En roman om ørkener, der kun består af en begyndelse:

Ørkenen begyndte vest for hovedstaden, og strakte sig så langt i den retning at ingen nogensinde havde set den anden side.

I ørkenen, sagde man, var skorpionerne så store som klippeblokke og de røde djinner herskede, når solen forsvandt bag horisonten, og sandet frøs ens fødder. Nomadernes døtre fortalte, når fuldmånen farvede ørkensandet blåt, om spøgelser så store som planeter, om døde stjerner og undergang, der ville stige op af sandet og sluge først hovedstaden og derefter verden hel.

Nogle af de mere autrerede historikere i hovedstaden mente at man, i de dybe kældre under kejserpaladset, kunne finde relieffer, der viste en frygtelig krig mod ørkenens beboere – og et varsel om at det kunne gentage sig.

Helst ville hovedstadens indbyggere ikke tænke over ørkenen. Deres blik var vendt mod havet mod øst, mod de smukke drageskibe, der ankom til havnen med ladninger af krydderier i turkis og dyblilla og krebserød, med narhvaltand og rav og med smukke mænd med næsten blålig hud. De brugte deres dage i saloner med smukke tæpper og krydret te og indhyllet i lagner – og hinanden.

Ørkenen var som en skygge for solen – et grimt minde, der kun slår ned i en, når man har svært ved at sove og ens blik fæstner sig ved en knast i træloftet over ens krop.

Langs ørkenens kant, fra den begyndte ved hovedstaden, og til den mødte den grønne savanne sydpå, havde kejserinden i fordums tider bebudet at et netværk af lystårne skulle lyse i natten, så handelskaravanerne med de hvide sejl uden problemer kunne fragte deres kostbare last af natsilke og spejle fra bjergstaderne mod syd op til hovedstaden.

I gamle tider havde lystårnene ikke kun været vigtige for navigationen – de havde også fungeret som vagtposter. Måske havde ørkenen, dengang, føltes mere nær. Måske havde dens farer virket virkelige, og byboerne havde i solens skygger set deres død, hørt deres børns skrig og mærket en mere rå og grusom fortid lure.

Dengang var det en ære at tjene som Fyrbøder-General. Ikke længere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *