Jeg forstår ikke hvorfor det skal gøre så ondt

Jeg mangler altid ord, når jeg forsøger at beskrive min tristhed. Jeg ender altid med at synes de ord, jeg prøver at bruge er utilstrækkelig.

Jeg sletter dem igen, jeg bryder mig ikke om at jeg ikke kan beskrive det ordentligt, jeg ved ikke engang hvad det er, det føles som om det er en anden end mig, der har skrevet ordene, en jeg ikke kan genkende senere, og en der heller ikke kendte mig da han skrev om mig, og jeg har ikke noget sted at være i mellem alt det, der er ikke rum til nogen rigtige mennesker i al den tristhed, jeg tror det er det jeg hader mest, at jeg ikke føler mig som et rigtigt menneske når jeg er trist, at kun en af de sider som er mig, alle de sider alle mennesker har, får lov at være til og alle de andre ting som er mig bliver grå og trækker sig sammen og rasler i vinden og falder af, når uvejret og mørket kommer.

 

 

Jeg forstår ikke hvorfor det skal gøre så ondt.

Jeg bad ikke om det her; ingen bad nogensinde om smerten ved at eksistere, vi blev bare revet ud af intetheden og låst inde i kød og blod og på et tidspunkt bliver vi ingenting igen, men det er jeg også bange for.

Ingen kan svare på det, ingen kan tilfredsstillende komme med bare et bud på, hvorfor det absolut skal være så smertefuldt, de mumler om kemikalier og serotonin eller de peger på Gud og sænker blikket, men ingen kan svare på hvorfor det skal gøre ondt at være, hvilken uvurderlig lektion der skulle være i at de unge dør eller at hele byer brænder væk, at børn sulter eller at et menneske hulker indestængt på en beskidt madras i en lejlighed med bare vægge.

Ingen kan svare, og det er så hult og grimt og smertefuldt at vænne sig til at ingen kan, det er så umådelige ensomt at have spørgsmål som aldrig får svar, jeg kan næsten ikke bære at der er spørgsmål som ikke har svar, der forsvinder et sprog hver anden uge, og det betyder ikke noget for alvor, det ved jeg godt, men jeg bliver så ked af tanken om at et helt sprog dør, der er noget skrøbeligt og tungt ved at ord, som engang havde hemmelige og spøgefulde betydninger pludselig er væk, at de lyde man sagde i lange kæder pludselig ikke findes længere, at der bare er tomhed og stilhed, brat og for evigt, og ingen kan gøre noget ved det og ingen kan tale eller forstå eller læse det, aldrig mere, aldrig nogensinde indtil verden ender bliver de lyde sagt igen.

 

 

En sagde engang til mig at deprimerede menneskers sprog ændrer sig, det siger sig selv, men hun sagde at triste mennesker siger ”jeg” meget mere, at hele deres verden skrumper ind til kun at være dem selv, og det synes jeg er meningsfuldt, man står og betragter mennesker på den anden side af en afgrund eller igennem tykt panserglas og det eneste man kan skrige er, at det gør ondt og kan det ikke stoppe snart, jeg vil gøre næsten hvad som helst for ikke at have det sådan her, og jeg har allerede skrevet ordet ”jeg” femogtyve gange i denne tekst.

 

 

De fleste ting kan man klare, hvis de har en udløbsdato, hvis de stopper på et tidspunkt, men jeg er ikke sikker på at generaliseret smerte har en ende, at man pludselig engang finder fred med at livet gør ondt og at ens hjerte skælver eller at man ikke ved om man er værd at elske eller om det man skaber eller gør har nogen værdi, jeg tænker på om andre mennesker, nogle mennesker, kan lægge de ting lidt på afstand og jeg ved godt man ikke må sammenligne sig med andre, jeg ved godt at deres liv er komplekse og smertefulde på måder jeg aldrig kommer til at forstå og at det ikke giver mening at ønske sig en anden eksistens eller et andet livsforløb, at jeg må gøre hvad jeg kan, med det jeg har, at jeg er heldig trods alt, men en ting er fornuft og alt det jeg ved er rigtigt og rationelt og en anden ting er alt det som løber af med en og holder en vågen om natten og knuger en og får ens hjerte til at skælve og alle de skikkelser, der kaster lange krogede skygger over alt det, der før virkede lyst og ligetil.

 

 

Der er en sang, der er mange sange, men der er en.

Han hedder Michael, ham der skrevet den, jeg interviewede ham engang, bandet hedder Kloster, fordi deres musikkollektiv var lidt som et kloster og de spillede engang en koncert i en drypstenshule med levende lys og et nyforelsket kærestepar som det eneste publikum og det lød så livsbekræftende, og hans øjne var milde mens han sagde det, men der er en sang, der hedder Psalm 13, teksten er bare den engelske udgave af Salme 13 fra biblen, men der er tilføjet en enkelt linje I have not been well, I sing in pain, og sådan føles det nogle gange, som om man synger i smerte og ikke har været well i en indskudt sætning, en sætning der starter med jeg og kun peger indad, jeg har ikke lyst til at være i den slags sætninger, jeg vil helst være i uendelige hovedsætninger på sprog, der ikke bliver glemt, men det føles ikke altid som et valg.

2 thoughts on “Jeg forstår ikke hvorfor det skal gøre så ondt

  1. Kæreste Jens
    Tak for at dele den smerte. Selv kender jeg den uhyre godt, som en mere eller mindre konstant ulyst.
    Til livet. Til kærligheden. Til troen på at der findes noget godt. Men mest af alt til livet. Også når livet går “godt”. Ligger som en murrende smerte lige under overfladen. Altid.

  2. Jeg synes, at du beskriver rigtigt godt, hvad der sker med hele ens personlighed, når man er deprimeret og ked af det. Jeg vil gerne høre mere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *