Ting, der forsvinder for evigt

Jeg har altid været ked af de sten, der, når havvandet fordamper, mister deres glans og bliver matte, det føles som om de er smukke på lånt tid, det er vel i virkeligheden et vanitassymbol, men jeg synes ikke timeglas eller sæbebobler er lige så sørgelige.

Engang gik vi ned til havet en nat, jeg var ked af noget, sikkert noget uplacérbart, det er den værste tristhed, og natten var buldrende sort og trængte sig ind på vores kroppe mens vi gik gennem kornmarken, hvor en smal sti løber tværs fra sommerhusene og ned til klitterne, og da vi nåede ned til badebroen, stod vinden direkte imod os og blæste havet op, det piskede faktisk havet op, det er den eneste gang jeg har følt at den metafor passede, det må have været hvidt, men jeg kunne ikke se det, kun høre det.

Bølgerne blev til skum mens deres rytme trykkede dem mod stenene, som om havet havde et hjerteslag, der spændte sig udover alle verdens kyster, der var ingen stjerner, og jeg kan ikke huske hvad vi talte om, men jeg husker at du sagde at du følte dig lille, som om du blev presset mellem havets mørke under os og himlens mørke over os, det var meget smukt sagt og jeg blev stille af det, vi blev begge stille, og stilheden blev fyldt ud af havets rytme, igen og igen og igen, og på et tidspunkt vendte vi ryggen til.

 

 

Det eneste jeg har imod den danske natur, som ofte siges at være flad og forglemmelig, er at her ikke er bjerge. Når vi tog på bilferie sydpå, kunne jeg bedst lide når vi nåede til Alperne og de store tunneller i Schweiz, det føltes som om man begav sig dybt ind i jordens indre, og som om bjerget lukkede sin hånd om en, og når man kom ud i dagslyset igen, rejste bjergene sig så højt at jeg slet ikke forstod at noget kunne være så stort.

Jeg kunne ikke, inderst inde, forstå at træer kunne vokse så stejle steder, jeg forstår det stadig ikke, at bjerge kan være grønne.

Engang var min lillesøster og jeg i Dubrovnik i Kroatien, og den gamle by var så smuk og hvid og dækket af turister, og vi fik nok af larmen og caféerne, så vi tog færgen til Lokrum, og jeg læste i min guidebog at benediktermunkene, som engang var dens eneste beboere, blev forvist fra øen i 1798, at de græd, da de forlod deres kloster og at de dagen før deres afsked tændte stearinlys, vendte dem på hovedet og forbandede de, der havde frarøvet dem deres smukke ø.

Klosteret er her stadig, der er en café, der sælger calamari og pizzaer og små skåle med oliven, og jeg ville væk fra alle andre mennesker og jeg tvang min søster til at gå i heden, forbi oliventræerne og påfuglene, som nu er øens sande beboere, og op ad en gammel stensti og forbi skilte og træer og væltede kampesten, indtil vi nåede øens højeste punkt, en klippet bakke på den sydlige del. Her var ingen andre mennesker, og ingen lyde, vindstille og hedt, og på toppen stod resterne af bygninger, jeg ikke kunne finde i guidebogen, og i murbrokkerne på gulvet skød højt og grønt ukrudt op, og jeg vidste ikke hvem der engang havde været her eller hvad de havde gjort eller hvad bygninger var brugt til, og det var næsten knugende, og da vi kom ned igen var solen ved at gå ned og der var ikke mere calamari at købe, og vi tog den sidste færge ind mod byen og jeg kommer aldrig tilbage til Lokrum.

 

 

Engang var vi i sommerhus, og en havde taget et puslespil med, og alle fnøs i første omgang af de tusind brikker og motivet, som var et fyrtårn og en mosdækket vej og et vindstille hav, men langsomt blev deres modstand brudt ned, indtil alle havde deres egen flig eller hjørne eller farve som ekspertise og bedst husker jeg to af mine venner der kortfattet og indforstået mumlede med hinanden om den mikroskopiske farvenuance på et givent stykke af himlen og en næsten tilsvarende del af havet (der var der hvor solen ramte horisonten), og den mærkelige blanding af først begejstring og så tomhed, der fyldte rummet da vi lagde den sidste brik.

 

 

Jeg tror jeg havde håbet at virkeligheden ville være mildere, da jeg var barn, at voksenlivet ikke var så håndfast og kvadratisk og at mine følelser ikke blev stivere med tiden, og hvis jeg kniber øjnene sammen i de aftentimer hvor solen bliver orange spreder lysets stråler sig ud som tynde, glinsende søjler eller trådene på et spindevæv, og en gammel onkel og tante, hvis navne jeg ikke husker længere, havde for vane at samle sten på stranden, når de glinsede i vandet, og de tog dem med til en maskine, der kunne blankpolere dem, så de så ud præcis som når man samler dem op i vandkanten i store håndfulde, de gav dem gavmildt væk, jeg havde en posefuld i nervøst velour, men både posen og stenene er væk nu, jeg husker ikke hvornår jeg mistede dem, og når jeg går ved stranden nu ser jeg uden at tænke over det efter flade stykker kalk, for jeg elsker at slå smut.

Min farmor og farfar slog smut om, hvem der skulle tage opvasken, min farmor tabte altid (hun lavede også maden), og når vi gik ned til stranden så vi nøje på hvor mange smut min onkel kunne slå, hans rekord var fem, og han lærte mig at det lå i håndleddet, at det det handlede om at få stenen til at rotere som en diskos og være næsten helt parallel med vandet.

Engang mens mine venner var i vandet, fandt jeg en, som var helt perfekt, og da jeg kastede den ud over vandet skippede den mindst seks gange, jeg tror ikke nogen så det andre end mig, og den må have glinset blankt, da solen skinnede på den og den langsomt sank ned på bunden af havet og lagde sig til rette blandt de andre sten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *