Der er en lille smule glitter og magi i et sommerhus syd for Næstved

Jeg kan, i svage øjeblikke, forledes til at tro at verden er, som den kan se ud: Asfalteret og holdt i grå nuancer, lige dele praktisk og barbarisk i sin ligegyldighed, mest indrettet af  (ikke for) mennesker.

Jeg kan bilde mig ind, at industrialisering har støvsuget ethvert gran af magi, hvis der nogensinde var magi, ud af virkeligheden og i en dis af larm og damp og centrifuger omdannet den til cement, Marvel Cinematic Universe og tilhørende plastikfigurer, hvis rester vi finder i hvalers lunger, når de strander og synger og dør.

Men det er ikke sandheden, i hvert fald ikke hele sandheden, der findes stadig steder, der glitrer af fortryllelse når tusmørket og tidevandet kommer, og hårene rejser sig uforklarligt fra ens arme og det går op for en at træer er levende væsener og at fuglene skriger og flyver i flok og hvor lille man er mod havet eller klitterne eller blæsten.

For mig er et af de steder et undseeligt sommerhus syd for Næstved, syd for Karrebæksminde på en lille halvø, der hedder Enø.

 

 

Vi begyndte at komme der kort efter vi allesammen havde lært hinanden at kende på Universitet, dengang vores venskab var fint og skrøbeligt og ubekendt som spindelvæv og glas, og den første aften havde Anne lavet pizzaer da vi ankom i tusmørket i en lånt bil og drak paprødvin til vi segnede.

Der er næsten ingen internetforbindelse, så vi hørte lokalradio indimellem de sporadiske øjeblikke hvor vi kunne få fat i YouTube som blev så meget desto vigtigere, om morgenen vækkedes man af nybagt brød, og om natten dansede vi til vi gik under i bunker.

 

 

Vi tager derned hvert halve år i en forlænget weekend, og det er begyndt at føles som et nødvendigt ritual, en livsforlængende handling, en lommedimension af tryllestøv.

Det føles som om drømmeverdenen og virkeligheden ligger tættere på hinanden her, jeg turde sværge at Espen engang dansede så voldsomt og hurtigt at han for ud af sin krop og dansede med sig selv, at der var friske boller selvom vi glemte dejen natten før og at flagermusene er venligere og ilden mere varm og at krydderier smager stærkere og lykken varer længere.

Jeg har siddet på plænen her, i måneskin, og grædende betroet mine bedste venner hvor ensom jeg har følt mig, jeg har helet venskaber og standset sår og fundet forsvundne mennesker jeg elsker her, i disen og under stjernerne, og jeg har stået ude ved vandkanten i regnvejr, mens bølgerne sled mod kysten og vandet og følt mig både lille og flydende og gigantisk på en og samme tid.

Engang blev et puslespil så levende at vi, ti mennesker, sad lænet over det i timevis, der opstod hele teoretisk videnskabelige retninger, hvis formål var at skille denne og hint blå nuance fra hinanden (den ene var en specifik del af himlen på motivet, den anden af havet) og da den sidste brik blev lagt opstod der nærmest et spontant karneval.

 

 

Engang fandt vi på historier om fiskemenneskene, der bor under havet ved Enø Strand, og kun kommer frem i diset vejr, vi diskuterede hvem af os de ville æde først, såfremt vi i virkeligheden var med i en gyserhistorie, det føles som om man er med i en historie, og jeg havde aldrig vidst før, hvor godt det er at træde ud af virkeligheden og blive en del af noget mindre og større, et sted der er langt væk.

Ingen skal noget når man er fanget i et lille sommerhus; her betyder mel og frisk rosmarin mere, saltvand og kold blæst betyder mere, en åndssvag historie om fiskemennesker betyder mere, der er en lille magi til stede i kaminen og de gamle krydsordsblade og den Irish coffee, der altid serveres efter midnat. Der er mening og betydning der rækker udover mig, der er noget levende i den gamle udgave af Stratego som kun spilles her, og jeg tror kun det liv og det lille glimt eksistere fordi vi, med overlæg, er trådt ud af virkelighedsstrømmen en kort stund.

Der er ikke, i sig selv, nogen magi i at tage langt væk fra storbyen og overgive sig til naturen, naturen er kold og fyldt med sult og død og mangel, men der er en magi i ritualer og i fællesskaber og i at lade sig føre bort.

Der er magi i gryderetter, kogt til dem man elsker, og magi at planlægge at stikke af hvert halve år og magi i at se havet i øjnene og huske hvor vi kommer fra.

Og der er magi at vende tilbage til hverdagen og virkeligheden, og i at bære den lille flamme af levende natur og dem man elskers latter med sig.