Jeg hader søndage

Alle ved at mandag er den værste dag på ugen.

Det er den bare ikke. Søndag er ti gange værre.

Jeg har i det hele taget aldrig forstået hvad Garfield har imod mandage – som kat er hans rytme ikke indrettet efter en uge. Hver dag er, i sagens natur, formet som den forrige. Det er forundt mennesker at hade en af syv arbitrære dage mere end de andre.

Det som er trist ved mandagen er, at hverdagen indfinder sig. Hvis weekenden er en fest eller et frirum, er mandagen slutningen på frirummet, mandag er tømmermænd og ansvar og en påmindelse om hvor ufri man er.

Men jeg kan langt bedre lide mandag end søndag.

Da jeg var lille gav jeg alle ugedagene former og farver i min fantasi, når jeg tænkte på dem. Torsdag var kvadratisk, men åbnede sig og blev formløs for oven, den havde stålgrå og mørkeblålige nuancer mod toppen som en aftenhimmel om sommeren, der gik over i nat.

Fredag var gul og bølget som en pomfrit eller en harmonika, høj og festlig.

Lørdag var højpink og afrundet som svinget på en racerbane.

Søndag var formløs, uendelig og dybrød som en advarselslampe.

De bedste weekender jeg havde, da jeg var lille, brugte jeg med min bedste ven, Mikkel. Jeg ankom til hans hus om fredagen, og så spillede vi Age of Empires og legede med micromachines og kvaltes af grin. Lige indtil søndag.

Søndag var den dag jeg skulle hjem. Om søndagen, om eftermiddagen, ville mine forældre ankomme og legen ville stoppe og jeg ville komme med hjem og være alene.

Det var næsten umuligt at lege noget som helst søndag formiddag, for jeg vidste det ville slutte når eftermiddagen kom. Alting var afgrænset, fordi det havde en håndgribelig ende, og det kom uundgåeligt til at smitte af på oplevelsen af legen i nuet.

Jeg kunne blive så ked af at jeg skulle afsted, at vi næsten ikke kunne lege, før mine forældre hentede mig.

Engang kiggede en af mine venner på mig og sagde: Om søndagen går hele ugen i stykker. Alt man har bygget op, falder sammen om søndagen. Alting sluges i sidste ende af søndagen, som altid indhenter ugen. Søndagen venter der, for enden af dagenes række, som en drage på toppen af en guldskat.

Mandagen er altid overstået hurtigere end jeg opdager at den indfinder sig. Tiden går stærkt når man arbejder. Mandag er en mur man løber ind i.

Søndagen, modsat, føles som om den aldrig slutter, som en lang, lidt ubehagelig rutsjebane.

Af alle frygtelige ting i verden, må ventetid være det værste; minutterne efter man sender beskeden (I ved hvilken), før man hører nyt fra hospitalet eller får sin karakter. Hvis ventetid var en dag, ville det være søndagen.

Naturligvis udholder jeg ikke søndagens tyranni uden modstand.

Om søndagen hører jeg musik og fordyber mig og omgiver mig med det bedst tænkelige selskab og laver mad. Jeg tolererer søndagen, og den tolererer mig. Om søndagen kan man skrive.

Man må udfylde sin ventetid med kvalitetstid. Man må udholde minutterne efter beskeden, foran eksamenslokalet og i hospitalet, for efter søndagens harske ventetid indfinder hverdagens sødmefyldte rytme sig og engang bliver det torsdag og fredag igen.

Men jeg sværger:

Hvis jeg dør på en søndag, bliver jeg rasende.