Med stor sorg: Jeg må takke nej til Politikens krænkelsesmedalje

Der er sket noget forunderligt og meget enestående for mig i dag.

I går fik jeg bragt en klumme i Information, min første af slagsen, som mest var tænkt som en strøtanke, en lidt ligegyldig analyse af Harry Potters interne uoverensstemmelser i univers og værdisæt, grundlæggende noget gøgl, og mest en øvelse i analyse af popkultur – det kan undertiden være sjovt og spændende.

Det er derfor med enorm overraskelse, og en ikke slet glæde, at jeg i dag erfarer, at selveste mediet for den højeste oplysning, Politiken, har tildelt mig en medalje, fordi jeg er den ”allermest krænkede” af alle krænkede mennesker.

Det er svært at sætte ord på den benovelse og henrykkelse, der greb mig, da en åndeløs ven overbragte mig nyheden om den hæder, der var påfaldet mig. Især var jeg overrasket, fordi indlægget, der var årsag til min utroligt fornemme nominering, ikke umiddelbart kom fra et særligt krænket sted.

Jeg synes ikke Harry Potter er en skidt bog, jeg føler mig ikke særligt trådt over tæerne, jeg troede egentlig bare at jeg udpenslede det grundlæggende basale faktum, at skreven fiktion stammer fra en levet virkelighed, og at de problemer, mønstre og ideologier vi bærer med os i vores daglige liv, også er afspejlet i den fiktion vi læser og skriver – og at en grundig læsning af et givent stykke kultur vil afsløre sprækker i værket. Sprækkerne er som oftest udtryk for ting vi tager for givet, eller har overset, og gør os ikke til dårligere mennesker. I bedste fald nuancerer de vores verdensbillede, og åbner vores forståelse for os selv, hinanden og verden vi lever i.

Det kom således utroligt bag på mig, at jeg ikke bare var nomineret til prisen som mest krænket, nej, jeg havde faktisk allerede fået præmien! Jeg var ganske overrasket, fordi jeg egentlig troede jeg stadig havde bevaret min amatørstatus i krænkelse (jeg satsede på en stærk placering i krænkelses-OL), og derfor slet ikke var berettiget til at deltage i den halvårlige krænkelsesliga (også kendt som SuPolitigaen).

Det er derfor, med nogen sorg, og meget, meget modvilligt, at jeg uheldigvis må  afstå medaljen. Det er det eneste jeg kan gøre, hvis jeg vil bevare en god sportsånd.

Der er en klokkeklar årsag til denne ulykkelighed:

Min artikel er, af årsager uden for min kontrol, blevet bragt bag en betalingsmur.

Det forekommer selvindlysende, at Politikens chefdommere i krænkelse tydeligvis ikke har haft et abonnement på Information, og derfor kun har læst rubrikken, og ikke hele min klumme til ende.

Anden forklaring forekommer mig ikke mulig, med det høje niveau af tekstlæsning, Politiken ellers er kendt for.

Jeg må derfor, med nogen beklagelse, stille spørgsmålstegn ved domprocessens lødighed, men må på det kraftigste opfordre Politiken til at investere i et abonnement på Information – især nu, hvor de har en farlig modstander som mig, at slås med i krænkelseskonkurrencen.

Selvom det er en stor sorg, at jeg uheldigvis allerede må opgive min titel som den allermest krænkede, må jeg finde en glæde i sorgen – og den glæde er, at jeg nu overhovedet er i feltet til medaljebetragtning i krænkelseskonkurrencen!

Og jeg har meget stærke modstandere. Jeg vil efterlade jer med dette uforlignelige eksempel i disciplinen ”at være krænket over at andre ikke gider lytte til at de ikke bør være krænkede”, skrevet af selveste dommerpanel-avisen.

Jeg satser stærkt på at gøre comeback, og generobre krænkelsesmedaljen ved en anden lejlighed!

Mange sportsmanslike og krænkede hilsner
Forhenværende medaljeindehaver
Jens Haag

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *