Der er fem ting, min moster har lært mig

Til min mosters halvtreds års fødselsdagsfest skrev jeg denne tale:

Det er traditionelt, at man holder tale til fødselaren, når vedkommende fylder 50. Det er imidlertid en tradition jeg har tænkt mig at bryde i dag. Denne tale er ikke til min moster – den er til alle jer, min mosters gæster. Det er en tale om min moster.

Talen hedder ”Fem min moster har lært mig”.

Fem ting min moster har lært mig:

Den første ting min moster har lært mig er, at verden er farlig.

Min moster har begavet mig, hendes nevø, med kostbare og uvurderlige lektioner om livet i meget lang tid. Hun har faktisk haft lektioner klar til mig, siden jeg var et par måneder gammel, og var inviteret med til min mosters 25-års fødselsdag – som foregik på samme dag Danmark vandt over Tyskland i EM-finalen.

Min mosters sejrsbrøl og vredesudbrud er, ifølge mine forældre, en af de tidligste oplevelser jeg har haft af, at verden er uforståelig, larmende, farlig og, frem for alt, fyldt med skingrende sindssyge fodboldfans.

Min moster har lært mig at verden er farlig.

Den anden ting, min moster har lært mig er, at verden er hård. Selvom min moster har gjort en karriere indenfor pædagogikken med særdeles heldigt udfald, så er der et strejf af grusomhed tilstede bag hendes ellers milde øjne:

I en meget ung alder, jeg må have været en seks-syv år gammel, nærmest tvang min moster mig og en kammerat til at deltage i en fodboldkamp (i parentes bemærket en ting hun også i udpræget grad har gjort mod sine søskende) – en fodboldkamp mod hende – og ikke bare det, vi blev også foranlediget til at satse penge på kampens udfald, og forsikret om at vi havde en ærlig chance.

Der var stor forventning til denne kamp, vi grinede og var lykkelige, og min kammerat og jeg så overmåde frem til oplevelsen, med kun en begejstring syv-årige kan mønstre. Det første hold, der fik ti mål, ville vinde kampen.

Som det som regel går, når seks-syv-årige børn spiller mod folk, der har haft en professionel fodboldkarriere, tabte vi. Men vi tabte ikke bare hårdt og retfærdigt. Nej, min mosters ondskab var meget mere raffineret.

Min moster udfoldede en nærmest sociopatisk grusomhed, idet hun lod os komme foran 9-0, før hun, så at sige, tørrede gulvet med os. Vi tudede som stukne grise gjorde vi, mens min moster indkasserede de ti kroner vi havde satset på vores egen sejr.

Ja, min moster har lært mig at verden er hård.

Ikke så lang tid efter så min moster sit snit til at give mig endnu en mosterlektion:

Den tredje ting, min moster har lært mig, er at verden nogle gange gør ondt – i denne omgang var det imidlertid ikke mig selv, der fik min mosters håndfaste og meget kropslige livslektioner at føle – det var min søster. Jeg var blot en perifær tilskuer.

Ved en af de traditionsrige Hansen-fodboldkampe i baghaven i huset i Flemming, fulgte min dengang tre-årige lillesøster med stor begejstring med i kampen fra en havestol, placeret tæt på kampens hede, et nyt håb for Hansen-familiens udprægede fodbold-mani, en fremtidig elitefodboldspiller måske, en lille flamme, der heppede på sin moster, en af de stærkeste og dygtigste fodboldspillere i verden.

Det lys fik min moster dog hurtigt slukket. Børnebetvingeren Helle Hansen sparkede med umenneskelig styrke og finesse en skruet bold med omkring 300 kilometer i timen, en bold, hvis mål var min begejstrede tre-årige lillesøsters bløde og uformelige barnehoved.

Slaget fra bolden stoppede med øjeblikkelig virkning, og et øresønderrivende brag, min lillesøsters glade barnehepperi, og sendte hendes spæde krop direkte bagud fra stolen og ned i græsset, hvor hun, med nogen rette, straks græd så højt som en moster råber til en EM-finale i 1992.

På trods af det veritable attentatforsøg var min lillesøster dog uskadt – og min moster meget brødbetynget.

Ja, min moster har lært mig (og måske særligt min lillesøster) at verden nogen gange gør ondt. Men jeg begynder så småt at se et mønster og en forklaring på, at det ikke er lykkedes hende at gøre hverken mig eller min lillesøster særligt begejstrede for hendes yndlingssport.

Ja, min moster har lært mig, at verden er farlig, at den er hård og at den gør ondt. Men min moster har også lært mig andre ting.

Den fjerde ting, min moster har lært mig, at man skal blive til nogen – ikke til noget. Engang hvor jeg, som det sker, var ramt af en så kold fornemmelse af livet, en så absolut følelse af ligegyldighed og sorg og tristhed, så flygtede jeg ud til min moster i Flemming.

Og min moster satte sig ned, og hun lyttede, og hun har altid lyttet til alle de idiotiske ting jeg som teenager har hældt ud af ørerne, og jeg forklarede hende hvor bange jeg var for, om jeg ville blive til noget. Om folk ville anerkende mine evner for noget som helst, om jeg var god nok, om der ikke ville være nogen der snart gennemskuede mig, om jeg overhovedet var værd at elske.

Og min moster kiggede på mig, og så alvorlig og kærlig ud, og sagde at jeg så forkert på det. Det var ikke vigtigt om jeg blev til noget – det var vigtigt at jeg blev til nogen. At jeg så andre mennesker, ikke for deres evner eller deres status eller deres resultater, men for hvem de er. At det vigtige vi gør i livet, er at lytte og se andre mennesker ordentligt, igennem og på trods og ved siden af deres resultater.

Vi driller altid min moster med, at hun kalder nærmest alle sine elever for stjernedrenge og –piger, men i virkeligheden er det jo hende, der har fat i den lange ende; du skal se folk for den potentielle stjernedreng eller –pige de er. Se dem for alvor, se dem ordentligt. Se dem for at være nogen – og ikke noget.

Min moster siger, at man aldrig må begynde en tale med at sige ”jeg er ikke den store taler”, for så handler den allerede om taleren og ikke den talen er til. Min moster har lært mig at man skal se og elske andre mennesker.

Den femte ting, og den vigtigste ting, min moster har lært mig, er at kærligheden er det største og det stærkeste og det vildeste af alt.

Selvom min mor, min lillesøsters mor, min mosters søster døde, og hele verden, for en stund, blev flydende og hæslig og uretfærdig og grim og uforklarlig, så har min moster, i vores liv, været et lys og en støtte og et håb, og en ubetinget kærlighedens kriger, der på min mors dødsleje lovede hende at hun ville passe på os, når vores mor var væk.

Og nu bryder jeg det løfte jeg kom med i starten af talen – den sidste ting jeg siger i den her tale, den er til Helle og ikke til jer, kære gæster, selvom I bliver vidner til det.

Det løfte du afgav til Hanne, om at du ville være der for mig og Emma, når lyset var slukket og verden blev tommere og mere fremmed og fattigere, dét løfte har du udfriet tusindfold.

Hvis jeg, når engang skal kigge tilbage på mit liv, og vurdere mine valg og fravalg, hvis jeg kigger tilbage, og opdager at jeg har levet efter de ting min moster har lært mig, bare en tiendedel levet efter dem – så ved jeg, for alvor, at jeg ikke er blevet til noget, men at jeg er blevet til nogen.

De ting, har min moster lært mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *