Ting der mangler (og lidt om tøsne)

Omkring mig falder sne, hvis krystaller bliver flydende i samme øjeblik de rammer jorden.

På min årsliste på Spotify er halvdelen af numrene nogle jeg aldrig før har hørt, af svenske, kvindelige kunstnere. Jeg spekulerer over hvem det mon er, der har stjålet mit login, og hørt triste viser så meget, at de er på listen over det ”jeg” har hørt mest i 2017.

Lampen på mit værelse har et orange, varmt skær. Det er først for nylig jeg har indset, at lyset er elendigt at læse i. Jeg nænner ikke at erstatte den med en koldere slags.

På mit bord ligger to togbilletter. De går begge til Jylland. Jeg har endnu ikke købt nogle, der tager mig hjem.

Jeg har taget tre Morten Korch-bøger fra mine forældres bogreol, uden helt at vide hvorfor. De er fyldt med åbenhjertige og gode mennesker med tragiske skæbner og indre dæmoner. Slutningerne er uafladeligt lykkelig.

Jeg har glemt at indtaste min løn for den sidste halvanden måned.

Jeg leder ofte efter ord, der kan forklarer en følelse af, at jeg har drømt for stort og for voldsomt, før jeg tog virkeligheden til efterretning.

I skuffer og i gamle mapper ligger halve tanker og ufuldendte drømme om en anden slags verden, hvor mennesker lider mindre.

Jeg slettede samtlige filer på min computer den anden dag. Jeg opdagede at alle de gamle filer stadig lå i en mappe, det i første omgang var umulig at slette. Der gik en halv time før de var væk.

Jeg har to år for sent opdaget en sang der smerter på den rigtige måde.

Jeg ved, at en følelse af større lykke er forbundet med kontakt med andre mennesker. Jeg melder ofte afbud til større sociale arrangementer, uden at kunne retfærdiggøre det over for mig selv.

I værelser sidder mennesker jeg elsker, der ikke kan se hinanden i øjnene.

Fotoet er fra Gorillaz-koncerten i Royal Arena, hvor publikum lyste mod scenen med deres telefoner under sangen On Melancholy Hill.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *