I anledning af Mændenes Internationale Kampdag

På den spanske maler Francisco Goyas maleri ”Saturno devorando a su hijo” (”Saturn fortærer sin søn”) ses titanen Saturn med et desperat og frygtindgydende blik, i færd med at æde en af sine sønner, for Saturn så det varslet i stjernerne og jorden at en af hans sønner ville gøre oprør imod ham og overvinde ham, og derfor slugte han hver eneste af dem i det øjeblik de blev født.

Jeg er af den overbevisning at verden er forkert. Beviserne understøtter dette syn:

I voldtægts- og lønstatistikker står det klart at kvinder,som følge af deres køn, diskrimineres og forskelsbehandles, og i den offentlige debat mødes enhver berettiget magtkritik fra kvinder med et råbekor af mænd som partout nægter at tage deres bekymringer og synspunkter alvorligt (”Tag det nusom en joke”) eller med et veritabelt artilleriangreb af skældsord og modbydeligheder (og hvis du ikke tror at det er tilfældet kan jeg anbefale dig at kigge i dagbladenes kommentarspor eller slet og ret spørger en kvinde der har vovet at ytre sig offentligt).

I gymnasierne er der på ti år sket ingenting hvad angår elevernes syn på kvinder der drister sig til at gå i seng med dem de nu har lyst til, og selvom vores ligestillingsminister er ”skuffet” har hun ikke tænkt sig at iværksætte nogle tiltag for at ændre den virkelighed.

Til Folketingets åbning prædikede en præst der, overlagt eller ej, sammenlignede homoseksuelle med pædofile.

Selvom 7/11 sælger regnbuefarvede kopper og politiet deltager til Pride gør vi stadig livet urimelig, umuligt, komplet uretfærdigthårdt for folk hvis eneste brøde er, at de er en lille smule anderledes end vitænker mennesker er flest. Selvom vi bedyrer at vi er for ligestilling, selvom vores ligestillingsminister er ”skuffet” over at virkeligheden er ond og grusom og ufri stopper bekymringen der. Der følger ikke handlinger med ordene.

De er tomme.

Det er i dag Mændenes Internationel Kampdag. Nogle villesikkert, på baggrund af det jeg skrev ovenover, tænke at jeg var imod dette tiltag, at jeg betragtede en kamp for mænds rettigheder og velbefindende forabsurd, fordi den utvetydige sandhed er at de, som ikke er mænd har monumentalt hårdere kampe at kæmpe end os.

Det er imidlertid ikke tilfældet. Jeg er indædt modstander af ethvert forsøg på at negligere de dødbringende og uoverstigelige problemer mænd er udsat for.

Verden er forkert og det er den også overfor mænd.

Vi er ensomme. Vi drikker os selv ihjel. Vi kan ikke følgemed kvinderne hvad angår uddannelse. Vi sidder forladte og udmarvede i provinsen, fordi vores job bliver flyttet til udlandet. Tiden er løbet fra os, og regeringens eneste forsøg på at udligne de problemer er at flytte hundrede akademikerjobs fra hovedstaden og til Ribe.

Vi sender mænd i krig og når de kommer hjem forlader vi dem i sølet.

Man kan høre dem, må I vide, de forladte og de fortabte, ide fjerneste og mest ensomme afkroge af de sociale medier, hvor de raser modalt og alle, den slags impotente raseri der er den eneste udvej, når verden har forladt en, og det bliver tydeligt at den mistanke man havde om at man er værdiløs synes endegyldigt bekræftet.

Der er næsten ingen måder at være mand på, foruden at være stoisk – eller rasende. Og samfundet har travlt med at minde os om det faktum:

Når vi er små får vi at vide at vi skal stoppe med at græde. Så det gør vi.

Vi siger at vi ”kæmpede ene mand” og er ”vores egen lykkes smed” og vi glorificere den ensomme, stoiske mand eller den rasende mand mod overmagten. Og vi knækker af det.

En ven jeg havde da jeg var lille holdt af at fægte med skumgummisværd og lege riddere med os i skoven, indtil hans far fortalte ham at han ikke kunne lave den slags ”bøsse-ting”.

Siden gik han til go-cart.

Følsomme mænd er mistænkelige: I børnehaver og vuggestuer indledes den ene mere absurde heksejagt på mandlige pædagoger af mere eller mindreikke-eksisterende årsager.

”Mand dig op” siger vi, hvis vi finder andre mennesker ynkelige, som om det at være mand i sig selv skulle indeholde et forbud mod ynkelighed.

Der er de, som med rette ser disse uretfærdigheder og raserover dem, men bilder sig ind, at de er forårsaget af alle de som ikke er mænd.Foreningen FAR og deres spøgelsesagtige tilhængere fører verdens mest åndssvagekrig mod det abstrakte begreb ”kvinder”, og samtidig tror at der bliver ført en abstrakt krig mod begrebet ”mænd” af selvsamme.

De påstår at folkeskolen er blevet feminiseret til mænds skade, som om vi ikke jagtede og hadede og udstødte mænd i fortiden, hvis de opførte sig ”problematisk”.

Sandheden er meget mere simpel: Det er præcis de samme strukturer,der hader kvinder, mænd, homoseksuelle, transpersoner, fattige og andre dervover ikke at passe ind i en umulig skabelon, og kampen skal føres mod de usynlige kræfter der ligger gemt i os alle sammen. Kvinder er ikke perdefinition gode mod andre kvinder, og mænd bidrager stærkt til at udmagre og knuse andre mænd og fnyse af deres svaghed og deres usikkerheder.

En abstrakt faderfigur, en uoverkommelig og umulig og gigantisk Saturn-som-struktur, æder os alle levende før vi ved af det, og vi har ingen chance for at vælge et andet liv, før vi er en del af monstrummet, der knuser og undertrykker og gør verden ufri og uretfærdig og umulig at leve op til, og vi intet andet valg har, end selv at æde de, der kommer efter os, sige de skal mande sig op, forbyde dem at græde, og knække dem til de sidder ensomme og forladte i ensomme huse og råber ud i tomrum hvor ingen lytter.

Hvis Mændenes Internationale Kampdag skal have nogen som helst værdi, så findes den værdi i at se med åbne øjne at vores undertrykkelse og sorg er bundet uløseligt sammen med vores medmennesker (som ikke alle er mænd), og at de strukturer der kalder kvinder for ludere og kællinger og horer også kalder mænd for bøsserøve og svagpissere og tøsedrenge.

Men der er et spinkelt håb.

Saturns søn Jupiter overvandt ham til sidst, undgik (ved en kvindes, sin mors, hjælp) at blive ædt og overvandt til sidst sin far og indvarslede en ny æra.

Den æra har vi alle et ansvar for, for hvis ikke vores børn om hundrede år er mere frie og mindre trængte, mere lykkelige og mindreknækkede har vi fejlet vores ansvar, ikke bare som mænd men som mennesker.

Virkeligheden er forkert.

Men det behøver den ikke være.