Ingen kommer levende herfra uden at vælge

Håndslag til Tony

Vi, der valgte regnen,
vi har lange, valne fingre
og et stort og frodigt hår.
Vi får markens grønne grøde
kastet ned i vore lunger,
mens vi går.

Vi, der valgte natten,
vi får uglerunde øjne
sået til med sære syn.
Vore fødder træder varsomt
og en tanke trykker sårt på
vore bryn.

Vi, der valgte landet,
har lidt evig jord i lommen
og på vore ellesko.
Vore tænder knuser kerner,
tag en enkelt, tag en håndfuld
eller to.

Vi der vælger livet
går en dag på tværs af vejen,
ender i et efterår.
Vi får regnen, natten, landet
trykket ind mod vore hjerter,
mens vi går.

– Frank Jæger, Dydige digte, 1948

For nylig sendte en gammel ven af familien mig den folder min mor havde skrevet til sin begravelse, en folder med sange og digte og nogle få udvalgte ord til de efterladte. Og heri var sangen “Vi der valgte regnen” .

Da jeg var lille sang min familie ofte sangen højt for mig og min søster som godnatsang, og selvom jeg dengang forstod, med et barns flydende forståelse, at der var en grundlæggende tristhed (men ikke en ren tristhed) tilstede i teksten og melodien, var det først da jeg sad med den lille folder igen og, efter at have glemt den i mange år, sang den for mig selv, at brikkerne faldt på plads, og jeg forstod præcis hvilken tristhed, der i virkeligheden går gennem digtet som et genfærd.

Jeg tror det er tyngden af at vælge. 

Lad os starte ved vi’et:

Vi’et er i sangen første tre vers adskilte, et udtryk for tre forskellige slags menneskelige arketyper der, interessant nok, lader til at have truffet valg, der på afgørende vis former dem, men ikke blot i kraft af deres personlighed eller livssyn.

Valget har så store konsekvenser, at det, nærmest retroaktivt, former de som vælgers kroppe og vrider og forstørrer dem i næsten groteske retninger, eller giver dem dyrelignende og overnaturlige træk:

De som vælger regnen får “lange, valne fingre” og et “stort og frodigt hår”, de som vælger natten får “uglerunde øjne” og “sære syn”, og de som vælger landet er iført “ellesko” (elversko) og har tænder der, forestiller jeg mig, som store kværne knuser og pulveriserer de frø og kerner som de dyrker på det land de har valgt. Man skal i øvrigt vogte sig for ellefolk.

Det at vælge, synes teksten at sige, har monumentale konsekvenser, der stikker så dybt at ikke blot vores tanker (selvom de også røres af valget), men selve vores kroppe omformes og ændres for bestandigt; vi kan ikke stikke af fra vores valg, man kan se dem på os, de fortryller og besætter os.

Valgene tager bolig i os, og de vokser på, med og i os nådesløst.

Og det nådesløse er vigtigt, for valget invaderer os også, om vi vil det eller ej; i teksten bliver ting “trykket” og “kastet” mod os som følge af vores valg, “markens grønne grøde” kastet ned i vore lunger (man forestiller sig kamille, brøndkarse og rug vokse op gennem luftrøret), vi finder evig jord i vore lommer (jeg kender den slags mennesker) eller synerne “såes til” ubarmhjertigt i vores øjne, mens tankerne trykker vores bryn.

(Jeg frygter ofte at jeg valgte natten)

Men måske vigtigst er alt er de, som vælger livet (og måske er det os allesammen), for deres skæbne er overraskende uvis.

Vi’et i sangen går både på tværs af vers og veje, og “ender i et efterår”. Om det er livets efterår, alderdommen, man ender i eller om der er tale om en mere abstrakt tilstand efter valget, hvor bladene falder af træerne og dagene bliver kortere og underskovens svampe vokser sig store, er for mig utydeligt, men efteråret er uden sammenligning den sværeste af alle årstider, hvis man ikke passer på, og sigende bliver alle de foregående valg “trykket” ind mod brystet af de som vælger livet.

Hvad får man trykket ind mod brystet? Dem man omfavner, (tjørnehække?) gaver man sætter pris på måske?

Ja, men får man dem trykket ind mod brystet mens man går? Måske er det netop fordi man går, at regnen, natten, landet bliver trykket ind mod en?

At vælge livet er at få hele verden, regnen, natten, landet, trykket ind mod en, kastet ned i sine lunger, det er at lade ting vokse i en, også når de er udenfor ens kontrol, det er at fortsætte med at gå fremad, mens alle disse ting hviler tungt på os.

Det er ikke nemt at vælge livet, det er ikke nemt at vælge noget som helst, og man får alle sin valg trykket ind mod sit bryst, sine bryn, sine lommer og sin sjæl herfra og til man holder op med at gå.

Men hjertet er en muskel, der ustandseligt (indstil det standser) trykker igen og tvinger blodet rundt i kroppen, 1 500 000 000 gange trykker det blodet rundt på et helt, valgt liv.

Man kan ikke slippe for trykket, hvis man går fremad, men det er alt fint.

Selvom “ellesko” og “sære syner” og veje, der skal krydses kan være farlige, er de også, og det er vigtigt, magiske.

Foto af Dominik Martin on Unsplash

PS. Jeg har altid elsket den egentlige titel på digtet, “Håndslag til Tony”, som kom af at Jægers ven Tony Vejslev skrev en melodi til den, og den melodi er en af de smukkeste jeg kender.