Jeg er begyndt at ængstes og dyrke tomatplanter

Jeg er begyndt at dyrke tomatplanter.

Jeg har prøvet at have krydderurter før, timian fx, men jeg glemmer at vande dem, eller jeg tager et sted hen, og når jeg kommer tilbage, er de knastørre og falder fra hinanden, når jeg rører ved dem.

Tomatplanter skal have sol, nederst i deres krukke er der lerkugler, der hedder Leca®, som skal sikre at det overskydende vand kan løbe fra. De føltes alt for lette mellem mine fingre, da jeg lagde dem nederst, som om de var lavet af plastik.

På pakken står: Grundmaterialet i Leca® letklinker er fed plastisk ler, der brændes i roterovne, hvor leret ekspanderer til små »korn«, kaldet Leca® letklinker. Ved brændingen forsvinder alt overskydende organisk materiale.

Jeg prøver ikke at vande dem for tit, jeg kan ikke holde tanken om at de drukner ud.

De kan ikke stå indenfor hele tiden, læser jeg på nettet, de skal bestøves af insekter, så jeg sætter dem udenfor på min altan, jeg sørger for at de får solskin.

En af planterne er lidt mindre end de andre, jeg vender krukken, så den får mest sol.

 

 

Sidste år begyndte pindsvinene at tørste, fordi der var så varmt og næsten ingen regn.

I virkeligheden tørstede de ikke på den måde; de orme, de lever af, forsvandt langt ned i jorden, fordi der var for tørt øverst oppe.

Jeg føler mig tæt på pindsvin, engang samlede jeg en op, der havde forvildet sig ud på asfalten. Dens pigge var så spidse, at jeg blødte fra min pegefinger. Jeg svøbte den ind i et halstørklæde, den rullede sig helt sammen, og så satte jeg den ned i en park ikke så langt væk, hvor den forsvandt ind i buskene.

Når min farfar røg pibe i haven ved skumringstid, kom pindsvinene altid ud af krattet, og jeg måtte tie stille for ikke at skræmme dem væk.

Jeg har læst, at de ofte gemmer sig i sankthansbålene, fordi der er mørkt og skyggefuldt, og de mest er aktive om natten, og når vi tænder bålet brænder de inde, uden at vi nogensinde ænser, at de var der.

Jeg har ikke set nogen insekter sætte sig hos mine tomatplanter.

Jeg har faktisk ikke set nogen flyvende insekter i lang tid, kun skolopendre og bænkebiddere under barken på det elmetræ, der væltede ned over naboens mark hjemme hos mine forældre. Vi blev nødt til at møde op alle sammen for at fjerne det, min far svedte i solskinnet mens han skar det i mindre stykker, vi kunne læsse i traileren.

Senere viste han mig, hvordan man bruger en motorsav.

Siden han lærte min bror det, har jeg været misundelig og set det som en ting en mand ved hvordan man gør, men da jeg stod med de kevlararmerede sikkerhedsbukser og visiret og høreværnet og trak motoren i gang og savede tykke kævler i bidder, der kunne passe i fyret, syntes jeg mest det var varmt og hårdt og larmende, og jeg følte mig mere sårbar end mandig.

En motorsav springer undertiden tilbage, den flår i grene og træstykker og efterlader en fin, lys linje af savsmuld på det grønne græs.

Jeg lugtede af benzin og støv resten af dagen.

 

 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med de ting jeg læser om klimaet.

Jeg har hørt at gletsjerne på Mount Everest er begyndt at smelte, og at de frosne lig, der ligger her, tør op og begynder at rådne.

1977 er det sidste år, hvor der ikke døde nogen af de bjergbestigere, der forsøger at nå toppen.

De øverste niveauer af bjerget kaldes ”dødszonen”, fordi der er så lidt ilt, at menneskeliv ikke kan være her i længere tid ad gangen, kroppen bruger ilt hurtigere, end den kan optage det fra luften. Den manglende ilt resulterer i uovervejede beslutninger og siden bevidstløshed og død.

Et af ligene kaldes Green Boots, efter hans støvler. Man ved ikke med sikkerhed hvem det er, men hans grønne Koflachstøvler er blevet et fast kendingsmærke for de nordlige ekspeditioner, de ses tydeligt i den lyse sne.

I Rusland, oppe nordpå, var indkapslet miltbrandbakterier i permafrosten, og da temperaturen steg til uventede højder i 2016 blev et dusin mennesker syge og et barn døde. Da jeg var barn tænkte jeg på jorden og isen som noget fra fortiden, noget man tog prøver af for at forstå da, men måske skal jeg lære at forstå det som viklet sammen med nutiden og fremtiden.

 

 

Jeg har læst at man helst skal vande tomater meget engang imellem, og ikke lidt og ofte, så jeg forsøger at holde mig tilbage, jeg ved ikke hvordan sund jord ser ud, men jeg holder meget af deres sarte grønne farve.

Jeg købte jorden til dem i Netto, det kom i en lille, komprimeret plade, der skulle blandes med vand af to omgange (først en halv liter og så en hel liter), indtil det hele svulmede op til sort, fugtig muld, jeg kunne plante stiklingerne i.

Jeg glemte at vaske hænder, og opdagede først da vi skulle spise at jeg stadig havde sorte spor i håndfladen.

Mine forældre har ikke tid til at plukke alle bærerne derhjemme, de rådner på buskene. Jeg tilbyder at komme forbi og sylte. De ser lettede ud.

Da jeg var lille og æblerne faldt, var jeg altid bange for det tidspunkt, hvor de begyndte at rådne. Den søde duft varslede hvepse og orme, og de grønne frygter blev brune og bløde, måske var det forrådnelsen jeg ikke brød mig om, en påmindelse om at alt der er friskt og ungt engang bliver først til mos og så til støv.

I lang tid forestillede jeg mig, at alle mennesker tænkte at deres barndom havde mere sne end nutiden, at somrene var varmere og krydderierne smagte stærkere. At virkeligheden engang var mere ægte og virkelig, at alting blev gråt med tiden, at vi i virkeligheden alle sammen var nedfaldne æbler.

Men nu indser jeg, at der faktisk er mindre sne end i min barndom, og at jordbær modner tidligere, indtil de smelter i varmen og sødmen bliver uudholdelig.

Sidste sommer tørstede pindsvinene, Sveriges skove brændte, hele Europa brændte på skift og Californien med, og insekterne forsvinder. På bunden af havet koger koralerne ihjel, indtil de bliver til hvide skeletlandskaber, hvor intet kan leve.

Undtagen gobler.

Om natten henter jeg mine tomatplanter ind, jeg stiller dem nænsomt i vindueskarmen. Jeg ængstes, hvis de får brune pletter.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hvis de dør.