Det fortabte land på den anden side af åen

Jeg voksede op på Nedermølle, der ligger i en smeltevandsdal lidt uden for Horsens, med fire søskende.

I ældre tider var Nedermølle en vandmølle, og igennem haven løber Ølsted Å, hvor ørrederne eftersigende springer og yngler om vinteren, og hvor en bataljon af brogede, men ofte sorte, gårdkatte i morderisk stilhed samler sig som ravne på slagmarker om enlige skikkelser, der ryger om natten.

Åen var et fast mærke i min barndom. Den begyndte i mit hoved først ved broen ved vores indkørsel, ved det gamle kastanjetræ, og fortsatte og løb uendelig langt ind i landet, bag haven og bakkerne, længere end jeg kunne tænke mig.

Da jeg var lille var åen, som alt vand er, skiftevis skræmmende farlig og dybt fascinerende. Engang faldt min evigt uheldige lillebror i den, og blev reddet op af min stedmor, og til aftensmaden blev det mig og mine søskende indprentet af åen var farlig, og at vi gjorde bedst i at holde afstand.

Det gjorde vi – til dels. For min bror og jeg greb også, da vi blev lidt ældre, lange birkepinde og vandrede langs åen, så langt væk vi kunne, igennem moselignende landskaber og vilde enge.

I decemberstormen 1999 var et gammelt piletræ blevet revet op med rode, og var faldet, så langt det var, henover åen, og da det kostede en formue at køre det væk, fik det lov at ligge.

Med tapper nysgerrighed, som den kun findes i børn,  kantede vi os forsigtigt henover stammen, over til den anden side af åen, hvor kunstneren Gregers og hans kone boede, og her opdagede vi gamle murstenshuse, spredt med hundrede meters mellemrum, med falmede vinduer og fyldt med spøgelser af forgangne tider.

Engang så vi en sovende grævling i en af de gamle bygninger, og dybt benovede listede vi os tættere på dyret og pegede måbende på dets klare, hvide stribe, der løber fra panden og til snuden.

Først senere, da vi sikkert sad i spisestuen, huskede jeg en gammel historie om at jægere havde æggeskaller i deres støvler når de gik på grævlingejagt. Grævlinge, siges det, forsvarer sig aggressivt og får de fat i et menneskes ben, bider de til de hører knoglen knække og knase, men jeg havde i min benovelse og fascination glemt alt om faren, og vi havde kun tænkt på at komme så tæt på som muligt.

Vi sagde ikke noget om grævlingen til vores forældre.

På skråningerne ned til åen gik vores fåreflok af sorte og grå får. Vædderen havde ikke horn, men en pande så tyk som en mursten, og mens vi måske tog let på vores forældres formaninger om at have respekt for åen, så havde vi overordentlig respekt for vædderen (som jeg i øvrigt havde navngivet Kim Larsen – vist fordi jeg havde været glad for Kim Larsen da vi fik den).

Men vi fandt alligevel det i os at tage vores birkestokke med ud på hans territorium, for hvis man drog afsted henover marken og om bag ved birkeskoven, så fandt man en skråning, der løb ned til åen, og hvor vindomblæste småtræer stod stejlt.

Det sted, sammen med det forbudte land på den anden side af åen, føltes som et hemmeligt og fjernt område, et eventyrland, og vi navngav det Kløverdal efter elvernes hjemsted i Ringenes Herre (som vi læste religiøst). Her drømte og legede vi universer, jeg ikke længere kan skille fra hinanden eller huske, fri fra voksne og besnærende formaninger. Det var vores sted.

Engang, en vinternat hvor sneen lå som en dyne henover dalen, tog vi lanterner med fyrfadslys og runde kælke på ryggen som vikingeskjolde, og vandrede henover markerne, og i det øjeblik, hvor mørket blev slået væk af de små lyscirkler, virkede vores lege endnu mere virkelige og fysiske end nogensinde, mens min bror og jeg fortalte vores yngre søskende historier, der voksede sig levende og groede ud i den knasende sne, og vores birkestokke var virkelig sværd, og vi var virkelig trætte, ædle rejsende igennem fantasiens land, som vi gik der, i fællesskab og lys, langs åen.

Det var først da min lillesøster, med brændende øjne, forklarede mig hvor stærkt den aften står, og hvor nøje hun husker den, at det for alvor gik op for mig hvor voldsomt og blodigt vores fantasier var, dengang. Jeg havde næsten selv glemt den nat.

Nu husker jeg den i falmede glimt.

Da vi blev ældre opgav vores forældre at tage os med på ferier (eller måske var de i virkeligheden glade for at få fred fra de åndssvage teenagere), og vi blev efterladt tilbage på gården, et åbent slaraffenland, og vi inviterede vores venner forbi og drak billige øl, lunke, direkte fra kassen, til græsplænen var dækket af kapsler, og vi måtte vandre plænen tyndt med tømmermænd, for at sikre os at intet var tilbage, som kunne gå i plæneklipperen.

En sådan aften, hvor vi var fulde og vilde og glade, opstod idéen om at vi skulle vade i åen, så langt vi kunne, og vi afklædte os vores tøj og steg ned i det lave vand og snublede langs stenene på bunden, indtil vi havde blå mærker og blodige fødder og mudrede ben, og skreg af fryd og kulde og kravlede gispende op på plænen igen, og drak videre.

Så flyttede jeg.

Først på efterskole, og så, siden da, ind til byen i Horsens, hvor jeg boede i et skævt hus, og det eneste grønne jeg så var en søvnig buskbom, og åen falmede i min bevidsthed, selvom jeg så den i glimt, når jeg besøgte min familie.

Jeg flyttede videre til København, og levede mit liv her i mange år, og jeg besøgte kun min families gård sjældent – for togbilletter er dyre. Mit hoved blev, tror jeg, omformet. Ens hjertes rytme tager form efter storbyens, man vænner sig til at alting altid har åbent, og at busserne og metroen går med minutters mellemrum, og jeg glemte den langsomme og undertiden dræbende kedsommelige drøm, som skoven og åen og engene på vores gård var.

Jeg var glad for det, tror jeg. Byen passede mig fint.

For nylig var jeg hjemme igen. Og efter en pludselig indskydelse tog jeg mine smøger, og med den tavse kattehær i hælene gik jeg ud i haven, over plænen og ned til åen. Og jeg kiggede op, og stjernehimlen lyste hårdt og stort ned på mig, og jeg indså at der ingen stjerner er i byen, men at jeg havde glemt det.

Jeg gik langs åen, langs det vi kaldte Kløverdal, ned forbi engene og moselandet og langs vindblæste træer, så langt jeg kunne komme. Så stod jeg et øjeblik og trak vejret, og lyden af åen steg og faldt, en stille klukken, og en kat stjal sig til at stryge sig mod mit ben.

Jeg indså, at det var her den gamle pil havde ligget, da vi var små, den vi havde balanceret henover, til eventyrlandet på den anden side.

Nu var den væk. Der var ingen vej henover åen længere.

Næste dag tog jeg hjem til København.

Billedet øverst må enten være taget af min far eller min stedmor. Det viser hovedbygningen, og den ene længe, og er taget med ryggen mod åen, og stedet hvor piletræet lå.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *