Om at indgå blodsbroderskab klokken tre om natten

Skyggerne forstenes, lyset slår dem jo ihjel.
Myrkur, Ulvinde

Klokken er et sted mellem tre og fire.

Ved midnat fyldte jeg 26, og vi åbnede den flaske portvin jeg havde fået i gave, og jeg tænker sløret over hvor voksent det er at få portvin i fødselsdagsgave. Der er noget kvalmt og sødt over den røde væske, som vi drikker af glas der er lidt for store.

»Husker du, da jeg foreslog at vi skulle indgå blodsbroderskab?«

Han ser op på mig igennem røgen, og det er mange år siden og både helt det samme og overhovedet ikke.

»Jeg henter en kniv.«

Det er en skarp urtekniv han lægger på bordet. Han stiller en flaske snaps ved siden af kniven.

Vi diskuterer hvor man egentlig skal skære; vikingerne snittede lange ridser i deres underarme og lod blodet dryppe og sive ned i jorden under dem, før de dukkede sig under sværd og spyd, sat mod hinanden som portaler.

Vi har hverken muld eller sværd. Vi har bare hinanden.

Jeg presser bladet mod min højre tommelfinger. Mest bliver jeg overrasket over at snittet svier, da bladet åbner en flænge, og blodet flyder udover mit fingeraftryk, og han hårdt tager fat om mine skulder med sin venstre hånd og presser sin tommel mod min, og sine øjne mod mine.

Mens vi drikker snaps blander blodet sig, spritten føles passende og rigtig, som en svien der også er indadvendt (det er ikke noget tilfælde at både whiskey og akvavit betyder livets vand, eller at spiritus betyder sjæl) og vi sidder sådan i lang tid, trykket ind mod hinanden, og vi har kun en cigaret tilbage, som vi skiftes til at ryge.

»Nu er det fucking alvor.«

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *