HAV

Min far lærte mig at dykke med snorkel i Grækenland, da jeg var helt lille, jeg sad på hans ryg og svømmede langs kysten ud mod et skær, der føltes uendeligt langt væk, vi dykkede ned under de turkise bølger (min mors yndlingsfarve var turkis) og fiskene var farvestrålende og talrige. Bedst kunne jeg lide søpindsvinene, der urørlige sad fast på klipper, med de lange pigge stikkende direkte ud i vandet, jeg gruede for at træde på en.

Vi dykkede ned til bunden og samlede de forstenede søpindsvin med de snorlige, smukke riller, jeg forstod ikke at de var organiske og ikke trykt i en fabrik.

Man får vand i munden, når man snorkler og dykker dybt, min far lærte mig at holde vejret og blæse hårdt i min snorkel når jeg ramte overfladen, så vandet sprøjtede som fra en hvals åndehul, og plaskede ned overalt omkring mig og ramte mig på ryggen.

Vi tog søpindsvinene tilbage til stranden, hvor min mor, tror jeg, roste mig for dem.

Senere indfangede jeg små hundestejler i en overskåret plastikflaske og viste dem frem for mine forældre. Jeg forsøgte at lave et lille akvarie ud af min plastikflaske, men jeg forstod godt inderst inde, at det ikke kunne vare ved.

Ved solnedgang satte jeg fiskene ud i havet igen.

 

 

Jeg bryder mig ikke om at dykke for dybt. Vandet begynder at presse mod ens øre, det er en særlig smerte, en pibende en, som om man i for lang tid havde stået for tæt på en hyletone.

Min far lærte mig at trykudligne, at holde mig for næsen og puste ud, så øregangen fyldes med luft, der kan trykke ud mod vandet, hvis tyngde buldrer mod trommehinden.

Under Storebælt og i fly (jeg bryder mig ikke om fly) holder jeg mig for næsen og puster ud, så tænker jeg på min far og på det turkisblå vand i Grækenland.

 

 

Jeg læste ofte Jules Vernes En verdensomsejling under havet, og jeg var skrækslagen for kæmpeblæksprutten, men også draget af skibet Nautilus, som var så luksuriøst og fremmed, og hvor kaptajn Nemo udlevede sit eksil fra landjorden.

Min far forklarede mig at Nemo betød ”ingen” på latin, og at latin var et dødt sprog og min barnekrop kunne knapt bære dybden og tyngden af så forbudt og fortabt viden.

Jeg fandt på skolebiblioteket bøger om Kraken og Loch Ness-uhyret og søslanger, mine venner og jeg fortalte hinanden skrækhistorier om enorme monstre, der lurede under havet og åd mennesker, vi forestillede os at vi var skibskaptajner og nogle gange måtte vi stoppe legen af frygt og overvældelse.

 

 

Min bedstefar kendte en polak på Langeland, der vidste hvor torskene lå ved middagstid, og min bedstefar tog min bror og jeg med i jollen. Vores fiskestænger var dobbeltkrogede, og så rodede vi ud til et særligt sted (man kunne se fyret mod øst, tror jeg, og et andet kendemærke mod nord) og lod båden drive med strømmen.

Hvert femte minut trak vi linen ind og hver gang havde vi fangst, jeg fangede to dusin fisk, jeg har altid haft fiskerlykke, vi vidste ikke hvad vi skulle med alle de fisk. Vi stegte en til aftensmad, resten frøs vi ned og gav mine forældre, men jeg husker ikke at spise dem.

En anden gang i Sverige fangede jeg en aborre i en sø, men jeg husker heller ikke at spise den.

 

 

Da jeg var syv år, vandt jeg en præmie for min fastalavnsudklædning; jeg var klædt ud som dykker. Jeg var i en sort våddragt, mine svømmefødder og -briller og min far havde lavet mig to dykkerflasker af tomme halvandenliters colaflasker og to meter plastikrør.

Jeg måtte gå baglæns med svømmefødderne, der var først der jeg forstod hvor akavede og forkerte de var på landjorden, det gjorde mig mærkeligt trist.

Jeg vandt en legetøjstelefon, jeg forstod ikke hvorfor det var præmien, den sagde en høj ringelyd, når man trykkede på den nederste venstre tast.

 

 

Engang da vi var i Italien og på vej hjem stoppede vi ved en strand for at bade en sidste gang i det varme hav.

Jeg svømmede langt ud, jeg kunne ikke se mine forældre eller mine søskende. Bølgerne var høje, det blæste stærkt imod mig, og jeg følte voldsomt at jeg levede. Jeg nød at blive kastet rundt, jeg drømte mig ind i en dramatisk situation jeg ikke husker længere, hvor jeg måtte kæmpe mig op til overfladen efter luft, og det var så virkeligt at jeg slugte en mundfuld vand og hostede voldsomt, men bølgerne blev ved med at komme, og jeg gispede og kastede op i saltvandet og blev iskold og kæmpede mig ind mod land og skuttede mig og smed mig i sandet og koncentrerede mig om at trække vejret langsomt, igen og igen og igen.

Under mig var sandet varmt og klistrede sig fast mellem mine tæer i store klumper.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *