deres kældre med dåsemad og ammunition, og næsten fetischerende ser frem til den dag, hvor samfundet bryder sammen, og de, som den nye verdens guder, kan underlægge sig kaosset og indvarsle en ny æra, et nyt samfund og en (må man forestille sig) genfødt maskulinitet (preppers er uafladeligt mænd).

Det er den samme fascination af undergangen man ser i zombiefilm og bøger som How To Survive The Zombie Apocalypse – jordens undergang er beklagelig, måske, men man fornemmer også en febervild begejstring, en længsel efter sammenbruddet. Man vil vågne op til en virkelighed, hvor man endelig kan være helten, en virkelighed der er farlig og spændende og ægte.

Efter klodens blodige og horrible veer vil en ny og bedre verden fødes.

Alle disse undergangsfantasier har en ting til fælles, selvom de ikke nødvendigvis er klar over det: De er skuffede over den nuværende virkelighed.

Det er i det hele taget nemt at sætte sig ind i skuffelsen over virkeligheden. Fra barnsben bliver vi lovet af forældre, af eventyr, af medier, af reklamer, af alt omkring os, at verden er et underfuldt og vidunderligt sted, og at vi kan blive præcist hvad vi vil, hvis vi arbejder hårdt og målrettet nok for det.

Vi bliver næsten alle skuffede, tror jeg. På et eller andet tidspunkt løber vi mod en mur, og føler at verden basalt set er ligeglad med os. At vi er sandkorn blandt andre sandkorn på en uendelig, kosmisk strand, og at vi, uanset hvor højt vi råber eller hvor meget vi skaber os, er alene og fortabte og meget, meget små.

Filosoffen Platon forsøgte at bortforklare denne grundfølelse af ubetydelighed, ved at insistere på, at denne verden kun er en skyggefuld spejling af den ideelle, sande virkelighed, hvor græsset er grønnere, smagene mere intense og livet mere meningsfyldt. En følelse i denne verden, siger han, er uperfekt og utilfredsstillende, fordi de kun er repræsentationer af en anden, mere ægte, virkelighed.

Der er en hel gruppering af mennesker, der med dyb alvor postulerer at vi lever i en simulation – det er i øvrigt den samme følelse af uvirkelighed, der driver Mel i Inception (i sig selv en film, der er besat af drømmen og undergangen) til at begå selvmord – en uvirkelig simulation. Over os, på et højere virkelighedsniveau, er den sande virkelighed. Denne verden, denne grå verden med al dens lidelse og meningsløshed er ikke, kan ikke være virkelig.

En dag, synes de at drømme, vil jeg vågne op. Virkeligheden vil lyse og skinne, og jeg vil endelig være den helt, jeg altid, dybt nede, har haft anelse om jeg er. Alt det grå og det uægte og det kedelige og det meningsløse vil brændes væk i en rensende ild, og en ny virkelighed, et nyt Jerusalem, en ny mening vil opstå.

Min værste frygt og anelse er, at der ikke er nogen ny virkelighed og en større mening på den anden side af undergangen. Der vil ikke være nogle friske græsgange eller heltemodige oplevelser. Kun byer fuld af aske, forladt legetøj og evig tavshed.

Der er ikke megen prepper eller heltekriger over mig, skal jeg være den første til at indrømme. Min sympati og forståelse ligger først og fremmest hos de, der lammes af rædsel, når de stirrer ind i katastrofens ansigt.

I serien Mad Mens andet afsnit ligger den nervøse og grundangste Betty på psykologens briks og siger følgende, sært distanceret:

”I guess a lot of people must come here worried about the bomb. Is that true? It’s a common nightmare, people say. I read it in a magazine.”

Betty selv har tilsyneladende ikke den samme drøm; hun beskæftiger sig I langt højere grad med mere virkelighedsnære bekymringer: Hendes udseende, hendes børns kår, enken for enden af vejen eller hvad der foregår i hendes mands hoved. Alligevel nævner hun drømmen om undergangen, den alle andre har.

Det hyppige mareridt om den atomare ødelæggelse er en naturlig konsekvens af en virkelighed efter Hiroshima. Menneskelige væsner, med alle deres drømme og kompleksiteter, kastet i gaderne som kludedukker, med mønstrene fra deres kimonoer brændt ind i huden. Den slags realiteter må og skal brænde sig fast i underbevidstheden.

800px-The_patient's_skin_is_burned_in_a_pattern_corresponding_to_the_dark_portions_of_a_kimono_-_NARA_-_519686

U.S. National Archives and Records Administration – Hiroshima Victim (1945)

I Alan Moore og Dave Gibbons mesterværk Watchmen (1986) er en side dedikeret til et mareridt, hovedpersonen Daniel Dreiberg har: Han og hans elsker omfavner hinanden, mens en atombombe sprænger bag dem, og brænder deres kroppe til hvidbenede skeletter. Jeg så scenen gengivet i filmatiseringen af tegneserien, og huskede øjeblikkeligt tilbage på mine talløse mareridt om undergangen.

Men jeg er altså ikke alene – boret ind i vores underbevidsthed og i vores kunst er den tvetydige drøm og mareridtstanke om verdens undergang. Men der er en forskel på, hvordan vi kigger fremad, mod verdens endeligt. Enten er det en drøm, et løfte om nye tider og genfødsel – eller også er det et mareridt, der kun varsler smagen af aske, den meningsløse massedød og evindelig stilhed.

Jeg står i en gold ørken, men sandet er farvet i røde og mørke nuancer. Omkring mig er gamle bygningsværker, forladte og fortabte, selvom menneskelige skikkelser går rundt blandt de gamle brokker.

Over mig forstår jeg langsomt, som man uden forklaring forstår ting i drømme, er et enormt væsen der minder om en rokke, stor som en stjerne eller en galakse, og skabt af stjernestøv og kosmisk stråling, på vej mod jorden jeg står på. Majestætisk og uforståeligt gigantisk ser jeg den udviske stjernerne, og med sin enormitet farve alt omkring mig i et blåligt lys, før den, med et slag af halen, folder virkeligheden om sig selv, og med en skarphed jeg ikke troede muligt, kløver jordkloden i to, så magma fosser frem fra jordskorpens kødsår, mens virkeligheden drukner i overraskede skrig.

Martin Heidegger skrev engang at ingen af os har bedt om at eksistere.

Vi bliver flået ud af intetheden og lænket til kød vi ikke bad om eller ønskede, og må derfra forsøge at skabe mening i den virkelighed vi er blevet givet.

Jeg forstår udmærket, hvis virkeligheden er skuffende og tam, og jeg forstår drømmen om en ny virkelighed, en anden en, en mere meningsfyldt en.

Men hver gang jeg ser amerikanerne fantaserer på deres enorme biografskærme, om undergangen og genopstandelsen, hver gang jeg igen ser zombierne rulle over os i form af spil og bøger og tegninger, så mindes jeg mine drømme.

Og jeg frygter, at vi glemmer at selvom virkeligheden er skuffende og ensom og ufuldkommen, så står den til at ændre. Men ikke hvis vi drømmer os selv væk i ild og renselse og apokalypse.

Vi har, hvad vi har fået givet. Det er med den materie, vi skal omgøre virkeligheden, og med disse hænder vi skal føre værktøjet. Der er ingen grund til at ville overføre mareridtet om undergangen til virkeligheden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *