Hvad gør man med stumperne af kærlighed?

Det er skørt som knudrede glaskarafler at ting tager farve af de mennesker, man har oplevet dem sammen med.

Sådan var det med Bon Iver.

Da vi ikke kendte hinanden længere, føltes begyndelsen på Perth som at stå i en nedbrudt katedral, hvis kirkesang for længst var forstummet.

Sandet har slidt gulvet blankt og hvisler stilfærdigt under ens fødder, og man behøver kun gøre sig den mindste anstrengelse for at forestille sig at det ikke er en ruin, men en levende bygning, hvor de levende begraver deres døde og ægter deres elskede og børnene græder, idet deres hovedet døbes i det kolde vand.

Men det er ikke en katedral længere, de farvede glasvinduer er for længst knuste, døbefonten er ituslået og kun murbrokker lægger spredt.

Der er kun konturerne tilbage. Ingen bygning.

Ingen katedral.

Kun mindet.

 

 

Vi plejede at gå ud i Fælleden når jeg havde hjertesorger, vi vandrede langs åen og ned til søen og ud til fiskeplatformene og kiggede på fuglene, mens vi røg cigaretter og jeg talte.

Du sagde ikke så meget, du lyttede mest, det har du altid gjort, undertiden svarede du med en slidt kliché, men fordi den var fra dig og din hadede jeg den ikke, det slog mig så stærkt at al sprog mest er afgjort af den kontekst det siges i, og når vi blev kolde vandrede, det var næsten altid efterår, når jeg havde hjertesorger, så travede vi den anden vej rundt om søen, og forbi fuglehuset som nogen havde tegnet øjne på, og vi grinede lige højt hver gang.

Som regel lavede vi mad, det har altid været vores fremmeste kærlighedssprog, gerne pasta, og på de bedste aftener steg projektet dig over hovedet, en støvsky af mel stod os om hovedet, og når vi endelig spiste, var mørket for længst kommet.

Opvasken lod vi stå og drak billig vin fra Netto på hjørnet af Amagerbrogade, og vi røg så mange cigaretter at vi måtte stavre ned til 7/11 ved Holmbladsgade, hele arkitekturen omkring vores lejlighed sidder stadig fast i mig, jeg ved hvor mange skridt, der er fra hoveddøren til det blå stakit og ned til kiosken, der aldrig havde varer, ned til T. H. Sørensen hvor vi undertiden købte tre håndmadder og et stykke højtbelagt, du ville helst have den med hakkebøf og hjemme ved siden af vores pladespiller stod min udgave af For Emma, Forever Ago og Bon Iver- Bon Iver og samlede støv.

 

 

Du lavede flammkuchen til mig engang jeg kom hjem fra arbejde, jeg tror vi havde været på date dagen før, jeg havde aldrig smagt noget lignende, jeg elskede det og dig og dine brune øjne, og jeg vil ikke have nogen andre til at lave det til mig nogensinde igen, jeg tror ikke jeg kan bære det.

 

 

Jeg ville ikke miste Bon Iver, selvom hun havde lært mig at elske det, så jeg tvang mig selv til at høre det mens jeg græd.

Tomas sagde han havde det på præcis samme måde med det samme album, det er nogle gange rart at opdage at ens lidelse ikke er unik, at man træder præcis den samme vej som andre før en.

Det værste var da hun var ude at rejse og jeg hørte de sange vi havde hørt sammen, internettet var så dårligt dernede, jeg hørte aldrig fra hende og blev til en underlig udgave af mig selv jeg ikke kunne genkende.

Det tog mig så lang tid at sætte mig selv sammen igen bagefter, det skete et enkelt stykke af gangen, men de gamle brikker passede ikke sammen som de plejede, og imens hørte jeg den Bon Iver-plade, som ikke så meget repræsenterede hende, indser jeg, men nok nærmere en drøm om et forhold, der aldrig fandtes.

Jeg tvang min krop rundt i regnen, tørrede mine sko af, åbnede døre og så dem lukke bag mig.

 

 

En dag var Bon Iver noget andet.

Jeg er stadig ikke helt sikker på hvad, nej, det passer ikke, en dag var jeg noget andet.

Bon Iver var bare Bon Iver.

Det gik op for mig at Justin Vernons tekster ikke har noget plot, de fortæller ingen historier, kun frarevne, forvredne billeder og minder og stemninger, ekkoer af noget andet, de fungerer som spejle og jeg så så dybt indt i mit, og jeg er ikke sikker på jeg fandt noget.

Jeg brød mig ikke om hans tredje plade.

Og For Emma, Forever Ago og Bon Iver – Bon Iver står stadig hos Johannes og samler støv, tror jeg.

Jeg hører Perth nu, på Spotify.

Teksten er ”Still alive, who you love” i omkvædet står der, når jeg slår det op på Genius.

Jeg hørte det altid som ”Still alive for you, love”.

Sådan hører jeg det stadig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *