Tre historier om at være fortabt

1

Jeg er 11 år gammel, og jeg sidder på min cykel, dybt ulykkelig, og på vej mod folkeskolen.

Min mor er død for to år siden, og min identitet har i to år været flydende, alting har været uvirkeligt. Jeg har langsomt vænnet mig til at hun aldrig mere vil tale med mig.

Min far har sagt at vi skal møde en kvinde han kender.

Jeg fantaserer om at finde en lampeånd, jeg ved at mit første ønske skal være at min mor aldrig var død.

Jeg ved slet ikke hvad de næste ønsker skal være, jeg når aldrig så langt. Cykelturen til skolen virker længere end den halvanden kilometer, jeg som voksen ved den er.

Jeg mindes, at jeg engang til en familiesammenkomst spurgte, om vi skulle stille en skål suppe frem til min mor, som et symbol på at hun stadig var i blandt os. Min far sagde at vi måtte lægge det bag os, at hun ikke var her længere. Det føltes som om det var pinligt at jeg spurgte. Jeg fortrød det meget voldsomt. Jeg tænker stadig på det.

Det er først som voksen, at jeg har indset, at det i virkeligheden ikke var den nye kvinde jeg var bange for. Jeg var angst fordi en ny kvinde ville være den endegyldige exorcisme, det ville drive min mors spøgelse ud af vores liv, og fjerne ethvert håb om lampeånder eller spøgelser.

Og på det tidspunkt havde jeg intet andet end spøgelset at klynge mig til.

 

2

 

Jeg sidder i en metro, jeg husker ikke tydeligt hvornår på året, kun klokkeslettet. Den er ti minutter over tre, og jeg har drukket for meget.

Jeg er ikke kvalm, og jeg er ikke svimmel tror jeg, men jeg er ked af det..

Jeg er skuffet over nærmest alt ved mig selv, hvordan jeg forvalter mit studie, at jeg er gået alene hjem, og jeg frygter for min fremtid, alle de ting det gør mest ondt af bekymre sig om. Der sidder en håndfast angst i mine tænder, en angst for at jeg aldrig har formået at udtrykke hvad jeg føler indadtil ordentligt. At folk kigger på mig, jeg forsøger at forklare og de misforstår eller jeg fejler. At mine ord snubler på lange rækker, og at jeg jeg aldrig nogensinde vil formå at bygge bro mellem mit indre liv og de mennesker, jeg møder i mit ydre liv.

Alt det, som sidder i mig, strømmer ud af mig, og uden at kunne græde (det er altid værst, når man ikke kan græde), slår jeg min knyttede hånd ned i sædet foran mig, her i metroen, som jeg tror, er tom.

Da jeg når frem til min station rejser jeg mig op, sammenkrøbet, og opdager, at en ung kvinde har stået bag mig på turen. Hun kigger skræmt på mig og trækker sig væk fra mig.

Jeg er flov, jeg undgår hendes blik, jeg er ked af at være en vred og skræmmende mand på en metro meget sent om natten, jeg går hurtigt forbi hende, jeg går ud på perronen, min pande brænder lidt, op ad rulletrappen og løber over Amagerbrogade indtil jeg når mit værelse, hvor jeg kaster mig hovedkulds i min seng.

Jeg begraver mig i dynen, jeg er meget sulten, men jeg tør ikke gå ud i verden igen.

Jeg kan stadig ikke græde. Jeg har svært ved at sove.

Klokken er halv fire, tror jeg, næste morgen tager jeg to panodiler og forsøger at tage mig sammen til at rydde op i mange timer.

 

3

 

Jeg går ud af eksamenslokalet, jeg er svimmel.

En mand jeg beundrer har med milde øjne spurgt om det var min første eksamen på universitet, og jeg nikkede, selvom det ikke passede.

Han anbefalede mig at drikke nogle øl i aften, og tage ved lære, ikke at tage det for tungt, men jeg har ikke hørt rigtigt efter, jeg kan ikke tænke klart.

En kammerat ser mig sidde på bænken udenfor, mens jeg hoster og ryger, han vil tale om noget, noget musik, men jeg hører ikke rigtigt efter, jeg svarer afværgende. Jeg siger jeg gerne vil være alene. Han kigger overrasket på mig, og går sin vej med en svag hilsen.

Jeg tager løbetøj på, og spurter væk fra min lejlighed.

Det er lang tid siden jeg har løbet, og jeg har kun spist en banan og røget cigaretter hele dagen.

Jeg kommer først til mig selv midt på Amagerfælled, på en sti jeg ikke genkender, jeg har ondt i brystet og trækker vejret grimt. Jeg ryster og falder i græsset, jeg lukker øjnene.

Jeg ligger sådan i lang tid, indtil verden føles virkelig.

Det begynder at regne, først lidt, mens jeg rejser mig op. Jeg finder et træ at sætte mig under, ikke langt fra stien, man kan se ud til den. Den flækkede sten føles kold mod mine baller, jeg læner mig langsomt mod stammen som er ru og hård, jeg har altid holdt af følelsen af bark.

På en plante jeg ikke genkender, lige ved siden af mit ben, glider en dråbe langsomt ned og plantens vægt forskubbes, så den følger med dråben, indtil den modvilligt falder ned og forsvinder i jorden, der hastigt bliver våd, blød og sort.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *