Jeg havde håbet det ville være voldsommere

Vi var midt i aftensmaden da min far med diset stemme sagde at mormor havde kræft, og jeg forsøgte at spise min hakkebøf op, selvom både min appetit og mit ansigt var ved at gå i opløsning.

Jeg rejste mig hårdt fra stolen og forsvandt ud i tusmørket og med min højre hånd knuste jeg en rude i laden, det gik nemmere end jeg troede, jeg havde håbet det ville være voldsommere.

Det blødte stadig fra mine knoer, da jeg fandt den højlilla bibel jeg fik af præsten, da jeg blev konfirmeret, en billig paperback, det var nemt at rive dens sider fra hinanden og smide dem ind i fyret i ujævne bunker, og se dens grimme omslag smuldre væk.

Jeg havde håbet det ville være voldsommere.

Jeg kan ikke huske om jeg græd, da min far fandt mig siddende i fyrrummet, men han var ikke vred over vinduet, selvom jeg måtte feje glasskårene op dagen efter og gå græsplænen ved laden igennem efter glassplinter.

 

 

Min onkel besøgte mig på gården, jeg var overrasket over at se ham, jeg var lige kommet hjem fra efterskole, mine forældre var ude at rejse, og vi var ude for at hente pizzaer da mormor døde. Han tog telefonen, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige noget.

Til ceremonien ville jeg ikke med i kirken, alt ved rummet skreg. Jeg stod fast på det, selvom min moster spurgte et par gange, og mens de andre var i kapellet sad jeg foran kirkegården med min morfars kørestol og kedede mig knugende, jeg kan ikke huske om jeg græd.

Det varede længe, og jeg rejste mig fra bænken og gik ned gennem de lave grønne hække og læste hver enkelt af gravstenene, særligt lagde jeg mærke til dem, hvor der stod “Far”, “Søster” eller “Bror” og de, der ikke var blevet særligt gamle, og vinden blæste lidt i de skaldede træer, der er på kirkegårde.

Min mormor blev ikke begravet på den samme kirkegård, hun blev kørt væk efter ceremonien, hun blev brændt, jeg kørte min morfar i hans kørestol. Senere begravede vi den lille urne ved siden af min mor og den lille granitsten, hvor der var indskåret ordet “Mor”.

 

 

I Finland, ved juletid, går man på kirkegården og tænder lys for de døde, midt i sneen og kulden og mørket brænder de små stormlys og lyser op på deres stille måde, og min ven sværger at han engang så en, der havde stillet et lille juletræ med en elektrisk lyskæde, og det tårnede sig op over de små lanterner. Vi har diskuteret lige siden, om det mon var af dyb sorg eller for at overgå de andre, at træet var blevet sat der.

 

 

Alt tyder på at vi har begravet vores døde siden vi blev mennesker. Neandertalerne lavede kroner af hjortetak og fuglefjer og lagde dem hos deres døde og i Frankrig er en hule, Duegrotten, hvor nogle, der lignede os, lagde deres døde for fjortentusind år siden med flinteknive og drikkeskind.

Da min mor døde tegnede jeg tegninger hun skulle have med, jeg tror de forestillede soldater og våben, det var det jeg altid tegnede, og en fjern tante var bedrøvet og forarget.

Jeg tror ikke jeg havde andre muligheder for at forklare mine følelser end at tegne vold og lade det falde ned i graven til hendes kiste og blive dækket med jord, og det er et mærkeligt kaotisk syn, at se en smuk kiste blive tilsmudset af af jord, mere voldelig end titusind børnetegninger af soldater.

Min far valgte ordene, der skulle stå på hendes grav: “Vi giver dig al vores kærlighed med,” og dengang syntes jeg de var kluntede og frygtelige, hvad skulle der blive af os, hvis al vores kærlighed var begravet under jorden?

Men jeg tror jeg forstår nu; vi giver det vi har, om det er børnetegninger eller drikkeskind eller hjortetakskroner, og det er ikke i øjeblikket vigtigt, hvad der skal blive af os, for begravelsen og den døde og de levende er uden for tiden, hvis de kan siges at være sammen, og det er nødvendigt at give al sin kærlighed med, og det er derfor vi aldrig har været uden at begrave vores døde.

 

 

Jeg besøger ikke ofte min mors grav; lige da hun var død var vi der tit, og jeg havde de grønne blomsterkegler med fra indgangen, hvor der også lå river og vandkander. Jeg kunne vejen udenad, og jeg kunne huske alle de som lå ved siden af hende, overfor lå et gammelt ægtepar, og til venstre lå en, der kun blev seksten, og hans forældre efterlod altid røde blomster jeg ikke genkendte og tit et stormlys.

Vores stormlys gik ud, når vi tændte dem, og jeg ville ikke have vi tog dem med til sidst.

Jeg forsøgte at tale til min mor ved graven, et par gange, det blev aldrig ægte, jeg ville gerne være sådan en søn, der trofast besøger sin mors grav, men jeg glemmer det altid, og jeg ved ikke hvad jeg skal sige, når jeg er der sammen med andre, om jeg skal opfinde nogle mindeord eller sige noget morsomt eller om jeg skal være tavs ligesom kirkegården, og når vi går igen er alting for sent.

Jeg holder af, at min mor er en del af et katalog, ved siden af ham, som døde som sekstenårig, og det ældre ægtepar, hvis blomster bliver færre og færre, og engang vil jeg være væk og der vil ikke være nogen til at huske graven, og den vil måske blive et pejlemærke, når nye begraver deres døde og giver dem alt, der er deres med, og engang vil graven ikke engang være det.

 

 

Jeg bryder mig ikke om ordet livsbekræftende, det er upræcist. Gravpladser er dødsbekræftende. Døden bliver virkelig på samme måde som ens krop bliver det når man støder lilletåen mod en kommode og man bliver rasende og tårefærdig af smerten.

Der er en mærkelig trøst i at de døde og de levende og mennesket og mulden har været knyttet sammen altid, at en neandertal engang lagde hjortetak og honning på samme måde som jeg lægger stormlys, der går ud, og påskeliljer, der visner, og at de, der kommer efter mig vil lægge deres blomster, som vil visne, og deres lys, som vil brænde ud, og som tiden går kommer de ved graven sjældnere og sjældnere, indtil graven bliver grå og stenen slidt af regn og et nyt, dødt menneske begraves på samme plads.

Jeg har altid gerne ville være en del af noget, et eller andet som får mig til at mærke, at jeg ikke kun er mig selv og alene i mørket,, og om ikke andet, så er jeg en del af en lang række af uafbrudt sorg, fra menneskets begyndelse og til vores undergang, der er vi allesammen, der er en ubrudt flod af tårer der løber fra det første menneske og til mørket tager den sidste af os.

 

 

 

Virginia Woolf skrev et essay om døden, om et møl der dør, hvordan døden bliver en stor og voldsom og levende og færdelig og uundgåelig kraft, der langsomt og sikkert knuser møllet, til dets ben holder op med at sitre, og da jeg læste det følte jeg lange skygger i mit ansigt og en ubestemmelig kulde, og Virginia Woolf druknede sig selv i floden fordi hun ikke kunne holde ud at lide mere, og der er en stærk og mærkelig og tidløs forbindelse mellem møllet og floden og os og den dag vi holder op med at trække vejret.

Vi skal alle blive til støv, herfra og til verdens ende.

It was useless to try to do anything. One could only watch the extraordinary efforts made by those tiny legs against an oncoming doom which could, had it chosen, have submerged an entire city, not merely a city, but masses of human beings; nothing, I knew, had any chance against death.