FLUGT

Jeg er ved at blive syg, det har sat sig i halsen og når jeg vågner, gør det ondt, indtil det lægger sig engang om eftermiddagen. En ven giver mig en strepsil, en af dem med honning og siger at de er dyrere end cigaretter.

Min far henter mig på stationen i den store blå, vi taler om at jeg er ked af det, men mest om eksamen. Vi taler bedst om konkrete ting, fx en dom om medier og privatlivskrænkelser fra halvfemserne.

Jeg går altid en runde når jeg kommer tilbage. Ned til det døde kastanjetræ og vinstokkene og så langs åen indtil jeg når den sumpede eng ved den skråning vi legede mest ved, da vi var små.

Jeg bliver overrasket da jeg når æbletræet, der står en stor rødbøg. Jeg spørger min far om den altid har været der, hans øjenbryn vibrerer, det har den.

Jeg går ud til den igen, dens blade er mørkelilla, som størknet blod i gyserfilm. Jeg læste engang på nettet om Mandelaeffekten, om at en hel masse mennesker var helt overbeviste om at Nelson Mandela i virkeligheden døde i fængslet i halvfemserne og aldrig blev præsident i Sydafrika. De troede at de, uden at opdage det, var faldet gennem en sprække i tid og rum, og var endt i et parallelunivers, hvor Nelson Mandela ikke døde, men blev løsladt og siden præsident, og de huskede ikke forkert, det var virkeligheden der var forkert.

Deres minder er blevet hjemløse. Virkeligheden er ikke deres, den er forvrænget og anderledes.

Jeg kigger på rødbøgen som jeg ikke husker, dens blade sitrer i vinden, og jeg er i fanget i tiden mellem min fars  øjenbryn og rødbøgens blade, der vibrerer mildt, og måske fanget imellem parallelle universer.

 

 

Da jeg var lille løb jeg kun væk hjemmefra en gang, jeg har hørt at andre børn pakkede madpakker og tøj så de kunne være væk længe, jeg pakkede ikke noget og løb så langt væk jeg kunne langs åen, indtil jeg nåede sivene, der var lige så høje som mig.

Jeg græd mens jeg bøjede dem til siden, mine kinder var meget varme, der duftede af brændenælder og friske blomster.

 

 

Her er ikke høns længere. Da jeg var lille angreb hanen mig engang, jeg havde en grøn flyverdragt på.

Min lillesøster brød sig ikke om hønsene, hun bryder sig i det hele taget ikke om fugle, jeg har aldrig spurgt hvorfor.

Jeg stod et øjeblik og ventede, når jeg gik ind i deres bur for at samle æg, i indhegningen udenfor spiser de alting, også græs og spirer, indtil jorden er sort og blød af deres fødder.

Under ladetaget har svalerne bygget reder, engang faldt jeg over en tråd på et ornitologforum, der handlede om husejere, der fjerner rederne mens svalerne lagde æg.

Ornitologerne var meget vrede, husker jeg, og diskuterede om man kunne anmelde husejerne til politiet og de underskrev deres indlæg med kærlig hilsen Hans eller Jens eller Rune, og det rørte mig på en langsom måde.

 

 

Vi har bier her, biavleren har fået lov at have dem på vores grund og et par gange om året kommer han forbi med nogle bøtter honning som tak. Om vinteren går de i dvale, jeg ved ikke hvordan en bi ser ud, når den sover.

Min ven Johannes blev helt besat af bier engang, fordi han faldt over udtrykket royal jelly, dronningegelé, som er det, bierne fodrer dronningelarverne med, så de bliver dronningen.

Han har en plakat med bier, han lyser altid op hvis man spørger indtil dem, jeg sendte ham artikler jeg fandt om bier, jeg tror noget af kærligheden smittede af på mig, jeg blev ret ulykkelig da jeg hørte at bierne langsomt uddør, og man ikke helt ved hvorfor.

Det er noget med et sprøjtemiddel, der ødelægger deres vinger, jeg vil helst ikke bo i en verden hvor bierne falder ud af himlen og dør, selvom tomatplanter godt kan bestøve sig selv.

 

 

Jeg plukker asparges med min far, han taler om sine vinstokke, jeg hjælper ham med at pille knopskud i bunden af stokkene af.

Engang havde vi mange får, men det er hårdt arbejde at holde dem, så det er meningen, dem vi har nu er de sidste, ligesom hønsene. De kigger på os fra marken.

Vi går forbi et højbed med dild, min far såede dem sidste år, men det er først i år de er spiret. Da jeg gik her i går, syntes jeg ikke de duftede af dild.

Når der er valg, spiser vi landgangsbrød, ingen ved hvorfor, det har vi bare altid gjort, jeg tror vi er de eneste mennesker i verden, der stadig spiser landgangsbrød.

Da jeg boede i København, forsøgte jeg at indføre det, mine venner gik med til det, men de forstod det aldrig helt, og det er jeg heller ikke sikker på jeg selv gjorde.

 

 

Jeg opdager at vi har ramsløg i skovbrynet ved skråningen bag hønsehuset, det har jeg aldrig vidst før.

Jeg plukker frøkapslerne i store håndfulde, hakker dem og serverer dem for min far og lillebror på pasta.

De smager kraftigere end dem jeg plukkede i Aarhus.

 

Hvis du kan lide teksterne, kan du skrive dig op til at modtage en email når jeg udgiver nye tekster på bloggen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *