Der findes spøgelser og jeg faldt aldrig til i min fødeby

Lad mig starte med at slå fast, at der findes spøgelser. Men vi starter et andet sted:

Jeg faldt aldrig helt til i min hjemby.

I det øjeblik jeg var færdig med gymnasiet, rev jeg hele min eksistens op med rode, og flygtede tværs over landet. Hele vejen til den, for mig, glitrende storby, med dagbladene og koncerterne, på den anden side af landet, København. Jeg har stort set ikke kigget mig tilbage siden.

Jeg er ikke kun flyttet til København med min krop – min sjæl savner næsten øjeblikkeligt hovedstaden, når jeg er hjemme hos mine forældre på deres nedlagte landbrug. Jeg keder mig, slet og ret. Jeg funderer over, hvad der sker i Kongens By, når jeg er væk. Hvad alle de andre laver. Hvad jeg går glip af. Hvem jeg går glip af.

Men for nylig var jeg inviteret til en fødselsdag i Aarhus. Min bror havde med nogen besvær fået mig til, at indvillige i at deltage, til at bruge en hel weekend væk fra hovedstaden.

Fødselaren var en gammel, fælles ven fra gymnasiet, de inviterede var venner og bekendte fra selv samme gymnasium. Og, viste det sig, også en flok kammerater, for mig næsten spøgelser, jeg ikke havde talt med, siden jeg gik i folkeskolen.

Kort før vi indhyllede fødselaren i en stormsky af kanel (som åbenbart mest er noget man gør i Jylland, når nogen fylder 25 – mine københavnervenner fik i hvert fald vagt snobbede antræk, da jeg nævnte det), dukkede en mand op til festen, jeg ikke havde set i snart sagt femten år.

Vi var bedste venner, da vi var små. Vi vandrede rundt på de enorme marker og småskove i landsbyen hvor vi kom fra, han elskede skibe, jeg læste alle bøger jeg kunne få fingre i om UFO’er og rumvæsener, og vi kombinerede vores interesser som legoklodser, og byggede vældige luftkasteller på græsplænerne, drømte os, og blæste, væk, mange dage om ugen, og gjorde os selv til eventyrere, erobrere og krigere.

Vi tegnede og fandt på som små, rablende genier, og omkring os samlede de andre børn sig, vi var kongerne af fantasiland, kæpfægtende tænkebaroner af folkeskolen.

Af mange årsager gled vi fra hinanden.

Det var ingens skyld, sådan er livet, men måske brast fantasiverden bare fordi vi blev ældre. Måske var det noget andet.

Han fik langt hår og blev sej og spillede i bands, og hang ud med folk, der var betydeligt mere fremme i skoene (som vi med janteord benævner ’modne’ børn på dansk), og jeg genlæste Harry Potter og Ringenes Herre til siderne faldt ud af de gulnede bøger.

Jeg mindedes ikke jeg blev mobbet. Men jeg blev den anden, jeg var ikke oplagt til S, P eller K og måske var der en aura af selvhøjtidelighed over mig, det lille sårede barn, der var fortabt i Den Uendelige Historie (både den bogstavelige og den i-overførte-betydning). En lille, fortabt nørd. En virkelighedens Bastian Bux Balthazar.

Fra udskolingen og frem så vi kun sporadisk hinanden, hilste måske høfligt. Men tætheden var forduftet. Det er måske ikke sejt at kende Bastian.

Så snart jeg fik chancen, flygtede jeg.

Væk fra alt det, alle de mennesker jeg så sporadisk hele tiden, som så mig på den der måde, og flød væk til København, forelskede mig hovedkulds i hovedstaden, fik venner her, følte mig måske lidt mere accepteret for mit indgående kendskab til James Joyce og til Sindarin.

Men der, til den infernalske kanel-fødselsdag min bror havde hevet mig med til stod vi, overfor hinanden, ældre og forandrede, men stadig sårbart, pinligt genkendelige.

Naturligvis endte vi med at sidde, tiltagende fuldere, på fødselarens loft, og kvæle den ene øl efter den anden til klokken lort næste morgen.

Vi talte om graverens søn fra landsbyen. Om vores fælles barndomsven, hvis far drak, det gik først op for mig den aften, at det var derfor han altid var presset, hvorfor stemningen i det hus var lukket, og mørkt, selvom jeg som barn ikke havde sproget til at beskrive det. Om den mærkelige stemning, ved at besøge folkeskolen igen, mange år efter vi stoppede der, hvordan stedet, der engang havde været så naturligt som at stå op om morgen, var blevet fremmed. At det nu tilhørte nogle andre.

Så grinede vi af vores folkeskolekammerater, der havde kysset hinanden, halvt skjult blandt bladene i det højeste træ på skolens ’naturgrund’, mens alle andre med morbid interesse (og slet skjult jalousi) havde sneget sig omkring og beluret dem.

Og vi talte om det fantasiunivers vi havde erobret dengang. Hvor voldsomt og pragfuldt og uforståeligt for de voksne, det havde været.

Selvom vi sad der, på rygeloftet, med en anseelig mængde flade dåseøl og to-tre-fire pakker smøger, der kom og gik, og på ny var tætte (som man er der efter en anseelig mængde flade dåseøl), så tror jeg begge vi var spøgelser for hinanden i det øjeblik. Manifesteret ud af blå luft, pludseligt kød. Med fortiden, mest af alt, til fælles.

Det blev langsomt morgen udenfor, og vores ord blev knappere, tankerne vendte sig fra fortiden og mod fremtiden – og i øvrigt trives spøgelser bedst i mørke. I gryende tavshed drak vi den sidste øl og røg den sidste smøg. Alle andre var gået under i festlighed.

Så sneg vi os ned af trappen for ikke at vække de faldne, og med et sidste kram, og et løfte at skrive snart, greb jeg min taske, og vandrede langsomt de to kilometer ned mod Aarhus Station. Jeg savnede København voldsommere end nogensinde i det øjeblik, Jyllands tyngde (ikke ond, men massiv) føltes ufremkommelig omkring mig.

Jeg var egentlig blevet tilbudt at sove der, i Aarhus, men det føltes umuligt. Smilets by syntes befængt af spøgelser, og inficeret af fortiden. Jeg steg på toget, og drømte urolige drømme, lænet mod vinduet.

Da jeg endelig stod på Amager, føltes det mere som hjemme, end det nogensinde har gjort. Mit forræderi var totalt, men i det mindste, i det allermindste, kunne jeg ryste følelsen af, at være gennemsigtig af mig. Jeg må have været bleg som et lagen.

Som om jeg lige havde set et spøgelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *