Vi skulle forestille en anden slags mænd, troede jeg

Det var vinter og stormvejr da vi forlod hinanden, og vi ikke kunne finde ud af at sige farvel og jeg var i et dybt hul. Der var ligeså meget kaos inde i mig, som der var uden for ruden, hvor verden var slud og vintertidsmørke og jeg sagde igen og igen at ingen ”behøvede gøre noget”.

Jeg skulle nok klare mig.

Vi skulle forestille en anden slags mænd, troede jeg i lang tid.

Vi havde så mange veninder i gymnasiet, havde forelsket os i de forkerte og læst poesi til langt ud på natten, dyrket vores følelser og vi gik ikke op i fodbold og CounterStrike, vi måtte være noget helt andet end de andre.

I virkeligheden tog jeg fejl af indhold og form, for selvom vi kender sproget for den slags maskulinitet man dør af, den der holder en fra læger og leder ned i raseri og misbrug og rå tristhed, så betyder det ikke at vi vælger en anden vej.

Vi har bare åbne øjne imens vi træder forkert.

Vi ”behøver ikke gøre noget”, vi ”skal nok klare den selv,” og det er alt for nemt at nikke og sige ”du skal bare sige til champ,” og ”sikke noget”, og de andre valgord vores fædre også sagde når verden går i opløsning og farverne forsvinder.

”Det er sgu også træls.”

 

 

Hvordan reagerer man på sorg som mand? Eller på tristhed? Hvordan reagerer man på modgang?

Da jeg var lille græd jeg ustandseligt, sådan husker jeg det, virkeligheden var for meget. Det er den i øvrigt stadig, både for meget og for lidt.

I min børnehave sang vi Puf den Magiske Drage, en sang der er skrevet af og til voksne og adskillelsen mellem Puf og sangens hovedperson (”men kære Puf vi kommer aldrig til at lege igen”) sad hårdt og grusomt fast i mig, mine forældre blev nødt til at finde på en alternativ slutning, en løgnhistorie, for at trøste mig, en om at drengen og Puf engang mødte hinanden igen, at Puf stadig boede i fantasia, men jeg troede ikke helt på dem, jeg græd i hvert fald alligevel.

Men jeg holdt op. Jeg kan ikke huske hvornår var sidst var opløst af gråd, eller hvornår jeg følte at jeg havde grædt ud på den måde hvor man selv og hele verden ophører med at være fast, bliver flydende og tilbage igen, og trætheden sænker sig over en, og de knuder, der sidder i brystet bliver vædet og løser sig.

Når jeg er allermest ked af det kan jeg ikke græde, og det føles som noget grimt og uovervindeligt.

En veninde skrev i sin dagbog har hun fortalt om den vinter, at hun var bekymret for mit fedtede hår og mit skema, der langsomt gik i opløsning og hvordan jeg kom for sent og undskyldte og var næsten gennemsigtig.

Jeg kunne ikke selv skrive noget, jeg havde ikke nogen ord dengang, ingen ord og ingen tåre.

Hver fjerde mand i Danmark savner nære relationer at dele glæder og sorger med. Ensomheden fylder meget i de klassiske manderolle, aleneheden er heltagtig, synes jeg ofte:

Vi er vores egen lykkes smed, vi har kæmpet ene mand, men der, hvor jeg kommer fra drak folks fædre sig fulde, og de var meget tavse og rasende og de græd aldrig og så holdt vi også op, og jeg ville ønske vi ikke syntes at ensomme kampe er ædle, selvom jeg ved det er svært.

Jeg synes det er hårdt man ikke kun skal være uden Puf, man skal også være uden mennesker hvis man skal være ensom og ædel på samme tid.

 

 

Vi sad i en lufthavn efter to ugers rejse, og ud af det blå eksploderede alt det, der havde siddet i ham, her, lige før vi skulle sige farvel, og jeg havde ikke de rigtige ord eller de gode ord eller de ord han skulle bruge.

Det var vinter og stormvejr da de forlod hinanden, og de ikke kunne finde ud af at sige farvel og hanvar i et dybt hul. Der var ligeså meget kaos inde i ham, som der var uden for ruden, hvor verden var slud og vintertidsmørke og han sagde igen og igen at ingen ”behøvede gøre noget”.

Han skulle nok klare sig.

Men vi insisterede, og jeg nærmest tvang ham til at komme forbi, og vi gav ham varm solbærsaft, og han siger noget gange “at drikke saft” om at hjælpe nogen, der lider og måske også om at ødelægge nogens ensomhed.

Vi gik ud i Amager Fælled, der er en bålplads der, hvor skovløberen efterlader brændekævler og stjernehimlen er klarere end den er, og vi drak rødvin fra flasken, og forsøgte at tale rundt om det, som gjorde ondt, vi talte ind i ilden.

Det var ikke nemt at snakke, det er ikke nemt at snakke, men jeg prøvede, vi prøvede, og bålet knitrede svagt og vi talte om vores fædre og hvor ondt det gør når de ting man håber på, ikke kan lade sig gøre.

Hvis vi skal være en anden slags mænd må vi begynde med os selv, tror jeg, og med varm saft og med bål, jeg ville ønske jeg havde flere og bedre redskaber eller at jeg kunne se mig selv udefra.

Jeg vil gerne finde Puf igen, men jeg synes det er svært, jeg er bange for det er umuligt, og jeg ville ønske jeg havde nemmere ved at græde.

Øverst Casper David Friedrichs Der Wanderer über dem Nebelmeer (ca. 1818)