Jeg er så bange for at blive glemt og for at glemme

Jeg fandt en note jeg havde skrevet til mig selv i en bog du gav mig dengang vi lige havde mødt hinanden, og du var på klassetur til Tjekkiet, tror jeg, jeg havde skrevet:

”Husk det her. Husk hende”

men jeg er ikke sikker på jeg husker det med samme skarpe klarhed, det føles som om mindet er blevet slidt, som om det var et gammelt fotografi hvis farver er falmede, og når man ser på det må man anstrenge sig for at forstå at de mennesker som er på det virkelige havde komplekse og ægte liv, at de havde sorger og kærlighedsaffærer og livretter, men vi taler ikke sammen længere, og jeg føler jeg skuffer en yngre udgave af mig selv, en udgave der troede at alle brændende følelser og minder ville blive ved med at brænde og føles friske og ægte og skarpe.

 

 

Jeg husker lugten af min farmors håndcreme og min far fortalte mig hvad den duft hed meget senere, kamfer, et ord jeg synes er smukt, og hver gang nogen smører sine hænder ind i den kan jeg se de pærer og æbler og bananer hun skrællede og skar i både foran fjernsynet hvor vi så gamle tegnefilm de uger hvor mine forældre var i Tyskland på grund af behandlingerne.

Min livret var min farmors hakkebøf med bløde løg, men når jeg prøver at lave det selv smager det fadere end det gjorde, mere af mel, så jeg laver det ikke tit, kun engang imellem når trangen bliver for stor.

Engang da vi kom hjem fra Roskilde og hele verden virkede mat som de stikkende plastiklommer man har printark i, bestilte vi hakkebøffer fra kinagrillen. De kom i skumgummibakker og du spiste din portion dobbelt så hurtigt som mig og fik mine rester, og jeg ved ikke hvorfor, men jeg elsker andre mennesker mest, når jeg kan give dem den hakkebøf jeg ikke kan spise eller den omsorg jeg synes de fortjener, jeg ved ikke hvorfor, men jeg elskede dig så højt i de øjeblikke hvor du spiste den grå hakkebøf jeg ikke kunne få ned.

 

 

Hos min mormor lugtede der af tobaksrøg og smeltet smør, over sofaen, hvor min morfar brugte sine dage, hang et stort stofbillede af en hest og et føl, i stærke grønne og glinsende brune farver. Min morfar talte ikke meget, ikke siden blodpropperne, men jeg forstod at hans hoved stadig hang fint sammen, når jeg smuglæste de læserbreve han havde skrevet på sin computer og så hvordan hans modstandere i Hjerterfri hed Krarup og Langballe og Kjærsgaard, og på loftet stod de store kasser med gammelt lego, hvis farver også var falmede, men jeg holdt mere af det end jeg gjorde af de nye og skinnende sæt med gennemsigtigt, farvet plastik.

Engang da vi legede kom jeg til at spise bær af en busk, jeg ved ikke hvilken, men de brændte hårdt og vedblivende i min hals og da mine forældre fandt ud af det greb min mormor, med sine tynde arme, en fukssvans og ville save både bær og busk om, men jeg tror mine forældre stoppede hende, efter de havde givet fået mig til at sværge at jeg aldrig ville spise noget, jeg ikke vidste hvad var, igen.

 

 

Min mor glemte ting til sidst, en aften sagde jeg til hende at jeg var glad for at det regnede for jeg elskede lyden, og hun så forvirret ud og spurgte ”Hvad er regnvejr?” og så løb jeg ind på mit værelse, og min moster kom ind og holdt om mig og sagde at hun havde fortalt hende hvad regnvejr var, jeg vil aldrig nogensinde glemme hvad regnvejr er og tanken gør mig både kold og varm.

 

 

Det stærkeste der er at finde i Harry Potter handler om dementorerne, personificeret depression, hvis navn betyder at ”være fra forstanden”, og stammer fra samme ord som demens, og Ron siger om dem at de føles ”som om jeg aldrig ville blive glad igen” og da jeg læste det første gang vidste jeg at det ville sidde fast i mig.

 

 

Jeg er bange for at blive glemt og jeg er endnu mere bange for at glemme.

At blive så trist og lille og grå at alle omkring mig simpelthen glemmer jeg eksisterer, at jeg bliver gennemsigtig så de ser direkte igennem mig og jeg er også bange for at jeg glemmer dem jeg elsker, jeg gemmer minder fra alle dem jeg har elsket, gamle bøger, noter og fotografier, min far har hele kasser med ting fra min mor og jeg har aldrig kigget i dem, jeg har to bøger fra hende og jeg tør ikke at læse dem, jeg ved ikke om jeg er mist bange for at det vil gøre ondt eller at jeg slet ikke føler noget, at minderne er blevet falmede og tynde som asken fra afbrændt papir, der falder fra hinanden og forsvinder i brisen når man rører ved det.

Jeg læste at vi skal betragte det som en velsignelse at vi glemmer.

At hvis man havde en perfekt, fotografisk hukommelse ville det være svært at leve, man ville blive væk i sine minder og i tvivl om hvad der er virkeligheden og hvad der ikke er.

Men jeg kan ikke slippe følelsen af at jeg glemmer noget vigtigt og det er væk for evigt uden at jeg valgte det, så jeg fortsætter med at fylde mine kasser med gamle fotos, biografbilletter til film jeg ikke husker længere, et gammelt digt, en hastigt skrevet note og et postkort fra Indien og jeg ved ikke hvad jeg skal bruge det til, jeg tør ikke lade være og jeg er så bange for hvor stor verden er og hvor nemt det er at glemme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *