Drømmejournal 2

Jeg er på en ø fornemmer jeg, i drømme.

Græsset er grønt og nyklippet, duften står mig i ansigtet. Bygninger, som jeg pludselig opfatter omkring mig, er mærkeligt usammenhængende. En er et auditorium, en et bibliotek, en et alment boligbyggeri, og i midten er en katedral.

Jeg træder varsomt ind i katedralen.

Jeg er ikke alene. Tavse mænd og kvinder træder først langsomt, siden hurtigere og hurtigere, og jeg følger med. For enden af katedralen, som synes at blive fjernere og fjernere, selv mens vi accelerer i vores tavse gang, står en mand med marmoransigt og sort klædedragt. Han løfter en taktstav, og i takt med vores skridt bryder mine medgangere ud i sang.

Først er tonerne fragmenterede, men med et genkender jeg melodien; det er middelalderhymnen Gaudete, Glæd jer!, en glædessang om Jesu fødsel, og stemmerne løfter sig mod katedralens fjerne loft, og glasruderne sitrer da jeg istemmer en andenstemme jeg ikke i vågen tilstand kan huske eller gengive:

Gaudete, gaudete Christus est natus
Ex Maria virgine, gaudete!

Manden med marmoransigtet vokser I sangen, mens vi nærmest løber mod katedralens ende, indtil alting suser mod mig og indad og opad, til jeg kun er toner.

Jeg finder mig selv, som man gør i drømme, et andet sted, væk fra katedralen.

Et tårn rejser sig foran mig, og jeg træder ind ad døren. Væggene er uhuggede sten, og jeg lader min hånd glide mod den rå og kolde overflade, mens jeg stiger op ad trappen.

Længe efter, jeg ved ikke hvor længe, når jeg toppen, hvor en mand, ældre end jeg nogensinde har set nogen være, sidder i en stak af åbnede og støvede bøger. Han løfter blikket mod mig, og nikker mod en kikkert af messing.

Jeg sætter øjet mod det. Men der er kun mørke.

”Der er intet,” siger jeg.

”Stjernerne er slukt,” sukker den gamle mand.

Resten af drømmen er urolig, og jeg husker den ikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *