Engang bliver vores kroppe også forladte huse og ruiner

Der var et hus i nærheden af mine bedsteforældres gård. Dets tag og vinduer manglede, og murstenene lå i store bunker. Fra hjørne til hjørne var der trukket et rød- og hvidstribet plastikbånd. Da jeg spurgte min mormor, hvad der var sket, sænkede hun stemmen og fortalte, at den fraskilte mand, som havde boet der, var blevet så ulykkelig, at han havde sprunget sig selv og sine børn og huset i stykker. Nu var de væk. Kun husets rester stod tilbage som et minde om, at det var forgået. Og da jeg besøgte mine bedsteforældre senere, var huset blevet bulldozet og murbrokkerne kørt væk. Plastikbåndet var ingen steder at se. Vi talte aldrig mere om huset.

I mange lande er forladte og nedbrudte bygninger en fast del af landskabet. Måske er der ikke penge til at fjerne dem, måske betragtes de som en naturlig del af verden, og derfor overlades de til vilde dyr og planter. Bliver efterladt i fred.

Det er ikke i lige så høj grad tilfældet i Danmark, hvor forskere mener, at danskerne lider af ruinforbi. Det stammer helt tilbage fra jernalderen. Her var husene bygget af træ og ler, og når de begyndte at smuldre, brugte man resterne som gødning.

Uanset årsagen, så bryder danskerne sig, i modsætning til vores nabolande, ikke om ruiner. Hvis en Fakta lukker og ingen vil overtage bygningen, eller hvis et hus viser sig at være usælgeligt, vil vi helst have det revet ned og ude af syne så hurtigt som muligt.

Med undtagelse af antikke ruiner, gamle borge eller forladte slotte. Dem tilgiver vi og gør til museer eller landemærker, men de nyligt forladte bygninger bryder vi os ikke om.

Tag Ghettoloven fra sidste år. En væsentlig del af loven omhandler de almene boligbyggerier i ghettoområderne. Tolv milliarder kroner blev sat af til nedrivning og omdannelse.

Det virker som om loven ikke kun ønsker at ændre indbyggerne, men at det er selve bygningerne, altså ghettoen, man vil have væk. De er på en eller anden måde inficerede, og må derfor, til alles bedste, rives ned. Det er ikke nok, at de uønskede beboere flyttes til andre steder, hvor de tilsyneladende udgør et mindre problem.

Det er endnu vigtigtigere, at de fysiske minder om ghettoen er væk, før vi kan betragte problemet som løst. Husene kan ikke genbruges. De må væk.

Der er en gammel bygning ved Bytoften i Risskov.

Den tilhørte engang IBM, men efter en omstrukturering i 2014 forsvandt de 1400 medarbejdere, og den tomme bygning stod tilbage. Salget til nye ejere trækker i langdrag, så kontorbygningen står bare og forfalder.

Naboerne kalder den spøgelseshuset og vil helst have den fjernet eller lavet om. Den skaber utryghed, siger de. Junkierne og graffitimalerne har overtaget den. Hvorfor er der ikke nogen, der gør noget?

Jeg tror ikke kun, at det er stofmisbrugerne, de tomme øldåser og de skravlede cirkel-a’er, som er så provokerende. Det er selve ruinens eksistens, fordi den er et spøgelse af en forgangen bygning, der gør os ilde til mode. Den minder os om, at alt har en ende, og ruiner er stærke symboler. Voldsomme totemer. Men tiden er løbet fra totemer, og ingen vil have et minde om livets ende i baghaven.

Jeg forstår godt, hvorfor man ikke ønsker sig en faldefærdig ruin som nabo. Jeg forstår godt, at ghettoerne måske er tjent med fornyelser, men jeg kan ikke lade være med at sørge over de ruiner, vi aldrig får, fordi vi river dem ned, før de kan nå at være.

En ruin til hører i praksis ikke nogen og derfor alle. I Stensballe uden for Horsens leger børnene i den gamle såsædsfabrik, ved Bytoften søger de hjemløse og stofmisbrugerne ly og i Pripjat ved Tjernobyl trives træer og vilde dyr bedre end nogensinde.

Når magten, systemet og det stabile samfund trækker sig fra bygningerne, åbner en uendelighed af muligheder sig. Vores byer er bygget på resterne af andre. Jorden under os er fyldt med fortidens levn og vores forfædres lig. Et lig er vel, i sagens natur, ikke andet end en menneskelig ruin, og måske ser vi vores egen undergang og død, når vi ser på ruinerne. Vi mærker et glimt af, at vi engang også bliver ruiner, at hele vores samfund og alt vi har bygget engang vil blive forladt. Forfalde og forsvinde.

Jeg holder af de forladte steder og de faldefærdige huse. Det føles som en fornægtelse af tiden at sminke landskabet.

Ting, som forsvinder, efterlader altid et hul, men jeg ved ikke, om det nødvendigvis er løsningen at fylde hullet ud.

Man bliver ikke lykkelig af at fornægte sin fortid eller ens dødelighed, og der er noget mærkeligt over, at vi udstiller de gamle borge og de store tårne i København, men bulldozer vores fiaskoer og gamle betonkomplekser.

Det hele er en del af vores fortid, også de grimme og ubeboelige. Jeg vil helst bo i en verden med plads til ruiner og gamle spøgelser.

Også de grimme.

Teksten er originalt udgivet i Magasinet Citat 47

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *