FREMTIDEN

Jeg ved ikke hvorfor jeg tillader mig selv at håbe.

Undertiden føles det som en smertefuld idé, som en sikker vej til nederlag, til skuffelser, til mere af det samme. Men jeg ved heller ikke om der er et alternativ, jeg kan ikke bære tanken om at blive så desillusioneret at jeg ikke længere har fantasi til at forestille mig noget andet end grå cement og døde kroppe i middelhavet, voldtægter og undertrykkelse.

Engang sagde Zizek at det er nemmere at forestille sig verdens undergang end et alternativ til kapitalismen, og han har ret, jeg ved ikke hvad alternativet skal være og hver gang nogen stiller et op bliver det knust af en gigantiske grå maskine, de samme mænd i de samme jakkesæt, der siger de samme ting som de altid siger, og det er aldrig dem selv, der betaler prisen, det er altid nogen andre, nogen uden stemmer, nogen der bliver skudt ved en grænseovergang eller ikke har råd til deres insulin.

Jeg ved ikke om det hænger sammen, men jeg fik et sæt tarotkort for nogle år siden, dengang med Trump og Brexit, jeg blev fascineret af de smukke billeder, men mest af alt af den mulighed de lagde foran mig: Der er tusind fortolkninger, tusind verdener, tusinder af mulige fremtider.

 

 

Jeg lægger mine tarotkort på mit lagen og jeg trækker Månen, jeg trækker ofte Månen; illusioner, frygt, angst, det underbevidste, intuition.

At balancere på en kroget vej mellem to dyr, en krebs kryber op ad floden (der aldrig er den samme, ved vi) og udsætter sin hårde skal og sit bløde indre for den kølige natteluft og månens drømmeskær, jeg har altid elsket månen, man bør betragte dem der ikke elsker månen med skepsis, månen er en kvinde og kvindehadere er altid onde.

 

 

Jeg trækker ofte Månen, og den siger ikke meget, den er mystisk, den taler fortsat om en mørk vej, en balancegang, skygger der løber og forsvinder, at drømmene og illusionerne kravler ind over virkeligheden, vogt dig for gamle fjender og fatamorganaer og drømmesyn og opspind.

Jeg blander kortene grundigt, jeg har aldrig brudt mig om spejle og skyggefulde kroge om natten, en jeg elsker kan høre flagermusene, men jeg kan ikke, kun regnen hvis den er der, måske derfor holder jeg af regnen, stilhed kan brydes voldsommere end summen.

 

 

Engang ved nytår, da jeg stadig boede på Amager, havde Petra små hestesko af tin med, de var fine og små, men overraskende tunge, og hun sagde at i Finland spåede man i tin.

Vi lagde dem i en grydeske af støbejern og holdt dem over gasblusset til de smeltede og kastede dem i koldt vand og tog dem op. De hvæsede og dampede når det smeltede tin ramte vandet, og dunkede hårdt når den kølige bleggrå masse ramte spandens bund.

Vi samlede dem varsomt op, og efter Petra anvisninger tændte vi høje stearinlys og ventede til mørket faldt på og holdt vejret og tinstykkerne op foran flammerne og tydede deres skygger. En var et fuglenæb (held), en anden en tung mønt (velstand) og andre forvitrede og krogede (mange børn).

Min var en fjerpen, heldige skriverier, et fyrtårn, et skifte, men tydeligst en huggende slange, en advarsel om at ens fjender smeder rænker, at de konspirerer bag ens ryg, vi lo meget af det og skålede på min fremtidige succes som forfatter.

Jeg kiggede mig over skulderen senere, da jeg hentede cigaretter og ginger beer til en rest af rom vi fandt i min vindueskarm, og jeg kiggede igen på vej hjem.

 

 …

 

Engang til min fødselsdag sent om natten, tegnede vi et Ouijabræt op og fandt et af de whiskeyglas min lillesøster gav mig til jul og skiftedes til at stille spørgsmål, efter Liva bad Frans af Assisis bøn, den der handler om at ændre hvad man kan og accepterer det man ikke kan.

Vi spurgte om vores fremtid, om kæresteforhold og held med at finde boliger, og jeg spurgte mere selvsikkert end jeg var om jeg ville kunne leve af at skrive og glasset fandt vej til ”nej” og jeg blev stille af det, der er vel ikke noget mere arrogant end at tro man skal leve af sin kunst, og det er tåbeligt at stille mørket spørgsmål man ikke vil have svar på og Amalie mente at det nok mest handlede om at jeg også skulle lave noget andet, og da vi skrev om det næste dag på Facebook forsikrede vi begge hinanden om at vi ikke troede på den slags, obviously.

 

 

Nikita sagde til mig, da jeg havde drukket min tredje sambuca, at vores fremtid står på en knivsæg, at vi blev nødt til at lægge vores tidligere idéer om politik fra os, hvis vi ville redde verden som vi kender den, at koalaerne er væk i Australien, brændt op i skovbrande, og jeg forsøgte at mønstre et forsvar for en verden, der også handler om de svageste og ikke kun middelklassens klimaangst, men jeg kan snart ikke skille ting fra hinanden, jeg er så bange for at Boris Johnson vinder, at hele verdens ledere bliver forkvaklede afstøbninger af mennesker som Donald Trump, polerede mænd, der afskyer deres kvinder og tusind andre paroler jeg har sagt tusind gange, det føles så let at blive nihilist eller værre realist og give op og hade andre mennesker for deres dumhed, deres overfladiskhed, deres manglende dybde og forståelse.

Men jeg vil ikke indskrænke virkeligheden til en enkelt verden, en enkelt virkelighed, jeg vil have at tusind virkeligheder som sæbebobler svæver blandt hinanden, jeg vil helst elske også dem, der ikke ligner mig, jeg bliver nødt til at tro på at det kan og vil blive bedre.

Mens jeg drikker den fjerde sambuca forsvinder en af de 200 dyre eller plantearter, der hver dag uddør, og de kommer aldrig til at findes mere.

 

 

En veninde lægger ikke horoskoper, man kan ikke spå i fremtiden, alt hvad vi er og har er ikke fastlagt, kun stjernerne i det øjeblik vi er født, men min veninde Stine kender ikke sit eksakte fødetidspunkt, hun ved ikke engang om den dag hun har fødselsdag, er den rigtige, eller om de bare opfandt det på børnehjemmet, vi ved ikke hvad vi skal sige.

Jeg holder hende meget tæt, før vi skilles ad og går i seng, men jeg frygter at det mest er for min egen samvittigheds skyld.

 

 

Jeg bliver ofte kaldt drømmer og idealist, verden er som den er, vi må acceptere dens ondskab siger de, og jeg spørger mig selv om mine tarotkort eller deres fatalisme er mest frygtelig og skæbnetro og begrænsende. Man sagde det samme til slaverne, til kvinderne, der ville have stemmeret, til dem, der ville bygge et offentlig sundhedssystem og en verden, der var marginalt mere barmhjertig ved de svageste.

Når nogen siger at noget er urealistisk eller utopistisk eller at tanken er god men umulig, føles det som om de gør vold på fremtiden, som om de binder den i lænker og kræver af den at den ikke kan vokse, men kun løbe som en gravet kanal i en retning, som om den ikke havde et utal af muligheder, og ingen bør lytte til dem, ingen kan eje fremtiden, vi går på en månebelyst og snoet vej som en kravlende flodkrebs, og vi skal ikke vogte os for drømmesyn, vi skal holde dem tæt ved hjertet, veje bliver altid skilleveje og skillevejene bliver skilleveje.

Floden er aldrig den samme som den var, engang drømte mennesker om andre verdener end den de beboede, og som de fik fortalt var, som den burde være, som den kunne være, jeg håber ikke vi er holdt op med at drømme, jeg har ikke set nogen gode grunde til at lade være, selvom jeg ængstes om natten og ikke hører flagermusene og månen svøber alting ind i et blåligt lys, der får virkelighed og drøm til at flyde sammen.

Hvis virkeligheden er grusom, er der ingen gode grunde til ikke at tvinge den til at tage form efter drømmen.

Vi har gjort det før.

Vi kan gøre det igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *