Den eneste uendelige årstid er vinteren

Det kommer med samme styrke og sikkerhed som et urværk hver vinter. Mit og alle andre menneskers humør svigter og falmer, og vi vandrer rundt i sjasket med blikket sænket, hænderne knuget og sortsindet svævende over og under kraniet. Og det er ikke kun, tror jeg, fordi vores niveau af D-vitamin falder, i takt med at dagene bliver kortere.

Det er også, fordi vinteren er den mest uendelige af alle årstiderne, og fordi vi som mennesker frastødes af det uendelige, som sydpolerne på to magneter frastøder hinanden. Når det er vinter, kan vi ikke huske, hvordan det er at være til, når det er sommer.

Når vi mennesker møder det uendelige, har vi en tendens til at billedliggøre det, på den måde vi fra barnsben har lært at begrænse og kategorisere ting: vi menneskeliggør det uendelige. Gud, det ultimativt endeløse, gør vi til en skægget patriark, der har stærke holdninger til så menneskelige ting som forhuder, menstruation og fødevarers tilladte sammensætning.

Universet, med det mørke, ubeboelige vakuum, omdanner vi til smukke (og kunstigt farvelagte) fotografier af letfordøjelige stjerneskuds-galakser. Døden gør vi til en makaber le-mand, forfærdelig, men ikke desto mindre i menneskelig form – og i bogstavelig øjenhøjde.

Vinteren er ikke anderledes. I antikkens Grækenland var nordenvindens navn Boreas, han, som fortærer. Hos aztekerne var obsidian-guden Itztlacoliuhqui herre over frost, vinter og død. Men trods alt alle i menneskelige former. I tusindfold er menneskets mindreværd over for vinteren gengivet i fortællinger, der minder om og spejler os selv.

Men i virkeligheden er alle disse billeder, som alle billeder på det uendelige, utilstrækkelige. Det er næsten naivt at gøre vinteren til en barsk mand, når vinteren i virkeligheden kendetegner døden, den allermest håndgribelige uendelighed i livet.

Når vi taler om menneskelivet, kan vi finde på at sammenligne det med årets cyklus. Ungdommen er foråret, voksenlivet sommeren, alderdommen efteråret, og døden er den evige vinter.

Som det nogle gange er, finder vi de mest præcise billeder på vinteren i vores fjerne fortid og vores tætte nutid.

I den nordiske mytologi er vinterens uendelighed krystalliseret i Niflheim, Tågehjem, det ene kosmiske hjørne, der står i modsætning til Muspelheim, Ildhjem. I Niflheim hersker is og kulde, og midt i kosmos, i Ginnungagap (gabende tomrum), tørner de to urkræfter sammen og annullerer hinandens ødelæggende og altædende elementærnatur og bliver til frugtbar og mild dug.

Fra Niflheims uendelige tågemørke kom rimturserne, mørke og uforståelige, guder og menneskers fjender, fætre til Nidhug, dødsslangen, der æder af verdenstræets rod.

Vinterens uendelighed er, såfremt den ikke tøjles og mildnes, døden og undergangen, en anden slags uendelighed, der rammer os som en hammer, når vi, som dødelige mennesker, tænker over vores egen endelighed. Når vi ender, fortsætter alt andet hen over os, til vi er støv.

Ifølge moderne fysik bevæger universet sig mod en kosmisk vinter. Varme er vibrerende bevægelser, og altings gennemsnitstemperatur falder støt, i takt med at alting bliver strakt og delt fra hinanden, en grad kelvin ad gangen, over en periode på milliarder af år, indtil alle stjerner er udslukt, og vi når det absolutte nulpunkt, hvor intet bevæger sig, og hver eneste partikel er så isoleret, at der er lysår imellem dem. For evig, uendelig vinter.

I vinteren fornemmer vi vores dødelighed og altings forgængelighed og skimter det uendelige og evige i frosten og stilheden. Vores åndedræt bliver synligt som hvid tåge, der damper ud og opløses.

Når det er vinter, kan jeg ikke huske, hvordan det er at være til, når det er sommer.

Jeg har i mig vage glimt af at eksistere om sommeren; fornemmelser af at tage tynde jakker på. At irriteres over varmen. Lyse nætter og blød luft, menneskekroppe i shorts og sommerkjoler og ghettoblastere langs vandet, dårlig samvittighed over ikke at grille hver dag. Men nu, hvor blæsten skærer mig i ansigtet, og mine støvler graver sig ned i sjappen, der dækker asfalten, er det, som om det altid har været, og altid vil forblive, sådan her.

Vinteren strækker sig uendeligt bag mig og fortsætter ud i horisonten, og selvom jeg har en rationel og logisk viden om, at den på et tidspunkt stopper, så føles den viden ikke virkelig.

Jeg skal bore mine støvler ned i sludsneen, fra nu af og til min krop begraves i sjappet, tænker jeg, hvis jeg ikke driver den tanke væk med stål og logik. Jeg er begrænset, vinteren er uendelig, og den farver himlen, træerne og mine elskedes ansigter i kuldegrå nuancer.

Men på trods af alle de beviser på uendeligheden, så er der en anden ting: Når det er sommer, glemmer jeg fuldstændigt, hvordan det føles at fryse.