Gid det altid regnede når jeg græder

Der er en historie fra Arturmyten, om en konge, der fik så grusomt et sår, enten i benet eller i skridtet, at han ikke kunne stå oprejst, og ikke kunne opfylde sin rolle som konge, det eneste han formåede var at sidde i en lille båd og fiske, og omkring ham gik hans kongerige i opløsning og forfald, sandet kom og jorden blev gold, indtil fiskerkongen var omgivet af sult og mørke og råddenskab, omgivelser og konge er bundet sammen,  hvis kongen vansmægter går landet i stykker, verden spejler sjælen og kroppen.

 

 

En af de mest ækle ting jeg ved, er når solen skinner når jeg er trist, det føles som et slag i ansigtet, hvordan kan solen skinne på begravelser og på terrorangreb eller søndage?

Hvordan kan virkeligheden være så ligeglad og nådesløs at fortsætte, mens livet ender eller folk græder og lider?

Jeg misunder fiskerkongen hans empatiske kongerige, i vores historier følges verden og indre liv altid ad: Til begravelserne regner det, i gyserhistorier slår tordenvejret ned og når nogen lider i tavshed, står regnen ned i tykke stråler, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med virkeligheden, som et splintret i andre historier end min egen, min sorg eller tristhed føles så lille, når verden ikke engang vil græde sammen med mig og bryde ud i regn, men bare fortsætter, som om intet vigtigt er sket, som om jeg er ligegyldig, som om mine smerter og sorger ikke er vigtige.

Som om jeg ikke er vigtig.

Som om alting er ligemeget.

Jeg kan ikke bære alt det, der peger på, at alting i virkeligheden er ligemeget.

 

 

Da jeg var yngre (jeg lyver, jeg er stadig bange) var min største frygt, den jeg krummede mig sammen over når væggene trykkede hårdt mod mig om natten, at det var umuligt at kommunikere min indre verden til de mennesker, der fandtes i den ydre, at vi var så fundamentalt forskellige at den stikkende sorg eller den store glæde ikke kunne oversættes til menneskesprog. Når jeg ser mig selv på videoer ser jeg klumpet og klodset ud, synes jeg, slet ikke som jeg forestiller mig, hvor klodsede må mine ord have været, da jeg forsøgte at forklare?

Man siger at mennesker ikke er øer, og det er også sandt, men vi er måske øer med broer, og jeg kan føle at broerne er vakkelvorne og nedslidte, og at en tankes nuancer bliver matte og grå når den siges højt, at alting går lidt under, når det bringes ind i virkeligheden, hvor tiden og sandet og svampene slider og nedbryder alt og termodynamikken langsomt, et sekund ad gangen, skubber universet nedad en vej, der engang vil betyde at alting er koldt og goldt og mørkt for evigt, ikke fordi vores sjæle lider, men fordi det er sådan virkeligheden er.

 

 

Fiskerkongen bliver kureret i myten, fordi Galahad (den ædleste og reneste ridder) stiller ham et spørgsmål om gralen, et spørgsmål, der fylder fiskerkongen med mening og helbreder hans sår, han rejser sig op og bliver konge igen, og omkring ham bryder græsset frem og verden bliver grønnere og lysere.

Jeg ville ønske jeg kunne ændre virkeligheden med ord og tvinge den til at blive grønnere eller i det mindste afspejle min sjæl, jeg er altid bange for at mine ord er for dårlige eller forkerte, at jeg ikke har det rigtige spørgsmål, eller at det slet ikke kan lade sig gøre at bruge ord til ændre virkeligheden, at det i virkeligheden er lige meget, jeg ved ikke om jeg forsøger at finde den rigtige sammensætning af ord og sætninger, som måske ville ændre alting lidt, måske der er en gylden sætning et sted, en slags alkymistisk færd efter de vises sten som ord, en slags helbredelse måske, men alle alkymisterne er døde og forsvundne og de vises sten viste sig bare at være svovl og kviksølv.

 

 

Det er giftigt at føle sig som en byrde, men det gør jeg, jeg føler mig undertiden som om mine ord bliver aske og min kærlighed kun er skygger, som om virkeligheden er for virkelig og dens ligegyldighed kvælende, jeg ved ikke hvordan man navigerer i den slags.

Hvis ting i det mindste blev golde omkring mig, når jeg var gold indvendig, ville det ikke føles som om min smerte var ligegyldig.

Jeg er, indser jeg, så bange for jeg er ligegyldig fordi mange ting i verden peger på jeg er det og det er så tungt at ens mening er ens egen og ingen andens ansvar og jeg ved ikke hvor man finder styrken eller modet til at bære det, jeg vil ikke være en ø, jeg holder ikke ud at være en ø og gid det altid regnede når jeg græd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *