En og en anden

En: Hvad er nyt, kan man spørge, er der nogen udvikling, er noget anderledes eller bedre?

En anden: Intet er nyt, kan jeg svare, alt er som det plejer, det er stadig svært at hæve ansigtet og overskue virkeligheden, den føles stadig grå og som gele, når jeg bokser i den, sendes slaget tilbage i min arm, som næsten knækker under trykket, jeg kan høre knoglerne knirke, min arm er meget lille hvis man sammenligner den med hele virkeligheden, hvis du forstår?

En: Man siger at intet nyt er godt nyt, men dine ikke-nyheder er onde, synes jeg, de er i hvert fald grå, du virker mere gennemsigtig end du plejer, dit hår er fedtet og krøllerne er borte, jeg bekymrer mig for dig. Kan jeg gøre noget?

En anden: Jeg elsker dig og jeg elsker den del af dig som lytter, men jeg er stadig bange for at i morgen ikke er ny igen, at den er den samme som i dag og du langsomt vil blive angst for at blive farvet grå af mig og mine tanker og de ting som er i min nærhed, som er blevet grå eller gennemsigtige.

Vidste du, at hvis et rum har taget stank til sig, fra råd eller andet, så kan man sætte en skål eddike ud, og så vil stanken fortage sig?

Undertiden finder jeg balsamico frem og skruer låget af og sætter flasken på køkkenbordet, men jeg ved ikke om det også virker på tristhed, selvom tristhed er lidt som en stank af våde, gemte ting, selvom jeg altid ser på det som en farve, en grå farve, glæde er måske en anden farve, rød eller orange, du ved at man kan mærke folks sindelag før de taler, det står som en glorie omkring dem, men jeg tror ikke at man direkte kan farve dem om, hvis det grå kommer et dybt sted fra, jeg er bange for at helbredelsen ikke kommer udefra, og at jeg gør ondt, hvis jeg lægger ansvaret på dine skuldre.

En: Du må ikke falde hen: Kommer du ud? Ser du andre mennesker? Får du nye oplevelser, der kan farve virkeligheden anderledes?

En anden: Jeg går ud, men ofte som en mekanisme i et urværk, en af de gammeldags figurer, som på en skinne kører ud af kukuret og hen til en klokke som de slår på, og så vender de sig og kører tilbage, nej, jeg bliver morbid, jeg ser andre mennesker, jeg taler med dem, jeg forsøger at lindre deres smerter og være i deres nærhed og aura, se deres farver, men alting er dulmet, som om jeg opfatter alting et øjeblik senere end dem.

Andre gange er det anderledes. Jeg skriver beskeder til alle jeg holder af og forsøger at holde dem tæt, men intimitet er ikke altid pludselig, nogle gange tror jeg at den kan genetableres pludseligt, men som jeg bliver ældre er det sværere, jeg får færre venner og nogle af dem jeg har forsvinder, jeg har ofte læst om at det er sådan, men jeg troede det ville være anderledes for mig, der er mange ting jeg troede ville være anderledes for mig, men i de fleste tilfælde håbede jeg over evne.

Du spurgte mig om nyt, der er et trist ordsprog fra biblen, en af de mest grå og triste ting i Prædikerens Bog. Først siger han:

Endeløs tomhed.

Så siger han:

Endeløs tomhed, alt er tomhed.

Og så siger han: Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske; der er intet nyt under solen.

Den slags tanker er grimme og skadelige og de er onde tror jeg, men de er også besnærende, for den som lider: Min lidelse er evig, både før mig og efter mig vil man lide, og der er intet at gøre ved det, selvom der er nok af ting at gøre, og man begår ondskab på verden ved at lade stå til.

Undskyld, jeg kom på afveje: Det er trægt og nogle gange føles det så småt og ligegyldigt og som om det ingen forskel gør, men jeg gør mit bedste, du må virkelig tro på mig, at jeg gør mit bedste.

En: Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, dine følelser er så tunge og jeg ville ønske jeg kunne tage dem fra dig. Men det er som om du bebor et andet univers, hvor reglerne er sat ude af kraft.

En anden: Det er ikke min mening at gøre skade på dig, jeg vil ikke gøre ondt, jeg gør mit bedste for ikke at gøre ondt, du skal ikke tage dem fra mig, jeg vil ikke have at du får ondt og derfor trækker jeg mig væk, jeg bryder mig ikke om ubehaget i mine elskedes ansigter når de ser jeg lider og jeg er så svær at hjælpe. Smerten er langsom og grim og helst vil jeg have at ingen skal se den, for jeg bryder mig ikke om hvordan jeg er når jeg har det sådan her, og jeg bryder mig ikke om mine lange svar og om hvor meget som en knude jeg føler mig, knuder kan ikke tale og kan kun vanskeligt elskes.

Det er med kærlighed at folk kommer med råd, men det føles som om deres logik er gået i stykker når de når til mig, jeg har kun stumperne og resterne at samle op og der er så langt op, du må tro mig, jeg gør mit allerbedste, men der er så langt op.

En: Jeg er her for dig.

En anden: Jeg kan ikke se for mig, mine hænder er gennemsigtige i mørket, tror jeg, og lydene forsvinder i det fjerne, din stemme er meget langt væk og ingen steder jeg går hen har megen trøst, jeg ville ønske at ting var tydeligere eller klarere, det er som jeg forsøger at se stjernehimlen fra byen og kun skimter konturer uendelig langt væk, stjernebillederne er forsvundet selvom jeg ved de er der, men hvor der før var mening er der ingen tilbage, kun konturer.

En:

En anden: Jeg ville ønske jeg var anderledes. Eller bedre: At virkeligheden var anderledes, eller at du ser mig igen engang, når jeg er anderledes, jeg håber jeg bliver anderledes eller at mit sprog gør eller at noget bliver anderledes, jeg holder ikke disse tiders ikke-nyheder ud, ingen holder dem ud og jeg kan ikke se dig længere nogen steder og mine knogler knirker.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *