Satan er virkelig – om Onkel Reje, ondskab og kujoner

”[The Devil] avowed to me that he had been afraid, relatively as to his proper power, once only, and that was on the day when he had heard a preacher, more subtle than the rest of the human herd, cry in his pulpit: “My dear brethren, do not ever forget, when your hear the progress of lights praised, that the loveliest trick of the Devil is to persuade you that they don’t exist!”

– Charles Baudelaire, Le Joueur Généreux (1864)

I de seneste par uger har en debat om børneprogrammet Onkel Rejes Heavyband udspillet sig, først i Kristeligt Dagblad, og siden i Radio 24syv.

Debattens omdrejningspunkt er, at Onkel Reje i en episode af programmet foreslår sine bandmedlemmer, at de burde blive satanister (for det er de i rigtige heavy bands), hvis de gerne vil vinde Heavy-MGP. Barnet Krølle er helt vild med idéen, udfra tanken at hvis han bliver satanist bliver han følgelig også ”rig og berømt”. Det tredje medlem af bandet, Brille, forholder sig imidlertid skeptisk.

Det lykkedes hverken Krølle eller Onkel Reje at blive satanister; de opgiver, da det viser sig at man skal spise en hørmende ostemad for at komme med i klubben, og vender slukørede hjem til Brille, der har bedt fadervor for dem 665 gange, i håb om at Gud vil tilgive dem deres flirten med satanismen.

En række af kristne teologer betragter ikke denne absurde fortælling som absurd: Djævelen, satanisme og det onde er, ifølge dem, alvorlige sager, der ikke egner til satire, og slet ikke satire til børn.

Niels Jørgen Cappelørn, professor emeritus ved Søren Kierkegaard Forskningscenter, sætter satanismen i perspektiv: I 2004 myrdede en heavyfan præsten Faustino Gazziero i Chile, og det er derfor uansvarligt at formidle ”satanisme” til børn – satirisk eller ej.

Den mest oplagte kritik her, er at mennesker dedikeret andre religioner siden 2004 utvivlsomt har stået for et eksorbitant højere antal drab end det ene i Chile (fx Boko Haram, Anders Breivik, Islamisk Stat, ildpåsættelsen i Duma), og at det bestialske og afsindige mord formentlig havde andre og mere psykologiske årsager end morderens religiøse tilhørsforhold. Men i virkeligheden, tror jeg, er Cappelørn ikke optaget af satanismens kapacitet for mord; det er nærmere et forsøg på at synliggør, for en sekulær interviewer, den fare, han ser forbundet med Satanismen.

Det jeg i virkeligheden er interesseret i, er den forskel, der er at finde i teologernes syn på Satan og det syn som de fleste moderne (mere eller mindre) sekulære mennesker er i besiddelse af.

Jeg er interesseret i om Satan er tandløst maskespil og teater, som han fremstår i Onkel Rejes Heavyband og den brede popkultur – eller om han er dødsens blodig alvor, om han er virkelig og farlig og forførende, og om den mørke magi virkelig findes, som i disse teologers verden. Det er den ondskab Cappelørn i virkeligheden taler om, og ikke et tragisk, men lidt obskurt mord i Chile.

 

 

Jeg hørte engang en historie om en gruppe Jehovas Vidner.

Der var, til et middagsselskab, blevet indkøbt en flaske rødvin fra producenten Concha y Toro med navnet Casillero del Diablo (spansk for Djævlens Æske). I første omgang havde ingen lagt synderligt mærke til navnet, men da de gik op for de inviterede at der var tale om ”djævlens vin” løb debatten: Kan man, som god kristen, tillade sig at drikke af djævlens vin?

For en udenforstående virker argumentationen rablende. Det er indlysende, at der ikke er tale om en bogstavelig djævel. Casillero del Diablo er et fikst navn, et marketingstrick, vinen er ikke fyldt med menneskeblod eller onde ånder.

Men i en (traditionelt) kristen forståelse er et symbol ikke bare et symbol; på magisk vis indeholder symbolet også det det symboliserer; til nadveren modtager de altergående en oblat og en smule druesaft, men i det øjeblik de to ting indtages, er de ikke blot symboler; de er bogstavelig talt Jesu’ kød og blod, spændt ud på tværs af årtusinderne, og til stede nu og her, som evigt løfte om at Kristus døde for os, og at vi aldrig skal tørste eller sulte, hvis vi tror på Ham.

Form og indhold smelter sammen og bliver en og samme ting; og derfor er det at fremkalde Satans billede og navn ikke blot et fikst trick eller en absurd manøvre. Det er slet og ret at tilkalde Satan selv, mørket, det ultimativt onde.

En fascinerende detalje ved den forståelse af Satan er, at den kun i meget begrænset omfang er understøttet i Biblen.

 

 

Satan nævnes i sidebemærkninger her og der, men optræder i egen høje person kun to gange i Biblen.

Den første gang er i Jobs bog, hvor han, nærmest som Guds lakaj og med dennes velsignelse, sætter sig for at teste den fromme Jobs tro, og det hele ender ud i pointe om, at mennesker ikke kan (eller må) forstå Guds fuldkommenhed.

Den anden og måske mest interessante optræden findes i både Mathæus, Markus og Lukas-evangeliet, og handler om Jesus og hans fyrre dages faste i ørkenen. Her dukker Satan op, og frister tre gange frelseren, her fra Mathæusevangeliet:

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.«  Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ «  Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde  og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet:

Han vil give sine engle befaling,
og de skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.«

 Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.‹ «  Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed  og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.«  Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ «  Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.

Det er en ekstremt interessant detalje at Satan igen i dette bibelvers optræder instrumentalt: ”Så blev Jesus ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen.”

Satans ondskab og forførelse tjener i Jesu fristelse et konkret formål: Det at Jesus, for at blive den fuldkomne frelser, må faste i ørkenen og modstå fristelsen til at benytte sine gudsgivne kræfter selvisk.

Satan er i Biblens tekst, som den står i de to tilfælde hvor han optræder personligt, en nødvendighed. Han er modsætningen, fristeren, der, på lidt paradoksal, men ikke umulig vis, går Guds ærinder. Han er at betragte som en slags nødvendig bad cop figur, en nødvendig ondskab. Men hans magt er altid på Guds nåde, han optræder på ingen måde som en uovervindelig figur for ondskaben, eller som Guds direkte modstander eller, mere kritisk, Guds lige. Han er overvindelig og lille.

Så hvorfra kommer den kristne tilbøjelighed til at frygte, hade og tiltro Satan umådelig magt?

 

 

Et problem kristendommen (men egentlig de fleste religioner) altid har forsøgt at løse, er det at der findes ondskab.

Den græske filosof Epikur (341-270 før Kristus) stillede det op således:

Ondskab, smerte og lidelse findes. Man siger at Gud er almægtig og algod. Derfor følger spørgsmålene:

Er Gud villig til at forhindre ondskab, men ikke i stand til det?
Da er han ikke almægtig.

Er han i stand til at forhindre ondskab, men ikke villig til det?
Da er han ikke algod.

Er han både i stand til det og villig?
Hvorfor tillader Gud så ondt at findes?

Der findes en lang række af forsøg på at besvare det spørgsmål (én, lidt hurtig, mulighed er, at konstatere at Gud ikke findes, men af åbenlyse årsager er den kamel svær at sluge for troende kristne).

De forskellige bud, som ikke afviser Guds eksistens, kan groft sagt deles op i tre kategorier:

  1. Vi lider, fordi det er Guds straf eller prøvelse af os
  2. Vi lider, fordi mennesket har fri vilje til at vælge ondskaben, og derfor forårsager hinanden ondt
  3. Vi lider, fordi Guds veje er uransagelige

Problemet er, tror jeg, at de tre ovenstående bud på hvorfor DU som person skal lide og have ondt og føle at verden går i stykker omkring dig, er ekstremt abstrakte svar på meget konkrete spørgsmål:

Hvorfor blev min landsby ramt af jordskælv? Hvorfor skal de, jeg elsker, dø, og jeg lades alene tilbage? Hvorfor skal jeg være ensom og alene og hvorfor skal alt jeg elskede smage af aske, og hvorfor er livet både for langt og for kort? Hvad er meningen med at jeg skal lide og græde snot og alt i mig føles isnende koldt? Hvorfor skal jeg dø?

At dine elskede skal dø, fordi det er Guds prøvelse af dig, eller fordi hans veje er uransagelige, er dybt utilfredsstillende svar at give den, der er i sorg, og hvis de dør af sygdom eller ulykker, er det af indlysende årsager ikke et spørgsmål om fri vilje.

Men hvorfor er her så ondskab? Hvorfor er eksistensens lidelse så fremtrædende og uendelig og ubærlig og evig?

Hvis du er fundamentalistisk nok er der en fjerde mulighed: Satan.

Satan er grunden til at her findes ondskab. Hver eneste smertefulde krampetrækning kommer fra Satan, som er denne verdens hersker, og kæmper en ligevægtig kamp med Gud om vores sjæle.

 

 

For teologerne, som hårdt kritiserer den lemfældighed med hvilken Onkel Reje foreslår at tilbede Satan, er denne verden gennemvæddet af mørk magi. Satan lurer allevegne.

I Mel Gibsons voldsorgie The Passion of the Christ, den måske vigtigste kristne ikonografi i 100 år (foruden Sagrada Familia), er Satan en androgyn, dæmonisk figur, der konstant spotter Jesus, lurende i kulissen, på steder han aldrig nogensinde optrådte i Biblen.

I 80’erne opstod i USA det som kaldes ”The Satanic Panic”, hvor alt fra teenagerpigers Wiccabøger til Dungeons and Dragons blev beskyldt for at lede til satanisme og ondskab. Harry Potter blev beskyldt for noget lignende i nullerne, den kristne historie er overstrøet med heksejagter, inkvisitioner, djævleuddrivelser og håndgribelig, konkret tro på at Satan er virkelig og ophavet til ondskab og lidelse i denne verden.

Jeg må, på en lidt mærkelig måde, indrømme en vis misundelse over dette verdenssyn. For mig virker verden affortryllet og grå; den magi der er tilbage må jeg finde i dybe skove og blide kys, brændt salvie og tarotkort.

Det føles stjålet og desperat, som om den sidste rest af fortryllelse blev støvsuget ud af verden da industrialiseringen begyndte at fælde regnskoven og dræbe bierne, og jeg bare leger med de døende rester.

Men for de teologer, der ser Onkel Rejes Heavyband og ser ondskaben selv, eller ser nisser, og ser hedninge og ild og dæmoner, for dem er verden stadig befolket af mørk magi og uforklarligheder.

Satan er virkelig.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, er det at se Satan som virkelig og kilden til al ondskab i verden en af mest ansvarsløse og kujonagtige idiotier i verden.

 

 

Der findes lidelse. Der findes ondskab.

Et enkelt blik på dem vi elsker eller verden omkring os burde minde selv de mest tunghøre om det faktum.

Og der findes intet dækkende eller tilfredsstillende svar på hvorfor, ingen jeg kender, i hvert fald.

Men at opfinde Satan som dets ophav er et eksorbitant udtryk for ansvarsfralæggelse.

Det er nytteløst at spørge hvorfor der findes ondskab, det eneste spørgsmål, der meningsfyldt kan følge indsigten at

lidelse er virkelig

er

hvordan gør jeg mine medmenneskers lidelser mindre?

Hvis Satan, som ligeværdig med Gud, er kilden og ophavet og forklaringen på ondskab, er vores ansvar for ondskaben, eller kravet om at handle på den, uendeligt småt.

Satan vogter ikke på os med et tandsmil, når vi straffer og myrder og plager hinanden, eller når vores elskede får modermærkekræft eller en godsvogn på et øjeblik udsletter otte uskyldige liv, og enhver påstand herom må være et udtryk for kujoneri og bortforklaring.

Der er ikke altid nogen tilfredsstillende svar på hvorfor vi absolut skal lide og en af de mest pinefulde dele af menneskelig eksistens er at lære at leve med det faktum.

At opfinde store, onde skurke er at fralægge sig sit ansvar for at gøre ting bedre, fordi det er sådan det altid har været.

Det er at hidse sig op over et børneprogram i stedet for at vi lever i en verden, hvor folk dør af sult og helbredelige sygdomme, at sygeplejerske stresser sig selv ihjel, at de hjemløse fryser på gaden og at verden fundamentalt er uretfærdig.

Det er ikke at rette op på uretfærdigheden.

Det er at stå foran smerten og mørket og evigheden og lidelsen og alt det der gør ondt og give op.

Det at tro på Satan er at give efter for hans fristelse.

 

 

Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold buddene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: ›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ «

Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!«  Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.

Mathæusevangeliet, kapitel 19, vers 16-22