Den frygtligste ting i Ringenes Herre handler ikke om krig eller verdens skæbne

Den voldsomste ting, der for mig foregår i Ringenes Herre handler ikke om krig eller verdens skæbne.

Den foregår i begyndelsen af historien, hvor Bilbo, i et øjeblik af pludselig sårbarhed bekender sig til sin gamle ven Gandalf. Han åbenbarer den udkørthed og langsomme indre apokalypse, der spreder sig udover ham:

“I feel thin, sort of stretched, like butter scraped over too much bread.”

Ellers har Bilbo indtil da spillet rollen som den excentriske og muntre onkel til perfektion.

Til sin fødselsdag har han givet i hundredevis af gaver til sine gæster (hobbitter modtager ikke gaver på deres fødselsdage, de uddeler dem istedet), han har inviteret alle fra nær og fjern, og sørger for mad og drikke i nærmest uendelige mængder.

Man dagen før hans 111 års fødselsdag knækker han, skrabet udover for meget tid og for mange handlinger.

I Bilbos tilfælde er det naturligvis ikke tale om mundænt stress – han bærer Mesterringen, Den Ene Ring, der udpiner og snylter på sin bærer, og hans liv er blevet unaturligt og voldsomt forlænget.

Hans tid er bogstavelig talt blevet strakt til bristepunktet.

Gollum er det yderste og mest katastrofale eksempel på Ringens effekt; han har glemt sit navn og sit liv, og tilbage er kun hans besættelse af den ene ting, der udsultede ham og bragte ham hans ulykke.

Gollums tragedie er ikke, når alt kommer til alt, kun en fantastisk og magisk fortælling om forheksede ringe og hobbitter og orker – besættelsen og selvdestruktion findes tusindfold i vores verden, forvredet og spejlet i alt fra alkohol og stoffer til forskræmte ironmen og arbejdsnarkomaner, der gemmer sig fra virkeligheden i en endeløs buffet af selvopløsende besættelser.

Den tragedie findes, tror jeg, inde i os alle sammen, og en fordømmelse af den, en fnysen af folk, der spiller for meget World of Warcraft eller hvis identitet pludselig, nærmest eksklusivt, udgøres af Cross-Fit eller what have you er utilstrækkelig (og et spørgsmål om at splinten i vores broders øje, for at drage Kristus ind i det hele).

For den selvdestruktive tendens hjemsøger os alle sammen, lige bag ved lyset i vores irisser.

Gollum har en begivenhed, et fald og en arvesynd, der kaster ham fra et nogenlunde velfungerende sted til en forhutlet og bleg tilværelse (hans mord på Déagol, der finder Ringen før ham), men for Bilbo og vi andre tror jeg at faldet er langsomt og forræderisk.

Man opdager først for sent, tror jeg, at man er strakt udover for meget brød. At ens selv eller sjæl ikke kan rumme mere virkelighed, at ens timer er for lange og ens opgaver for mange og at man selv er utilstrækkelig. Man knækker først dagen før festen, i fortrolighed, og kun modvilligt.

Det lykkes Bilbo at give Ringen væk.

Lidt bittert indrømmer han at alle de gaver han gav til sin fødselsdag skulle gøre denne ene ting nemmere – at skille sig af med den ting han ved ødelægger ham, men ikke nemt kan ændre, og han må råbe og græde og rase.

Men det lykkes ham trods alt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *