IMOD HÅB

Indeholder omtale af selvmord, død, håbløshed og mørke.

 

Den sidste sommerfugl af arten Xerxes Blue forsvandt engang mellem 1941 og 1943.

Dens levesteder forsvandt i takt med at forstæderne uden for San Francisco skød op, samlere indfangede dem og satte dem på nåle bag glas, og deres blå farve er falmet med årene, nu er de grå og tørre, så delikate at man ikke kan røre dem uden at de falder fra hinanden.

De forsvandt før kameraet blev udbredt, jeg kan ikke finde et billede af dem, kun rekonstruktioner i mikroskopiske opløsninger og den falmede blågrå farve, glas, nåle, støvet, dæmpet olielys.

 

 

Jeg er løgner. Jeg er ikke håbefuld, jeg er uden håb.

Hver gang nogen lover en anden virkelighed, en med mindre krig og flere træer og mindre grusomhed bliver deres drømme slået i stykker mod virkelighedens klipper, og fordi jeg vover at håbe splintres jeg også mod klipperne, og for hver gang bliver det sværere at ville mig selv tilbage til en helhed, det føles som om jeg efterlader en splint hver gang, et lille stykke af mig selv.

Jeg glemte at tage mine antidepressiver i går, og jeg tilbragte først aftenen og så natten med at græde og fortryde mine handlinger, og tænke over at jeg havde forsøgt at række hånden ud til en, jeg troede manglede den, men endte med at skubbe dem væk.

Det føles som om vi står foran en maskine, der er så uoverskuelig og monstrøs at dens tandhjul ikke engang standser når den maler vores knogler til benmel, den er ikke engang ondskabsfuld, og de som forsvarer den er ikke ideologer, de er statistikere og ingeniører, ”det er sådan det bliver nødt til at være,” siger de og sidste år døde 256 danskere som følge af stoffer og jeg kender ikke tallene for de, der hængte sig i garagen eller blev myrdet af deres mænd.

I Bolivia erklærede Jeanine Áñes, efter at den indianske præsident Evo Morales og hans parti var drevet bort, at Pachamama, de indfødtes gudinde, aldrig igen ville få adgang til præsidentpaladset.

Bolivia, sagde hun, mens militæret svang deres rifler, tilhører Kristus.

 

 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med min kristendom, jeg tør ikke tro på et liv efter døden, jeg tror ikke på mirakler.

Det eneste jeg kan finde trøst i er, at Gud, da han var menneske, var håbløs.

På korset græd og skreg han, og han råbte og spurgte: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Ingen svarede ham, og ingen har nogensinde svaret ham, og ingen svarer mig eller os, når vores liv smuldrer mellem vores hænder, jeg synes hænder er så smukke, jeg kan kigge på dem i timevis, jeg er født med tolv fingre, og det smukkeste ved mig er mine lange, tynde fingre, og de stumper, hvor mine knogleløse ekstra fingre blevet skåret af ved roden.

 

 

Jeg er uden håb, men jeg går stadig, vejen er så lang, den strækker sig uendeligt ud i fremtiden, og ofte siger jeg til folk at verdenshistorien er kort, at vi ikke kan vide noget om hvor vi ender henne, men det er så svært, så umuligt og smertefuldt at fortsætte med at tro på noget bedre, når alt tyder på det modsatte,

Jeg, vi, kommer aldrig til at se en Xerxes Blue, de er væk, de er smuldret mellem vores hænder og vi ved ikke engang hvornår præcist det skete.

Der er kun ekkoerne tilbage, indkapslet bag falmet glas.

 

 

Jeg håber ikke, men jeg elsker, jeg elsker brændende og for evigt, og jeg kan ikke give op, ikke engang hvis jeg havde lyst. Ingenting slutter nogensinde.

Der er en linje i et af mine yndlingsdigte, i T. S. Eliots Hollow Men.

De fleste husker slutningen, om at verden ikke ender i et brag, men i en stønnen, men for mig er det en anden linje, en underlig linje, der har sat sig fast, en slags mærkeligt ekko af et håb, hvor der ikke er mere tilbage, en Xerxes Blue bag støvet glas:

Between the conception
And the creation
Between the emotion
And the response
Falls the Shadow
Life is very long

Det er sandt, ved jeg dybt i mine knogler, livet er meget langt.

Glædelig jul.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *