Ingen ser godt ud når de tuder – en kritik af Svend Brinkmann

Det ligger i tidsånden:

Det er vigtigt at være uperfekt. Det er vigtigt at være unyttig.

Svend Brinkmann siger det. Dronningen sagde det i nytårstalen. Vi siger det til os selv og hinanden – tit.

Det er vigtigt, siger vi, at slappe af og sige stop og ikke ville det hele, og indrømme at man ikke kan mere.

Problemet er, at mens det er forholdsvis nemt at sige det, så er det afsindigt, pissehamrende svært at efterleve det.

Det er svært at lytte efter, når ens krop og ens sind skriger at man skal geare ned, og at man har strakt sig selv for langt.

Det er nemt at vide, men svært at reagere på, at man skal aflyse noget, at man skal sige nej til flere vagter og mere ansvar og flere opgaver. At man skal bruge tid til at komme sig og hele og komme ovenpå.

Det er svært at bøje sig før man knækker.

Der er fundamental forskel på at vide noget – og på at forstå det.

Det er nemt at vide noget rationelt, at huske eller memorere noget – at månen er 384 400 kilometer væk fra jorden i gennemsnit fx – men det er alt andet end nemt at forstå det. Jeg får det i hvert fald ikke til at give mening, når jeg stirrer på månen.

Selv denne her tekst er et eksempel på hvor nemt det er at sige noget, at vide noget, at vedkende sig noget, og hvor umuligt det kan være at handle på det.

Jeg siger næsten aldrig nej tak til mere ansvar eller flere opgaver. Jeg sluger det grådigt, til det svimler for mig.

For det er latterligt grimt og grænsende umuligt, at sige stop og nej tak og jeg kan ikke mere. Det føles som at svigte sig selv og alle andre på tusind måder.

Det er hæsligt at sidde på toiletter og græde og slå sig selv i hovedet fordi man føler man har fejlet. Det er umådeligt frygteligt at have hjertet i halsen og sige nej, for man har et klart billede af, at man godt kan strække sig lidt mere. Man er så privilegeret fordi man er lige her lige nu, og man har ikke råd til at være svag, selvom man godt ved at man bør være svag og unyttig for at være stærk.

Det føles bare ikke sådan.

Ingen ser godt ud når de tuder. Ingen ser nice ud med nederlag og snot og grus i øjnene.

Det er imidlertid fuldstændig umuligt at gennemgå et liv uden til tider at fortryde sine handlinger og afsky sig selv og alt ens væsen, og ønske man for alt i verden havde været nogen andre. Og det er okay, at man har det sådan.

Det er okay at man ikke, selvom man godt ved man burde, kan være unyttig og uperfekt uden at det gør pisseondt. Det er okay at det kræver tilvænning at bøje uden at knække – det er okay at man ikke med det samme kan formå at gå fra at være perfektionist til unyttig livsnyder.

For det er, i sagens natur, endnu en måde at skulle være perfekt på.

Man bliver presset ind mellem to paradokser – i den ene er man lykkeligt unyttig og god til at sige nej, og bøjelig og i den anden er man en produktiv maskine, et evigt hungrende apparat og en 12-tals-person, og som det ofte er tilfældet befinder virkeligheden sig i en grim og mudret og ubrugelig mellemting, et mellemstadie hvor man skøjter frem og tilbage og ikke helt kan være hverken den ene eller den anden ting.

Her er sagens kerne; vi ville alle være overrasket over hvor mange af os, der på dette eller hint tidspunkt har været komplet overvældede over den ene eller den anden ting og har siddet og tudet ned i vores dyner, råbt af dem vi elsker, ligget vågne om natten og fortrudt noget vi gjorde for fem år siden.

Hvor grimme vi egentlig er når vi falder og skrider og skriger og græder og ligger med hovedet i sølet, hvor uretfærdige og smålige vi kan være, hvor ringe vi er til at ringe til familien og til at huske at købe betænksomme gaver i god tid og sige ”jeg elsker dig” tit nok til vores forældre, og til at åbne os op over for folk, der vil os det bedste, og hvor ondt vi gør og hvor usle vi er.

Hvor usikre vi bliver når nogen er lidt for lang tid om at svare på en SMS, hvor perfide og grimme vi er klokken fire om natten når nogen vi engang har elsket elsker nogen andre, hvor desperate vi kan være efter kærlighed i vores svageste øjeblikke, hvor meget ondskab vi kan ønske over vores fjender og hvor ugidelige vi kan være, når der er ting vi ved vi skal, må og bør, men ikke orker eller formår.

Det kan undertiden, i den moderne unyttighed, ligge et krav om overskud. Overskud til at sige fra. At tage sig tid til at hygge og pleje sig selv og koble af.

Og det er rigtigt, at det er vigtigt.

Men det er stadig et krav om overskud, og der er ingen garantier for at man har det, og at man i perfekt harmoni kan blive lidt bedre til bare at være.

Sandelig; du kommer til at ligne lort før det her er ovre, og du kommer til at råbe og skrige og tude og rase og være uretfærdig og frygtelig og uelskelig.

Men du er god nok alligevel.

Også selvom du hverken er perfekt eller zen-agtig unyttig.

Man må godt være en mudret masse derimellem, før man bliver til noget som helst. Eller bedre endnu: Nogen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *