Hvad disruption i virkeligheden betyder

Som bekendt er ord og magt nært beslægtede.

Verden omkring os er ligeså meget skabt af ord, der bliver til sætninger, der bliver til fortællinger, der bliver til ideologier, som den er skabt af atomer, der bliver til molekyler, der bliver til celler, der bliver til levende kød.

Stof (eller kød) og tanke (eller ord) er i grunden de to ting, der i fællesskab udgør den menneskelige eksistens – og de kredser for evigt om hinanden i en dødsensfarlig dans, som to sorte huller, dybt i det kosmiske mørke, evigt roterende og dobbelt påvirkelige, fastlåste i hinandens greb.

(Såfremt de altså ikke allerede er kollideret og sammensmeltet for stedse, og er blevet en stor og mudret masse, der ikke kan skilles fra hinanden. Lad os gå ud fra, og håbe, det ikke er sket endnu.)

Ord har slagkraft og mening og magt. Hver dag omdanner de og afgør hvordan virkelighedens stof bliver behandlet og forvaltet, om mennesker skal leve eller dø, om vi skal elske eller hade. Før den fysiske vold, kommer den verbale. Før krigen, krigserklæringen. Før handlingen, tanken.

I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud, hedder det i det Johannesevangeliet, og virkeligheden har ikke, selvom visse mennesker inderligt og angst insisterer på det, ændret sig synderligt siden.

Vi, som mennesker, er både stof og ord, indviklet i hinanden, og umuligt at adskille. Vi er bygget af ord, lige så meget som vi er bygget af DNA.

I lyset af ovenstående, er det nærliggende, og ikke meningsløst, at en meget stor del af diskussionen om regeringens Disruptionråd har handlet om at for-, af- og opklare helt præcist hvad det engelske ord med de latinske rødder, disruption, betyder.

Rådets navn er allerede fra starten en blanding af ’spændende moderne’ (med et angelsaksisk, internationalt islæt) og tilpas autoritativt, i og med, at der er tale om et nedsat råd.

Fortolkningen af ordets dybere betydning er (som de fleste ord) åben – og derfor mangfoldig. Da statsminister Lars Løkke Rasmussen selv udlagde præcist hvad Disruptionrådet stod for, var en forklaring af det protagonistiske ord imidlertid mistænkeligt fraværende:

”Danmarks fremtid tegner lys. Med bæredygtig vækst, som gør Danmark rigere og giver os flere muligheder. Og med arbejdspladser med bedre arbejdsmiljø og mindre nedslidning.

Men skal vi få det fulde udbytte – og skal vi have alle med – så skal vi turde gribe den fremtid. Vi skal omfavne teknologiske fremskridt og nye digitale løsninger. Det kan vi kun, hvis de rette kompetencer er tilgængelige for arbejdsmarkedet.

Vi skal have hele Danmark – og alle danskere – med ind i en endnu bedre fremtid.”

For statsministeren betyder disruption noget lidt vagt – noget med fremtid, noget med teknologi og digitale løsninger. Det er muligvis derfor han fuldstændigt og helt og aldeles fravælger at kommenterer på ordets betydning; for ham er det et godt navn. Et godt ord, som man kan blive fristet til at sige om noget, når man skal brainstorme navne. Et stærkt ord. Et ord, der kan noget.

Der er også en anden ting, jeg forestiller mig at statsministeren godt kan lide ved ordet disruption – det er, for så vidt, et business-ord. Det lugter af start-ups og entreprenører, af nye firmaer, øget vækst, deleøkonomi og blanke, ny-rige opfindere. (Hvad jeg forestiller mig må være for en venstreliberal, hvad småkager er for cookiemonster).

I forretningsmæssig forstand betyder disruption dog noget voldsomt specifikt, og noget overraskende teknisk; det er en særlig måde at overtage markedet fra gamle, større virksomheder, der har rod i forskellen på lateral innovation og incremental vareudvikling, skriver Peter Svare på kforum.

Svarres konklusion er i øvrigt, at regeringen benytter ordet disruption, præcis fordi det er et skinnende forretningsord, et ord der lyder godt, men også kan indeholde en masse betydning, det ikke i sig selv indeholder. Og derudover misforstår de ordets konkrete betydning.

I Politiken er krigsveteran og cand.mag. Niels Jespersen endnu mere kontant: Disruption er et bullshit-ord, og indeholder en forestilling om, at forandring, kaos og omstilling er en ny tilstand, en moderne tilstand, der hænger sammen med omstillingsparathed, social mobilitet og digitalisering. Men, siger han, også vores forældre og bedsteforældre levede i en verden, der pludseligt og brat fandt sig selv i flux. Det er i og for sig ældgammelt. Den græske filosof Heraklit sagde det allerede for 2500 år siden: panta rhei – alt flyder.

Der er intet nyt i disruption – vi har alle dage flydt, væltet rundt og været vidne til verdens evindelige forandring.

En anden ting, jeg finder interessant ved regeringens disruptionråd, er selve rådets sammensætning; rådet er næsten udelukkende bestående af forretningsfolk, politikere og mennesker fra fagforeninger. Kun én eneste person skiller sig ud; instruktør og skuespiller Hella Joof, der også i det hele taget har stjålet hele billedet i medierne. I Information udråber chefredaktør Rune Lykkeberg således Joof som en dansk Nietzsche, en omvælter og moralødelægger, der mest af alt, er optaget af at ”brænde hele lortet ned hvert syvende år”, Lars Dahlagers liste i Politiken, har også mest blik for Hella Joof, og hendes underholdende, skæve og sidelæns udtalelse.

Disruption, lader det til, betyder således enten ”forretningsmodel”, ”fremtid”, ”bullshit”, ”gøgl” eller ”alt flyder”.

Der er imidlertid noget, vi alle har overset: Ordet disruption betød noget længe før forretningsanalytikere, konsulenter og Hella Joof fik fat i det. Noget ildevarslende og krigerisk. Noget undertrykkende.

Noget mørkt.

Disruption kommer, som (tænker man undertiden) nærmest alle andre ord, fra Latin.

Ordet er opbygget af to dele: ”Dis” og ”rumpere”.

”Dis” betyder ”fra hinanden”, ”væk”, og ”sønder” – og har i øvrigt overtoner af ”Dis Pater”, underverdens hersker i romersk mytologi, og blev senere brugt i Dantes Guddommelige Komedie, som navn på byen, der udgør de inderste ringe af helvede, Dis, hvor de værste af alle forrædere sidder, med Judas Iscariot inderst inde.

”Rumpere” betyder ”at knække”, ”at brække” eller ”at ødelægge”. Det er også derfra begrebet ”rapture” kommer, tiden, der går forud for den kristne dommedag, hvor de sande troende bliver indhentet og stjålet væk fra jorden og til paradis, og de efterladte skal gennemleve tusind pinsler.

Tilsammen betyder disruption altså noget i retning af, ”at bryde op”, ”at knække sønder og sammen” og ”at brække væk”.

Hvad, om det er bevidst eller ej, passer perfekt ind som værktøj, i en moderne, neoliberal magtpolitik.

Omstillingsparathed, kaos, sønderdeling og disruption er forrygende værktøjer, til at holde masserne, menneskene og vælgerne fra at forene sig. Kravet om robusthed, når verden omdannes til en sønderrivende bølge af start-ups og disruptions vil uundgåeligt splitte mennesket i tusind stykker, og resultere i en virkelighed hvor alt, for alvor og for altid, flyder.

Disruption er splittelsen tusindfold og solidaritetens, medmenneskelighedens og enhedens ødelægger.

Udover elementet af undertrykkende magtpolitik, er det på alle måder vanvittigt, at der er mennesker, der betragter politik, som en sfære, der ikke bare har godt af at lære fra det private marked – men en til en kan betragtes som det samme, i så høj grad, at man overtager ord, direkte fra konsulenthåndbøgerne, og vil overføre dem på politik. Som om 39 finansfolk og djøffere og en enkelt skuespiller skulle kunne sige noget videre fornuftigt om fremtidens samfund – eller fremtidens menneske.

Politik er ikke, kan ikke, ikke være forretninger – politik er (som Jacques Ranciere minder os om), afvisningen af splittelsen og konkurrencen, af kasserne og af sønderdelingen. Politik er, på trods af forskellighederne, at insistere på enhed, på ikke-delingen, på at vi som mennesker mest af alt er venner og sammenlignelige, og mindst af alt er fjender og uforenelige.

Det er, relativt, vores mindste problem, hvis disruptionrådet er ”bullshit” eller ”misforståede forretningsmodeller” – det for alvor sande problem, er at magthaverne iværksætter råd og udvalg, hvis fremmeste opgave, er at fremme kaosset, splittelsen og søndersplittelsen og umuliggøre foreningen, solidariteten og næstekærligheden.

Det er det vi skal råbe.

Ikke at disruption er et andet ord for bullshit.

Men at det er et andet ord for undertrykkelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *