Jeg kan nogle gange føle, at jeg ikke helt er en del af virkeligheden

Undertiden kan jeg få en fornemmelse af, at jeg ikke helt er en del af virkeligheden.

Jeg kan konstatere det ved at gribe ud efter en bog eller skrive til nogen, men jeg kan ikke mærke at jeg hører til i den.

Den fortsætter henover mig, den sker, og jeg er mestendels en tilfældig iagttager, min deltagelse er konsekvensløs og uvirkelig.

Ud fra et kosmologisk standpunkt har jeg ret; min eksistens kan knapt måles, ses eller fornemmes blandt syv milliarder andre mennesker, blandt utallige trillioner andre planeter, stjerner, galakser, måske universer.

I det hele taget er det et mirakel at vi glemmer det.

Hvor, set fra et større perspektiv, konsekvensløse vi som mennesker er. Hvor ualmindelig små.

Hvis man kigger på universets bestanddele er tomheden og mørket altoverskyggende. Rummet er mestendels et vakuum (undtagen løsrevne brint og heliumatomer, der ensomt svæver igennem millioner og millioner af tomme lysår).

Selv på atomart plan er alting mest lavet af ingenting.

Et brintatom består af en afsindig lille kerne, en proton, hvorom der kredser en endnu mindre elektron. Resten, det vil sige 99.9999999999996% af brintatomet, består af tomt rum.

Vi er ikke andet end atomer, stablet oven på hinanden: Vi er ingenting, der har bildt os ind at vi er noget, på trods af virkeligheden.

 

 

I jødedommen er Adonai Elohim karakteriseret ved sin enorme fylde.

Det jødiske helvede, Sheol, som ikke er helvede som de kristne forestiller sig det, er det totale fravær af Gud.

Det er ingenting for evigt, kun mørke, hvori sjælen for for altid er borte, uden Gud, uden noget.

Jeg havde mareridt om sådan et sted, da jeg var barn.

Jeg drømte jeg døde i et biluheld, og min første tanke var; Så, nu får jeg endelig at se hvad der er på den anden side.

Men der var ikke noget.

Kun mørke.

Kun min bevidsthed uden krop i evigt mørke. Jeg skreg, men jeg havde ingen mund, jeg rystede mine arme, men jeg havde ingen lemmer, jeg tærskede rundt og forsøgte at græde og der var ingen tårer, indtil jeg brat satte mig op i sengen, virkeligheden ramlede ned over mig, og jeg stirrede ud i natten, mærket, bange, alene og angst for at dø.

Ingen kunne svare mig på meningen med det mareridt, et eller andet uskyldigt og godtroende var væk for evigt, jeg blev bange for døden på en måde jeg aldrig havde været bange før.

Måske var det al den tomhed, jeg er bygget af, som fandt sammen om at minde mig om at jeg er 99,9 procent ingenting. At jeg mest er mørke. At universet mest er mørke.

 

 

Men så igen; heller ikke det er helt sandt.

Engang, som de siger det i True Detective og en gammel Alan Moore-tegneserie, var der slet ikke noget, ikke engang de 0,0000001 % ikke-mørke jeg også er.

Engang var nattehimlen sort som Sheol.

I byen, hvor lyset er tæt på, hvor lysforureningen, som det på mærkelig passende vis hedder, er tættest, virker himlen stadig sort.

Men hvis man står i en mark langt uden for byen, hvor mørket og intetheden er tættest omkring en, hvor ingen mennesker skriger og vifter med armene for at glemme at de mest er ingenting, hvis man står derude og kigger op på stjernehimlen kan man se tusind galakser, stjerner, planeter, tåger og lysstråler trodse mørket og lyse ned i ens ansigt, for nok er vi 99,9999 % ingenting.

Men det er de 0,0000001 % noget der findes der tæller og lyser og brænder og er.

pillars_of_creation.jpg

The Pillars of Creation, NASA

 

Hvis du kan lide teksterne, kan du skrive dig op til at modtage en email når jeg udgiver nye tekster på bloggen.