Hvorfor katte er bedre end hunde

“In ancient times cats were worshipped as gods; they have not forgotten this.”

― Terry Pratchett

 

Vi havde, da jeg var ganske lille, en kat vi kaldte Sigurd, en udekat, der fangede mus og forsvandt sporløst fra tid til anden, for katte er husdyr på gårde i Midtjylland.

En dag fik Sigurd killinger. Det udløste en mindre navnekrise i familien, som blev løst pragmatisk: Fra da af gik katten under navnet Mrs. Sigurd.

Mrs. Sigurd selv reagerede ikke på navneskiftet, hun stirrede fortsat op på os med sine skarpe, gule øjne fra sin plads i fyrrummet, og i mit barnehoved havde hun nærmest skiftet køn, fra hankat til hunkat.

Det var imidlertid den eneste ændring, katten opførte sig som den plejede og vi opfattede den ikke, når alt kom til alt, anderledes end at den nu havde killinger. Mrs. Sigurd var gledet fra en form til en anden, og det var kun os mennesker, der måtte regulere vores virkelighedsopfattelse.

Katte har altid siden da virket på mig som flydende væsner, mere som skygger end som kød og blod, og når det er fuldmåne er det svært ikke at tro de skifter ham.

At de kan se ting vi ikke kan. At de fornemmer verdener hinsides denne. At de er i familie med mørket og natten og månen og magi.

Mrs. Sigurd var selvsagt sort, og en dag forsvandt hun sporløst.

 

 

 

I Providence i Rhode Island, på plejehjemmet Steere House, bor Oscar, en hvid- og brunplettet huskat, som personalet adopterede fra et kattehjem. 

Oscar kan, tilsyneladende, forudse hvis en af beboerne på plejehjemmet er døende, og lægger sig fredeligt i deres seng nogle timer før de udånder. Oscars evne til at forudse dødsfaldene er så fremtrædende, at personalet simpelthen ringer til en patients familie, i fald katten lægger sig i deres seng.

Et hav af forklaringer og afvisninger foreligger, alt fra confirmation bias til kattes lugtesans og jagerinstinkt, men Oscar selv fortsætter ufortrødent med kælent at lægge sig i de døende senge og holde dem og deres familie med selskab.

 

 

Katte er rejsende mellem verdener. Vores gårdkatte forsvandt pludseligt og vendte undertiden hjem, uden rytme. Min lillesøster, som jeg undertiden mistænkte for at have alfeblod i årene, havde en mærkelig evne til altid at kunne finde deres velgemte killinger. De vænnede sig til hende, længe før de vænnede sig til os, og det var altid hendes privilegium at give dem navne: Chili, Omelet, Bøf, Timian, Tortilla, altid navne på mad, uden at vi helt forstod hvorfor.

Hendes indflydelse på kattene er blevet ved, selvom det alfeagtige lidt gik af hende da hun blev ældre – de har ikke længere navne, men de elsker stadig menneskers selskab. Når jeg går ud og ryger på gårdspladsen eller ved kastanjetræet eller de gamle birketræer på skrænten, kommer de smeltende ud af mørket, og smyger sig mod ens ben.

Når jeg går langs åen følger de med på afstand, deres gule øjne glimter i mørket, de kan forsvinde lige så hurtigt som de kom.

De er mærkværdige rejseledsagere, lige så meget deres egne som ens.

 

 

En mærkelig ting er de mangefingrede skibskatte – de har, hvis man kan sige det sådan, for mange fingre på deres poter, på græsk polydaktyle.

Det siges at denne særprægede mutation gør dem til dygtige klatrere, de kan navigere et skibs rigning og svajende flader bedre end andre katte, og kaptajnerne efterspurgte dem til deres skibe.

De blev jaget i Europa, hvor deres mutation mistænkeliggjorte dem – katte er hekses hjælpere, de er magiske, de betyder uheld og fornemmer døden. Men på havet kunne de være hjemme; passende for et dyr der rejser mellem verdener.

Og fra en skibskaptajn fik Hemingway sin hvide polydaktyl Snow White, hvis efterkommere stadig bebor hans hus i Florida.

 

 

Meget er blevet gjort ud af modstillingen mellem katte og hunde. Hunde repræsentere det loyale, det nyttige, det stærke, det blivende og det gode. Katte repræsentere det forræderiske, det selviske, det svage, det omskiftelige og det onde.

Katte er fra kvindens, heksens og magiens sfærer.

I vores fiktion er de ondskabsfulde, tænk bare på Disney (den store overnorm i vestlig kultur), hvor Askepots kjole næsten spoleres af den ondskabsfulde kat med det sigende navn Lucifer.

Tænk på amerikanerfilmen Hund og kat imellem, hvor katte indgår i en verdensomspændende slyngelstatskonspiration for at etablere et teokratiske kattestyre – hundene er derimod agenter i en amerikansk CIA-organisation. Der er måske ikke en mere forudsigelig kærlighed, end den amerikanerne har til hunde, og en mere forudsigelig aversion end ”crazy catladies”.

Der hersker næppe nogen tvivl om hvilken side af denne debat jeg er på, hvis jeg skal vælge, jeg vil citere Ludvig Holberg, hvis epistler er hans teaterstykker hundrede gange overlegne:

”En Hund berømmes af sin Troeskab, og siges af alle Dyr meest at være Menneskets Ven. Men man maa anføre saa mange prægtige Historier herom, som man lyster, saa mærker man dog i Almindelighed, at saadan Troeskab ikke holder Stik, og at Venskabet er interessered: Saadant vide Tyve og Røvere; Thi de ansee Port- og Gade-Hunde som interesserede Vægtere, hvilke de ved et stykke Brød kand bringe til Taushed og til at forraade Huus og Gaard. […] En Kat derimod giver sig ikke ud for at være ærlig, hykler ogsaa for ingen.”

 

 

I Dubrovnik, hvor husene i den gamle by er hvide som kridt, og hvidere endnu hvor bomberne faldt under Balkankrigene, og husene blev genopførte, fører trapper alle vejene hen.

Og her er kattene mangfoldige som duer i København.

Alle steder vi gik vogtede en gadekat over os, og over hinanden, de rejste ufortrødent mellem de mange lag i byen, fra hustag og til gade, til trappe og til baggård, og de lå i skyggen når solen var højest.

På en café, hvor vi drak espresso og læste i dagtimerne, indrettede en sort kat sig, så selvfølgeligt at personalet havde opgivet at stille spørgsmålstegn eller jage den bort.

Den fik i stedet en lille skål tun, og lå mageligt i sin stol, indtil den pludselig forsvandt, mærkeligt årvågen, når solen forsvandt, og skyggerne voksede frem bag hjørnerne.

 

 

Jeg holder af katte, fordi de minder mig om det farligste og det bedste i mennesker. De minder mig om flygtige smil og stjålne blikke, om selvtilstrækkelighed og behageligt (men afmålt) selskab, de minder mig om natten og gamle lader, om varme og årvågne øjne, om rejser og magi, om døden og tavshed.

De minder mig om hemmeligheder og andre verdener, om skygger og kærlighed og fare.

Når jeg skal dø, må en kat gerne holde mig med selskab.

Jeg synes ikke katte i virkeligheden er bedre end hunde, men jeg havde allerede indgået et væddemål med en kammerat om at skrive en tekst med den rubrik. Så nu er den her altså, og jeg kan ikke lave den om uden at TABE VÆDDEMÅLET.