En tale om ‘borgerløn’ og min oldefar

Jeg var, på baggrund af denne klumme, inviteret til at holde en tale til en konference om muligheden for borgerløn (eller universel basisindkomst, jeg er ikke helt vild med at kalde det “løn”), arrangeret af Alternativet og afholdt i Fællessalen på Christiansborg. Jeg sagde følgende:

For lidt over 120 år siden, d. 23. december 1895, blev min oldefar, Christian Svend Ultimus Haag, født på Jægersborggade 52 på Nørrebro, cirka 4 km fra hvor jeg står i dette øjeblik.

Hans far var udlært hjulmager og hans mor var hjemmegående, og i selskab med otte brødre og søstre var min oldefars opvækst fattig, og præget af skammen over slidt tøj og offentlige skolemåltider.

Dengang var den fase af Danmarkshistorien man kalder industrialiseringen på sit højeste. Hele nye industrier, drevet med nymoderne elektricitet, kul, gas og olie, opstod.

De nye industrier udslettede gamle arbejdspladser, men erstattede dem med tusinder af stillinger på fabrikker og kontorer, centreret omkring byerne, hvortil folk valfartede for at få arbejde.

Da min oldefar var 24 år i 1919, fik han således arbejde hos Tuborg som bryggeriarbejder, på en af disse nyopståede industriarbejdspladser. Her arbejdede han i 43 år, indtil han gik på pension.

Hele hans voksne arbejdsliv foregik på denne ene arbejdsplads.

Jeg er omtrent på samme alder som min oldefar da han fik sit livs eneste rigtige arbejde, ekstremt privilegeret ved at være i live nu, og ikke for hundrede år siden.

Jeg har aldrig oplevet den skamfulde fattigdom min oldefar måtte lide igennem.

Jeg har aldrig, som han, fået en ørefigen i skolen. Hans arbejdsuge var mindst 50 timer lang.

Jeg har været skånet for ned- og opslidende fysisk arbejde.

Velfærdsstaten som han og hans fagforeningsfæller var med til at bygge, har skaffet mig ordentlige arbejdsvilkår allerede fra før jeg blev født; weekend, løn under sygdom, efteruddannelse.

Men på andre og mere mørke og diffuse måder, er jeg ikke helt så privilegeret som de der kom før mig:

Min generation bliver den første i 200 år, der må forvente en lavere levestandard end vores forældres. Den industrielle revolution, der hev min oldefar op af fattigdommen og gav hans børn fjernsyn, biler og boliger kan kun løbe så langt.

Og det er ikke fordi den teknologiske udvikling er vendt, tværtom. Astrofysikeren Stephen Hawking, der døde i går, sagde at vi som mennesker aldrig har oplevet voldsommere omvæltninger i de sidste hundrede år end nogensinde før, og intet tyder på at den udvikling er ved at gå i stå.

Der er nogle der taler om en ny revolution, der på nogle måder ligner den industrielle; en revolution man lidt forsigtigt kan kalde den digitale revolution.

På overfladen kan den digitale revolution ligne den industrielle; ny teknologi erstatter gammel teknologi, gamle arbejdspladser erstattes af nye.

Men der er en vigtig forskel; digitaliseringen skaber ganske rigtigt nye job, men den skaber ikke job i samme omfang som den erstatter.

Tag Berlingske Media, en af mine arbejdspladser, som eksempel. Den nye digitaliseringsstrategi som selskabet for nyligt offentliggjorde betyder at der skal ansættes specialister, der kender de nye platforme fremtidens medier skal laves på. Det skal ansættes journalister der kan skrive digitale fortællinger.

Men de nye arbejdspladser er ekstremt få, i forhold til den blodige fyringsrunde blandt de journalister, der har skabt de nyheder vi læste i printavisen for ikke så forfærdelig lang tid siden.

Og den tendens vil man, ifølge flere studier, se gentaget overalt i samfundet, efterhånden som computere og robotter bliver bedre og bedre til at erstatte vores arbejdsopgaver, uanset hvor avancerede de arbejdsopaver er, eller hvor uerstattelige vi føler os.

Den fremtidige lønarbejder må vende sig til en verden i konstant forandring. En verden hvor der ikke nødvendigvis er et arbejde man kan få og fastholde i hele sit liv, i 43 år, som Ultimus Haag kunne det.

Vi skal også pensioneres senere for at kunne opretholde den levestandard vi er vant til.

Min generation må vende sig til at skifte arbejdsplads ofte; jeg har arbejdet for ti gange så mange arbejdsgivere som min oldefar, da han var på min alder, og jeg hverken skal eller kan regne med at det vil ændre sig.

Der vil være tidspunkter hvor jeg har meget arbejde, og tidspunkter hvor jeg ikke har nok.

Den måde jeg arbejder på, adskiller sig fundamentalt fra den måde min oldefar arbejdede; hans arbejdsuge var 50 timer, mens min idé om hvornår jeg har fri og hvornår jeg arbejder slet ikke kan deles op på samme måde.

Jeg bliver ikke betalt i kroner og øre for at være her lige nu, og holde denne tale for jer i dette øjeblik, men kan den i sandhed siges at forgå i min fritid?

Da jeg fik tilbuddet om at deltage, blev det nævnt at selvom jeg ikke bliver betalt, var det klart tiltænkt at dette var en platform; at jeg i kraft af denne tale blev promoveret. Måske, er tanken, kan en sådan offentlig lejlighed til at tale og gøre opmærksom på sig selv, være lejlighed til at få arbejde en anden gang, til en anden tid.

Jeg, og mange mennesker i min generation, har, også i lyset af dette, aldrig for alvor fri.

Jeg kan kontaktes på alle tidspunkter af døgnet, og jeg er klar over, at hvis jeg misser et opkald eller en e-mail, så risikere det at skade min karriere. Jeg accepterer at jeg skal arbejde uden løn, sende emails og networke og så videre, for at sikre mig de arbejdsopgaver der skal holde mig i live.

Men de strukturer som blev drømt frem på min oldefars tid, sygedagpengene, A-kassen og retten til ferie er ikke nødvendigvis strukturer der giver mening når vi møder den digitale revolution. Den skarpe opdeling af arbejde og fritid, ansættelse og arbejdsløshed glider sammen og flyder ud.

Skal en deltidsansat partout sende så og så mange ansøgninger om at få fast arbejde, for at være et produktivt medlem af samfundet?

Hvad sker der, hvis en borger, der pludselig er sat i en sårbar og omskiftelig arbejdssituation bliver langtidssygemeldt? Hvad med efteruddannelse? Barsel? Muligheden af at tage et lån i banken for at købe et hus?

Der er mange mennesker der fortsat lever og arbejder på en måde der tilnærmelsesvis kan minde om min oldefars 43 år hos den samme arbejdsgiver. Men de vil, tyder alt på, blive færre og færre.

Borgerløn eller universel basisindkomst eller hvad man vil kalde det, bør i det allermindste overvejes som seriøst mulighed for en ny slags struktur. En struktur, der i højere grad end den nuværende kan imødekomme de udfordringer der møder os i dag. Udfordringer, der kun vil bliver større fremover.

Jeg er har været så heldig, at blive født ind i et samfund, der er mere retfærdigt, mere lige og mere barmhjertigt end det min oldefar blev født ind i.

Det kostede hårdt arbejde og store omstillinger at nå dertil.

Jeg håber at mine oldebørn om 100 år bliver født ind i et samfund, der tilsvarende er mere retfærdigt, mere lige og mere barmhjertigt end det vi har nu.

Hvis ikke det er tilfældet, har jeg, og os allesammen svigtet vores ansvar som mennesker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *