Gud er ikke i Jerusalem

”Nej! I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling!”
– Det Nye Testamente, Hebræerbrevet, kapitel 12, vers 22.

Den 7. juni 1967 avancerer israelske faldskærmstropper igennem Jerusalems gamle by.

De går gennem resterne af jordanske artilleristillinger og pigtrådshegn. Gennem det marokkanske kvarter, lige indtil de når Vestmuren, den sidste rest af det jødiske tempel, raseret af romerne i år 70 efter kristus, som hævn for zelotternes oprør.

Det er næsten 2000 år siden templet, bygget af Kong Solomon til at huse pagtens ark og det absolut helligste sted i jødedommen, sidst har været under jødisk kontrol.

Her stopper soldaterne, tager deres hjelme af – og græder.

Præcis 868 år tidligere, den 7. juni 1099, ankommer de første korsriddere til udkanten af Jerusalem, som på det tidspunkt er under Fatimidekalifatet. Da de kristne riddere ser bymuren, tager de deres hjelme af – og græder.

Lidt over en måned senere, om aftenen den 14. juli 1099, indtager de byen. De flygtende muslimer samler sig i Al-Aqsa moskeen, og her myrder korsridderne titusind mænd, kvinder og børn til de ”vadede i blod til anklerne”.

Vi ankommer til Jerusalem på sabbatten, da mørket er ved at falde på. På sabbatten er motorvejen næsten tom (jøder må ikke tænde lys på sabbatten, og derfor ikke forårsage en gnist i en forbrændingsmotors tændrør), og kun de palæstinensiske chauffører i de skramlede ti-mands-busser, der kaldes sherutter, kører i rasende pendulfart mellem den hellige stad og det næsten aggressivt sekulære Tel Aviv, hvor natklubber og gadegrafitti findes overalt, og hvor barerne ved sandstrandene lægger soundtracket til fester der fortsætter til dagslyset bryder frem.

Der er koldere i Jerusalem end i Tel Aviv. Luften sitrer i mit ansigt, idet jeg sætter min kuffert på jorden. Da vi tjekker ind på vores hostel, spørger vi om et sted at spise, og receptionisten anbefaler et kristent-armensk pizzaria tæt på. Vi sidder i tavshed på gaden, rejsetrætte og med den første smag af bacon i lang tid, da min rejsekammerats ansigtsudtryk pludselig bliver opmærksomt.

”Jeg tror jeg så en mand med en riffel.”

”Altså en soldat?”

”Nej, bare en helt normal mand i t-shirt.”

Jeg slår det hen, og fortæller ham at han må have set forkert.Det er først senere på aften, da vi sidder på en bar, og tre veltrænede unge mænd med kalotter og automatiske M-16-rifler sætter sig ved bordet overfor os, at jeg tager ham alvorligt. Og først senere endnu, at jeg modtager svar på en email, der forklarer hvordan det er lovligt for jøder at tage deres automatvåben med ud at drikke øl:

”Det er jødiske bosættere. I skal for Guds skyld ikke diskutere religion eller politik med dem!”

Jerusalem er i byens over 2000 år lange historie blevet angrebet 52 gange, erobret og generobret 44 gange, har været belejret 23 gange – og jævnet med jorden to gange.

Jeg sidder på taget af vores hostel, luften er varm, og jeg har tømt min en-liters vandflaske mindst to gange. Jeg er i gang med at læse Anden Mosebog i Biblen. Min rejsekammerat og jeg har aftalt at læse lidt i den hver dag og diskutere indholdet. Mest af alt slår det mig, hvor vred Gud er.

Jeg ser dem ikke, før de ser mig, tre unge mænd med faste skridt og veltrimmede skæg. De hører sammen, fornemmer man.

”What are you reading?” spørger den midterste af dem med en svag amerikansk accent.

”The Bible,” svarer jeg.

De vil gerne se min udgave. Den er indbundet i falmet, blåt stof.

De nikker anerkendende og siger, den er smuk, og deres øjne brænder. Den ene fortæller kort, hvordan amerikaneren fandt ham og reddede ham. Jeg føler mig ekstremt skandinavisk i deres selskab.

”So you’re a Christian?”

“In a way.”

“Then you ought to know this: people come to Jerusalem to find Jesus. But he’s not here.”

Jerusalem er i byens over 2000 år lange historie blevet angrebet 52 gange, erobret og generobret 44 gange, har været belejret 23 gange – og jævnet med jorden to gange.

For de kristne er Jerusalem hellig, fordi Kristus indstiftede nadveren her, fordi han døde her, og fordi han, vigtigst af alt, stod op fra graven her. Det er her, frelseren som menneske og Gud bar korset på alle menneskers vegne.

Før muslimerne vendte sig mod Mecca, bad de i retning af Jerusalem. Fra den hellige by steg Muhammed til himmels på ryggen af sit ridedyr Al-Buraq, bevinget og med menneskeansigt.

Her tog Abraham, den første patriark, sin søn Isak, og bandt ham for at ofre ham til Gud, og her stoppede en engel hans hånd, og fra Isaks søn Jakob udsprang Israels 12 stammer. Her byggede Solomon Templet til at huse Pagtens Ark. For jøderne er Gud mere til stede i Jerusalem end alle andre jordiske steder.

visit palestine.jpg

Turistplakat designet af jødiske Franz Krausz i 1936, for at tiltrække jøder til at besøge Israel – på det tidspunkt kaldet Palæstina. Først senere blev den taget op af palæstinensere som et modstandssymbol mod den israelske besættelse af særligt Vestbredden

Jeg kom til Jerusalem med et håb om at finde en eller anden slags frelse, tror jeg, men jeg er ikke sikker på hvilken. Jeg gik Via Dolorosa, smertens vej, hvor Kristus ifølge traditionen slæbte korset, snublede og blev hånet, før de romerske soldater naglede ham fast til en tværbjælke sat henover et træ, gav ham vineddike på en svamp og knuste hans ribben, da han var for lang tid om at dø.

I Jerusalem ånder Gud, siger man, jøderne har ved indgangen til Grædemuren indridset: ”Det Guddommelige forlader aldrig Vestmuren.” Her kaldes der til bøn fra Al-Aqsa, hvis tag er belagt med massivt guld.

Men selv da franciskanermunkene og dusinvis af pilgrimme sang Ave Maria, og jeg stod i mørket under Gravkirken (hvor adskillige kirker alle har små kapeller, dedikeret til frelserens genopstandelse), følte jeg stærkest, at Jerusalem var en blodig og ikke en hellig by. Guds ånde er umulig at mærke eller føle igennem alt blodet, der blander sig med støvet og sætter sig i næse og øjne.

I gaderne går de israelske soldater, og i Østjerusalem mærker man den fattigdom og udstødelse, som de palæstinensiske muslimer hver dag må udholde, før man mærker Guds tilstedeværelse.

Jeg græd ikke, da jeg så bymuren, jeg så kun blod til anklerne og tungt bevæbnede bosættere.

På olivenbjerget (hvor Messias, ifølge både kristne og jøder, engang skal genopstå) ligger en lille lund kaldet Getsemane med otte oliventræer. De er gamle og forkrøblede, snoede rundt og ind i sig selv, og varmen banker ned over deres snirklede bark, hvor tavse gartnere nænsomt luger ukrudtet omkring dem.

De træer, siger traditionen, er de eneste stadigt levende vidner til Jesu lidelse.

Her bad Kristus dagen før sin korsfæstelse, og her bønfaldt han Gud om ikke at lade ham dø. Han græd som et knækket menneske, der var angst ved sit liv og sin død. Men Gud svarede ikke.

I et mindre, beskedent kapel ikke langt fra oliventræerne sad en ung munk i franciskanernes tiggerkåbe og læste i stilhed en bibel, og over ham, bøjet i farvede glasruder, græder Jesus, mens hans disciple falder i søvn, selvom han har bedt dem våge.

Her, i den menneskelige angst og ikke i den guddommelige storhed, følte jeg i et stik, hvorfor man vil dø i, og for, Jerusalem.

Ikke i riflerne, ikke i blodet, ikke i undertrykkelsen og murene og volden, ikke i de tusinde røgelsespinde og krucifikserne og den guldbelagte moské eller de ortodokse jøders stålsatte evne til ikke at se vantro i øjnene, men i Guds tavshed og gråden over livets endeligt.

Her vaskede Kristi tårer blodet væk, og Jerusalem blev glasklar og skinnende.

Men da jeg trådte ud igen og så de duknakkede palæstinensere og de svært bevæbnede soldater, for guds ånd og tilbage var kun støv og blod.

Denne tekst har før været bragt i Tidsskriftet mosaikk.

Illustration af min ven Johannes Lund With, frit efter David Rubingers “Paratroopers at the Western Wall” (1967) blev brugt ved den originale udgivelse i tidsskriftet mosaikk.

29404629_10215801306054888_532399405_o.png

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *