Der er kun én kur mod alt: Saltvand

Jeg stiger ombord på en færge.

Jeg elsker duften af tang, der er en modvillighed i den, ting fra havet lugter altid af, at de med vold er blevet taget ud af havet og ført hertil, til ikke-havet.

En fisk lukker aldrig sine øjne, den har ingen øjenlåg.

Engang ved midnat badede vi alle sammen nøgne ved stranden, månen var oppe og farvede vandet hvidt som is i sollys, og på badebroen sagde Sigrid, at min hættetrøje duftede af min og Johannes lejlighed, af gammelt papir og limen i bøger.

Jeg elsker duften af bibliotek. Jeg læste engang, at de svampe, der lever i papir, igennem lang tid kan inficere en bog så kraftigt, at de, der læser den, bliver påvirkede, og at den medfører eufori og små hallucinationer, og nogen tror, at middelalderens mystikere har været bogstavelig talt høje på de hellige tekster. At de har set ting.

I The Wasteland, som man kalder det store, modernistiske digt imellem verdenskrigene, ser fortælleren hele tiden i øjenkrogen et spøgelse i hætte gå ved sin elskedes højre skulder, men når han ser direkte på det, forsvinder det af syne.

Jeg kan ikke regne ud, om det repræsenterer det, at al kærlighed engang slutter, eller om det er ligene i det samtidige ingenmandsland mellem Frankrig og Tyskland. Når soldaterne gik over voldene og blev skudt ned af maskingeværild eller sennepsgas (hvis navn kommer fra duften af hvidløg inden dine lunge smelter) måtte de overlevende retrætere, og de efterladte lig kunne ikke hentes tilbage til skyttegravens relative sikkerhed, så de lå der og rådnede, indtil knoglerne blev en del af landskabet som andre kroppe falder i.

På Mount Everest er gletscheren, på grund af temperaturstigninger, ved at smelte, og frem fra isen dukker ligene af fortabte bjergbestigere frem og begynder at rådne. De har ligget uberørt i frosten, men nu er verden ved at ændre sig, og det som engang blev bevaret begynder at svinde hen, og det faste bliver flydende.

Karen Blixen skrev engang at der kun er én kur mod alt, og det er saltvand. Sved, tårer eller havet, og det er det sandeste jeg har hørt.

På Fanø, men mange steder, skyller plastik op på stranden, så de dæmpede sandfarver bliver suppleret med kongeblå og postkasserød og gul. Jeg tør ikke slå op, om det virkelig er sandt, at der er en plastik-ø i Stillehavet på størrelse med Grønland.

Sidste sommer var her så varmt og tørt, at pindsvinene begyndte at tørste. Jeg samlede engang et pindsvin op på asfalten i centrum i Kolding og bar det i sikkerhed til en park, og jeg var overrasket over hvor sylespidse piggene er, intet kan skade et pindsvin. Undtagen tørke.

Jeg tænker over, om der mon er mange tørstende dyrearter, der ikke er lige så smukke som pindsvin, om hvepsene mon lider eller spyfluerne. 80 % af alle, store flyvende insekter er ifølge tyske forskere forsvundet sporløst de sidste 40 år.

Jeg håber møllene, som repræsenterer døden, kan finde ly i vores gamle pelse og de t-shirts jeg aldrig går i længere, at der er en plads til dem i en verden hvor lysstofrør og plastik skyller dagligt op på stranden.

Der er en by i Kina, Shi Cheng, Løvebyen, der blev oversvømmet i 1959, fordi der skulle bygges en dæmning på dets placering. Det fik sit navn fra Løvebjerget, der nu hedder Løveøen, og på fotografier ser den gamle by ud som om den er svøbt i mørkeblå spøgelser. Hvis vores byer engang bliver oversvømmede, håber jeg at de er lige så smukke og stille og blå.

Når vi går ved Enø, over der vi badede ved midnat, stikker klinterne udover stranden. Hver gang vi er der, forsøger jeg at regne ud, om de mon er blevet stejlere, om bølgerne har ædt sig ind under dem, men udsigten er meget smuk, og min hukommelse rækker ikke så langt.

Da jeg var yngre, holdt jeg af at rode i de brunsorte tangkager og se tanglopperne springe. De mindede mig om brusen i citronvand, men nu om dage finder jeg den lave raslen af deres spring ubehagelig og fremmed.

Jeg bryder mig ikke om restauranter på færger. Der er et løfte i dem om, at alting er som det plejer, selvom passagerne gynger frem og tilbage med bølgerne, mister balancen og svimle klamrer sig til stolene.

De gamle vikinger sagde at Jormungandr (som betyder ”stort uhyre”) eller Midgårdsormen strakte sig hele kloden rundt under bølgerne, og bed sig selv i halen, og da jeg var yngre, var jeg rædselsslagen for Loch Ness-uhyret og søslanger og læste derfor hver eneste bog, jeg kunne finde om dem.

Den frygt er langt væk når man stirrer på havet gennem fem centimer glas, jeg ville ønske færger duftede af tang i stedet for remoulade, eller måske både tang og remoulade.

Engang sagde Johannes at vores byer går fra jorden og op og at deres kroge strækker sig rundt og omkring, at vi bygger opad, selvom vi selvfølgelig har kældre, at vi bygger labyrinter. Men havet er ingen labyrint, ikke på den måde i hvert fald, det er et tomrum, fyldt op med vand, der suger lyset til sig og vi er lige så malplacerede i det, som de fisk vi trækker op.

Vi kom engang fra havet, måske er det derfor jeg var så rædselsslagen; der er intet værre end at komme tilbage til et sted man har boet, hvor alt er forandret, og forandringen mest er ens egen.

Kaptajnen mumler i mikrofonen, nogen skramler med bestik.

Jeg stiger af færgen igen.