Jeg kunne have svoret mit spejlbillede løsrev sig og rakte ud efter mig

“… All sorts of things in this world behave like mirrors.”

– Jacques Lacan

“Have you ever been in a bathroom, dressing room or another private area with a mirror and had that feeling that someone is watching you?”

– WikiHow, How to Tell if a Mirror is Two Way or Not

Jeg husker meget tydeligt en oplevelse, fra en familieferie jeg var på, da jeg ikke var synderligt gammel. Vi havde indkvarteret os på en campingplads, hvor toilet- og badearealerne var delt med de andre campister.

Håndvaskene på herredelen af toiletarealerne var placeret i to rækker, overfor hinanden, og der hang et spejl på hver side af væggen. Da jeg kiggede ind i spejlene, så jeg dem spejlet i hinanden, fortsat så langt øjet rakte. De åbnede sig ind i hinanden, som et uendeligt univers, med bogstavelig talt talløse versioner af min egen krop, gengivet overfor sig selv, spejlet igen og igen til de forsvandt af syne, små som prikker i forsvindingspunktet.

Jeg var dybt benovet – og fascineret.

Jeg stod, i hvad jeg mindes som timer, og bevægede langsomt min hånd hen over spejlfladen. Jeg forsøgte (selvom jeg var klar over umuligheden) at kigge bag min krop, at stirre ind i uendeligheden, at få et glimt af det gådefulde og mystiske spejlunivers. Der var et eller andet der, i de dobbelte spejle, som jeg aldrig havde set eller tænkt kunne findes. Noget mystisk og gådefuldt og fantastisk. Noget uendeligt.

En sen aften skulle jeg tisse, og gik alene ud på toilettet.

Jeg gik forbi de dobbelte spejle, og så i øjenkrogen tusindfold min egen krop, gengivet som mørke skygger, uendeligt, en hær af dystre spøgelser, og mit hjerte hamrede så hårdt at jeg kunne høre blodet hvisle i mine ører, og jeg opdagede, til min rædsel, at jeg ikke turde vende mig, og stirre mine spejlbilleder i øjnene. Min skræk voksede, mens jeg hastede forbi håndvaskene og dukkede nakken.

Hvorfor var jeg så bange? Jeg sad i mørket og tænkte, og modvilligt og langsomt vendte jeg tilbage til håndvasken, tog mig sammen, og kiggede mit eget uendelige spejlbillede i øjnene. Og så, da jeg mødte mit spejlbilledes mørke øjne, gik det op for mig hvad jeg var bange for; hvad hvis mit spejlbillede ikke fulgte mine bevægelser? Hvad hvis mine tusinde modkroppe valgte, at de ikke var afhængige af mig og den virkelige verden?

Deres verden virkede alligevel mindst lige så livagtig som min, og tanken gjorde mig skrækslagen til tårer. Og der, lige ud af øjenkrogen, mens jeg svingede mit hoved væk fra spejlet, der kunne jeg have svoret, at mit spejlbillede løsrev sig fra min krop, og rakte ud efter mig.

Jeg stormede væk, ud i natten, væk fra uendeligheden og de tusinder af mørke kroppe, der så tæt lignede min egen, og så ikke helt alligevel. Væk fra den uendelige mangfoldighed. Væk, ud i natten, ud hvor intet spejlede mig.

Jeg er, til denne dag, ikke helt tryg ved spejle.

Det er mest om natten frygten kommer, og mest hvis jeg har begravet mig i skrækhistorier eller gysere. Når hårene står halvt op på mine arme, og fantasi og virkelighed virker mere sammenblandede, end de gør i dagslys, så frygter jeg som et barn at kigge mit spejlbillede i øjnene. Undertiden gør jeg det alligevel i trods, for at overbevise mig selv om at jeg er en voksen mand, men selv i de situationer er øjenkontakten flygtig, og jeg bruger mange, lange sekunder på at overbevise mig selv om, at mit spejlbillede ikke brød sammen i et hæsligt grin, i præcis det øjeblik jeg slår blikket ned.

Jeg er imidlertid hverken original eller unik i min blanding af rædsel og fascination af spejlet og spejlbilledet. Spejlet er ikke kun en praktisk anordning til at rette på vores hår og nærstudere os selv.

Spejlet er langt mere. Det er en ældgammel portal til åndernes verden. Spejlet er magisk.

Der er en særlig ondskabsfuld historie, vi fortalte hinanden i folkeskolen, af den slags kun børn finder på i deres umodne og ufuldkomne grusomhed. En historie og en leg, der hedder Bloody Mary.

Historien går kort sagt ud på, at en ung pige ved navn Mary er blevet dræbt. Men hvis man stiller sig foran spejlet i midnatsmørket, og siger hendes navn tre gange, så vil hun vise sig i spejlet bag dig, indsmurt i blod og bleg som det lig hun er.

Ingen turde, så vidt jeg husker, forsøge sig. I hvert fald ikke mig.

Legenden var ikke noget vi opfandt på min folkeskole.

Den stammer, i sin moderne form, fra Victoriatidens England – og har rødder langt tilbage i middelalderen og oldtiden, hvor unge kvinder hviskede til hinanden, at man, i besiddelse af et enkelt stearinlys i heksetimen, skulle sukke Marys navn, mens man intenst stirrede ind i spejlfladen. Havde man gjort det rigtigt ville man se sin fremtidige mand, spejlet bag sig i spejlfladen – eller manden med leens dødningesmil, som tegn på at man ville dø før man giftede sig.

Oldtidens romere havde en kaste af præster, specularii hed de (i familie med ” at spekulere”), til at forudse fremtiden i spejlfladen, og de gamle grækere magiske brønde, i hvis vandspejl det sagdes at de syge kunne se, om de kom sig af deres sygdom eller døde unge.

Spejlet er en indgang til åndeverden, en flade, der kan spå om fremtiden og tryllende vise os sandheden om os selv og verden som den er, behagelig eller ej.

Et eksempel på spejlets rolle som sandhedens overnaturlige sladrehank er dette: De blodsugende vampyrer har intet spejlbillede. Spejlet, siger legenden, viser den dybere sandhed om verden. Spejlet viser ikke menneskets kødelige legeme – spejlet viser vores sjæle.

Vampyrer er hule, udøde væsner, uden udødelige sjæle. De har ikke engang blod i deres årer, og holdes kun i live ved at dræne levende, varmblodede mennesker for livgivende blod.

Deres hulhed viser sig i spejlets refleksion – de har ingen sådan. Bram Stokers Dracula kan hverken males, fotograferes eller spejles. Spejlet afslører hans sande tilstand – død, usynlig og i virkeligheden støv.

På samme måde er spejlet en sandsigerske i eventyret om Snehvide. Den onde dronning stiller spørgsmål – og spejlet svarer sandfærdigt, om det er behageligt og belejligt eller ej.

I Harry Potter viser The Mirror of Erised (“Desire” bagfra) hvad beskueren virkelig ønsker sig. Her er spejlet således også et sandhedsvidne, der viser os de detaljer om os selv, vi end ikke selv kender.

I andre tilfælde er spejlet en portal: I Alice i Eventyrland leder spejlet indtil en verden på vrangen – en verden hvor virkelighedens love og regler er sat ude af drift. En slags stofligt hurlumhejhus, hvor vante og kendte skikkelser er vredet ud af facon og vandrer omkring.

I The Matrix leder spejlet, mærkeligt nok, den anden vej rundt; hovedpersonen Neo bliver, i en memorabel spejlscene opslugt af spejlet, og ledt fra vrangforestillingsverden ind i den virkelige verden. 

Spejlet går igen, gang på gang, i kulturen: Narcissus forelsker sig i sit eget spejlbillede, en basilisk kan kun betragtes gennem et spejl, i Fallen London er der væsener, der lever bag spejlene, parat til at til at hugge ud efter dig, i et svagt øjeblik.

Vi tillægger spejlet et utal af betydninger, fra sandsigerske til portal, til sandhedsvidne til magisk profet. Det er sjældent en positiv hjælper, det har næsten altid en ildevarslende, magisk overtone.

Men der er en ting, tror jeg, vi glemmer.

Spejlet er ikke kun magisk, fyldt med monstre og profetier. Det er også noget meget, meget simpelt; det er en genspejling af lyset, det er såmænd, mest af alt, et billede af, hvem der kigger på det.

Og det er derfor, tror jeg, spejlet skræmmer mig fra vid og sans.

Det er fordi det ikke spejler andet, end det, som allerede er.

Det er ikke frygten for et skyggefuldt helvedesvæsen fra landet-der-ligger-bag-spejlglasset. Det er frygten for verden som den er, som den har været, og som den altid vil være.

Alt det jeg er bange for, at mit spejlbillede kunne finde på, er i virkeligheden frygten for det jeg selv er i stand til. Det verden selv er i stand til.

Verden er farlig, den er fyldt med fremmede mennesker med interesser jeg ikke kender, angst og nederlag. Der er mange ting i denne verden, siger Jacques Lacan i min indledning, der opfører sig som spejle.

Hele verden i sig selv er et spejl, hvor alle vores usikkerhed projekteres over i historierne vi læser og ser, menneskerne vi kender og føler os truet af, virkeligheden slår sprækker og forvrænges i vores hovedet, som om den var gengivet i tusinder af hurlumhej-spejle i en forladt, mørk og smadret forlystelsespark.

Den anoreksiplagede kigger i spejlet, og ser sin egen krop forvrænget ud af dimensioner, fordi virkeligheden er sådan for ham, den deprimerede kigger i spejlet og ser den grå mur som omfavner hver eneste ting i hendes virkelighed, fordi virkeligheden er sådan for hende og jeg kigger i spejlet og ser alle de ting i virkeligheden, der for mig slår sprækker og bøjer og er forkerte.

Spejlet er den afgrund Nietzsche advarede mod, den der kigger ind i dig, fordi du kigger ind i det. Det bøjer om sig selv, spejler virkeligheden uendeligt, for vi er selv spejle, der reflekterer den virkelighed vi befinder os i. Vi spejler kønsroller, mennesker, oplevelser, tristhed, vrede og tusinder af andre ting, uendeligt, igen og igen.

Det er den grusomhed, der holder mig vågen om natten og får mig til at skælve og ryste, når jeg ser mit eget spejlbillede. Det er den indsigt, der ryster mig:

Spejlet er frygteligt at kigge ind i, ikke på grund af hvad det er, ikke fordi der er monstre inde i spejlet. Spejler er frygteligt at kigge ind i, på grund af hvad det spejler. Monstrene er ikke inde i spejlet. Der er nogen, der betragter dig, mens du kigger ind i spejlet.

Monstrene er de, som står uden for, og kigger ind i det.

“The earth we inhabit is an error, an incompetent parody. Mirrors and paternity are abominable because they multiply and affirm it.”

– Jorge Luis Bórges, Hakim, the Masked Dyer of Merv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *