Om at drukne og græde i et hav

“Det falder os aldrig ind, at betragte sorg som en dødelig eller sygelig tilstand, og som følge heraf, overlade den sørgende til de medicinske myndigheder. Vi tænker med sikkerhed, at sorgen vil blive besejret efter en tid, og vi betragter udefrakommende indvirkning på den som utilrådelig – eller i værste fald skadelig.”

– Sigmund Freud, Sorg og Melankoli (1917)

”Jesus brast i gråd.”

– Johannesevangeliet, kapitel 11, vers 35.

Jeg har, siden jeg var ganske lille, haft perioder, hvor jeg følte mig grebet af en uforklarlig sorg over verdens tilstand og min egen placering i den – som en båd i et næsten uendeligt hav af tristesse, hvis bølger næsten konstant truer med at vælte mig, og holde mig under vande. Handlingen at holde hovedet over vandspejlet kræver, og afkræver, en mængde energi, der ikke føles som om, den kommer fra reserver jeg selv besidder, men i stedet findes i usete, ukendte og udmattende reservoirer uden for min krop, som trækker dybe renter.

En del (men kun en del) af forklaringen på min følelse af ulykke, stammer givetvis fra det faktum at min mor døde, da både hun og jeg var ganske unge – godt nok var der tale om to ekstremt forskellige ungdomme: Hun havde børn, arbejde og uddannelse, jeg var kun netop, som niårig, begyndt at forstå at virkeligheden er ordnet efter usynlige, men håndfaste, love og regler. Men den (tilsyneladende) klippefaste regel, de fleste børn kender til; den at deres forældre holder hånden over dem, og passer på dem og findes for evigt, den regel viste sig for mit vedkommende tidligt at være, i bedste fald, midlertidig. I værste fald usand.

Jeg er alligevel ikke som sådan et specielt menneske, med unikke, profetiske og enestående dybe indsigter i livets tragiske sider.

Vi erfarer alle, før eller siden, hvordan dødssorgen smager; vi ender uundgåeligt med at stirre ned i tristessehavets umådelige afgrunde, hvor ingen ankre, ekkolodder eller dybdemålere kan forsikre os om, at virkelighedens faste grund stadig eksistere under det hele – at den ikke er blevet endegyldigt, og for evigt, indhyllet i tristhedens sorte vand.

For sorgen er meget en flydende størrelse – de fleste vil nikke genkendende til, at når man er i tristhedens kløer, så føles alle de ting, der plejede at gøre en glad, som om de opleves gennem mudret vand. Det er trægt at bevæge sig gennem virkeligheden, man kan ikke se mange meter foran sig, og vandet fosser ind i ens mund, hver gang man forsøger at få en mundfuld luft.

I det hele taget er sorgen en tilstand, hvor virkeligheden synes at være sat ude af drift. Hvordan skal noget nogensinde blive normalt igen? Når det er vinter, glemmer vi hvordan sommervarmen føles på vores hud, og når det er sommer, glemmer vi hvordan frostklar luft mærkes på ansigtet.

Virkeligheden føles fjern, når vi sørger, hvis man overhovedet kan føle den, det virker umuligt, at den ikke for evigt skulle være farvet, omgjort og inficeret af sorgens uklare og ildelugtende, gråsorte væske.

Det værste er den situation, hvor man ikke kan græde. At græde er at uddrive sorgen fra ens krop, dråbe for dråbe. Hver perle af saltvand, der falder fra ens ansigt og varmer ens kinder er, i bedste fald, lindrende. Apatien, der findes i den tåreløse tilstand, den er det mest monstrøse, det mest uretfærdige og opslidende; tørre øjne i et uendeligt, oprørt vand.

En anden monstrøs ting, er hvor svært det er at række op af vandet efter andre mennesker og bede dem om hjælp – og hvor ligegyldigt det føles. Den hjælp man ønsker eller behøver, er jo ikke konkret. Hvad skulle de kunne gøre? Hvordan skulle de, uanset deres gode tanker og intentioner, kunne forstå eller hjælpe eller lindre? Sorgen er ikke bare hav, den er også ensomhed.

Før min mor døde, insisterede hun på at læse Børnebiblen højt for min søster og jeg. Jeg er ikke sikker på jeg forstod, eller forstår, hvorfor det var hende magtpåliggende. Hun besluttede sig også for ikke at blive brændt, da hun døde.

Jeg er klar over, at der vel kan findes en slags trøst i tanken om, at vores sjæle lever vider,e når vores kroppe ophører med det. Jeg er, tror jeg, glad for, at min mor fandt en lindring i den tanke.

Mit eget forhold til det spirituelle og det guddommelig var oprigtigt kristent, da jeg var lille, jeg var hårdt afvisende da jeg blev lidt ældre, og nu om dage er det mudret og usikkert; jeg tvivler mindst lige så meget, som jeg tror. Og der er under ingen omstændigheder en mærkbar trøst at hente i tanken om evigt liv, i hvert fald ikke en trøst, der er brugbar på denne side af døden.

Det korteste vers i biblen lyder således: Jesus brast i gråd. Det er et mærkeligt vers. Det foregår få linjer, før Jesus vækker manden Lazarus fra de døde. Jesus har allerede forklaret sine disciple, jøderne der følger ham, og Lazarus’ søstre, at han har i sinde at genoplive Lazarus.

Dette undrer mig: Hvorfor græder han?

Det føles mærkeligt, tåbeligt, nærmest grinagtigt at en gud græder over et menneskes død. Først og fremmest må Jesus, såfremt han er en gud (og det er han i Biblens univers), og har magten til at omstøde dødens lov, eksistere på et andet plan end os, de dødelige, et plan hvor dødens og sorgens magt er brudt, abstrakt, uforståelig.

Det hele har, tror jeg, sin mærkelige rod i det faktum, at Lazarus, da han levede, var en nær ven af Jesus. Dertil er den underlige ting, at Jesus, samtidig med at han er helt og holdent guddommelig, også er helt og holdent menneske. Idet han, i det korteste og mest potente bibelvers, knækker, græder og tuder som et dødeligt menneske, knækker, græder og tuder han også som en evig, uforståelig og altfavnende gud.

Græder han fordi han elskede Lazarus som menneske, og lider sorg over hans død? Eller græder han fordi han som guddommeligt væsen, der erkender, forstår, favner og gennemborer alt, til fulde forstår hvor uoverkommelig og umenneskelig sorgen føles?

Det eneste meningsfulde svar er, at han græder af begge årsager. Livets ophør og den medfølgende menneskelige sorg, gråden, tristessen og tilstanden af uvirksomhed må og skal, såfremt den kan give nogen mening, gennemborer alt, gud og menneske underordnet.

Omkring os er det uundgåeligt, at vores kære og vi selv vil græde og lide, når vi kastes ud på sorgens tusind favne dybe hav. Og det mærkelige, det uundgåelige og det som føles umuligt, grimt, uvirkeligt og urimeligt, er at vi bliver ved med at eksistere, efter vi er blevet tilintetgjort af tristhedens hammer på sorgens umådelige, umenneskelige og uforståelige ambolt. Og værre endnu – vores elskede er borte, splintrede og opløste og fra nu af og for evigt tavse.

Vi står op igen, som lightudgaver af Lazarus, fra vores seng, efter at det utænkelige er sket, at vores elskede er døde, og vi fortsætter med at eksistere. Der vokser arvæv udover vores åbne, væskende sorg.

Det føles grundlæggende respektløst – hvordan kan virkeligheden tillade os at leve, som om intet var hændt? Hvordan kan vi grine og elske og findes, når de vi holder af er gået til grunde?

Der er noget vanvidsagtigt og voldsomt over det. Og noget skræmmende stærkt. Som guder gennemlever – og overlever – vi det allerværste; vores nærmestes død. Jeg forstår det endnu ikke til fulde.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *