Afslutninger

Engang, da vi kørte ned ad indkørslen, opdagede jeg at der var noget galt med kastanjetræet.

Toppen manglede og i stedet for bark var træet blegt og bart, og omkring det lå de enorme grene i et mærkværdigt troldelandskab.

”Det var jo gammelt,” sagde min far, de havde fået en mand med en motorsav til at ordne det, det kunne være farligt, hvis grenene pludselig faldt ned.

Da jeg var yngre var kastanjetræet et særligt sted, næsten et rum for sig. Den store kuple, som de fiskeformede blade indkransede, lukkede næsten intet lys ind og jorden var om efteråret overstrøet med de grønne, piggede kastanjekapsler. Om sommeren nev vi de hovedstore blade af træet, og forsøgte at udrippe dem; hvis det lykkedes helt blev man anerkendt for sit fiskeskelet.

Det føltes som et kigge på en forladt kirke at stå ved de bare rester af træet, jeg ville ønske mine forældre havde sagt noget.

Senere kløvede min bror og jeg grenene, når min bror svingede øksen trak hele hans krop sig sammen, og så fløj flækøksen gennem luften, som jeg forestiller mig en hugorm bide, og kævlerne fløj til hver sin side, kastanjetræ er let og flyver nemt, indtil vi stod i en vrimmel af brændeknuder.

Vi stablede dem i fyrrummet, min lillebror kørte dem i havetraktoren, indefra, nedefra, igen og igen, indtil de var en væg fra gulv til loft, og mine forældre fyrede med kævlerne hele vinteren.

Han skrev til mig pludseligt, vi havde ikke set hinanden i mange år, og spurgte om vi ikke skulle drikke en øl sammen.

Særligt husker jeg duften af den håndsæbe de havde på badeværelset på første sal, og hvordan hans storebror hørte vred rockmusik på sit værelse og viste os hvordan vi skulle vinde i computerspil, og at jeg altid var den lilla ninjaturtle.

Vi havde ikke talt sammen siden dengang.

Han var genkendelig på den måde voksne mennesker, man ikke har set siden de var børn er det, han gik på samme måde og der var en pause i hans sprog, når han tænkte sig om.

Han huskede ting jeg havde glemt, der var noget det var vigtigt for ham at få sagt.

Fortiden blev næsten spildt udover bordet. Dengang han havde kastet op af grin over noget jeg havde sagt, det stykke legetøj vi altid legede med, når vi var hos mig, og der var en mærkelig forskel fra dengang, som vi om vi både var de børn vi var, og samtidig havde for store kroppe og for dybe stemmer.

Vi drak for mange øl, jeg husker ikke hvad det var, som var vigtigt for ham at få sagt, han var begyndt at læse matematik, vi sagde farvel i regnvejret og der var lang vej at gå til stationen.

Jeg havde ikke holdt af at bo der.

Køkkenet var lidt for småt til rigtigt at kunne lave mad, og jeg havde aldrig fået hængt noget på væggene.

Der havde været en førtidspensionist og hans værge et par uger før, det var nok ham der skulle flytte ind. Jeg havde flyttet de sidste møbler dagen før, og gjort rent siden morgenstunden, duften af sæbe havde sat sig i mit tøj.

Der kom en mand og skulle besigtige lejligheden, jeg havde ikke nået at få gjort rent i krogene. Vi gik rundt i tavshed, til de forskellige steder; altanen, køkkenskabene, cykelkælderen.

”Kunne din mor ikke have hjulpet med at gøre rent,” sagde han, da han så noget snavs i køkkenet, det var ikke et spørgsmål, han var ikke tilfreds, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare.

Jeg gav ham nøglen, og nogle måneder senere betalte jeg en regning de sendte for rengøringen.