Heden varer kun et øjeblik

Engang om året forærer Johannes mig en flaske lyngsnaps og smagen minder mig om honning, tørrede ukrudtsblomster, hø og de ensilageballer jeg åbnede med en sløv hobbykniv, og den gærede varme damp, der steg op i vinterkulden, før vi fodrede fårene.

Men mest minder den mig om Rømø.

Rømø er den sydligste af de danske vadehavsøer, det blev den i 1999, da Jordsand endelig gav op på sin hundredeårige kamp mod det uundgåelige, overgav sig til havet og sank under bølgerne.

Strandene på Rømø er bredde og lange, kilometerlange, så flade som sletter, hvis man går mod havet fra klitterne er man på vandring længe. Under en falder og stiger sandbankerne, skiftevis lavt vande hvor sandormene efterlader sirlige, fine mønstre på bunden, og våde sandflader.

Havet og sandet og øen og vinden er lænket sammen på Rømø, som de kun er ved Vesterhavet.

Johannes forældre har et sommerhus på Rømø, vi tog derned en uge af gangen, de kunne hente mig i Horsens på vejen fra Sjælland.

Vi sov om dagen og vågnede om natten, når vi var dernede, mest af alt gik vi. Vi sled vores støvler op mod sandet, der rejser sig i højdedrag på heden i øens midte, hvor de halvtreds gamle bunkere fra besættelsen ligger begravet i sandet, de var dyre at sprænge væk, og lyngene slår ud som et dyblilla flammehav.

De tætte, lave fyrreskove har taget form og farve efter vinden, og stierne løber som vener igennem klit, hede og skov.

Når vi vågnede om eftermiddagen gik vi de to kilometer ned til sparkøbmanden og købte pølse, brød og dårlig rødvin og når natten faldt på og vores ben blev trætte, satte vi os ved en gammel offentlig grill, og vi fyrede op med tilbudsaviser og det gamle træ vi fandt i fyrreskoven omkring os.

Vejret var underordnet, engang i styrtende regnvejr brugte vi timevis på at få ild i de våde kviste, vi frøs og var lige ved at give op, men så tog flammerne fat og vi grinede og sang af lettelse og ristede brød og drak os fulde i rødvin direkte fra flaskerne, og det kunne ikke have rørt os mindre at den mest smagte af garvesyre og tobak.

Der er en utæmmet farlighed over Rømø, tordenvejret lurer jævnligt over havet og landet, engang begyndte vi at gå, før tordenvejret kom bag på os, og braget slog ud og jeg blev angst i sjælen for at forkulle og dø, og vi tog hjem. Vi måtte være stille, for ikke at vække Johannes forældre, så vi tog vores cigaretter og satte os ud på verandaen (som vender mod et åbent landskab og, bag en mur af træer, havet).

Langsomt begyndte det værste uvejr jeg nogensinde har oplevet, det rullede frem som en lavine eller en bjørn der vågner af dvale, himlen stod oplyst i brændende lynglimt, nat blev til dag ligesom vores egne døgn, og måske derfor tiede vi stille, vi kunne ikke tale, for hele himlen lod til at prædike.

I gamle dage, før lynafledere og mobiltelefoner, når tordenvejret kom, steg bønderne op af deres senge og holdt sig vågne i fald lynet slog ned i laden og dyrene måtte reddes. For ikke at blive trætte drak de store kopper stærk kaffe, tordenkaffe hedder det, og vi bryggede også stærk kaffe og drak den uden mælk, men det var først mange år senere jeg hørte ordet tordenkaffe og noget faldt på plads.

Der er intet oprindeligt over heden.

Når vi i fortiden manglede jord fældede vi træerne og brændte mosset af, og vi pløjede jorden og såede den til, indtil den blev udpint og afkastet for småt. Så fældede vi nye træer og brændte nyt mos og glemte den gamle mark.

Men den udpinte jord kræver naturen tilbage (den kræver alt tilbage), og lyngplanterne kom krybende med de lilla blomster, der lugter sødt og krydret; porse, bladbiller og hugormene krøb tilbage.

Heden varer, egentlig, kun et ganske kort øjeblik. Hvis den ikke slås eller afgræsses vil den, med tiden, springe ud som skov.

Måske derfor, fordi den er flygtig som et menneskeliv, elsker jeg den, men nok mest fordi den er smuk og forunderlig.

Bag strandene snor stierne sig igennem heden, og lyngen er til alle sider, man kan skimte horisonten i pænt vejr. Under vinden og himlen ryster de lilla blomster, igennem heden skærer de hvide klitstier, som undertiden bliver til flader og tilsandede bunkere, og i aftenlyset skimter man genfærdene bag de aflåste stålporte.

Engang begyndte det at regne mens vi gik, det væltede ned, så vi smuttede ned i en gammel bunker, der var væltet halvt i sandet.

Her sad vi i ly, mens det rasede udenfor, og på en telefon uden internet kunne vi høre en eneste sang, og teksten hænger for altid sammen med regnen og bunkeren, sandet og rødderne under blomsterne.

Engang om året forærer Johannes mig en flaske lyngsnaps, og jeg serverer den kun ved særlige lejligheder, i sommerhuse med dem jeg elsker mest eller i fortrolighed på den forkerte side af midnat, jeg vogter den nidkært; for jeg har ikke ordene til for alvor at forklare hvad den smager af.

Johannes har, tilfældigvis, også skrevet en tekst om Rømø og heden. Den kan læses her.