Noter om tilintetgørelse og ingenting

Reject the system dictating the norms
From dehumanization to arms production,
To hasten this nation towards its destruction,
It’s your choice,
Peace or annihilation

– Crucifix, Annihilation

Jeg spoiler en lille del af Disco Elysium, Annihilation og omtaler selvmord i følgende tekst.

Hvis hele mit liv var blevet strakt ud foran mig, før jeg blev født, hvis al smerten og lidelsen og tvivlen og kærligheden og glæden og varmen og mørket var blevet lagt ud som et åbent kortspil, ville jeg så have sagt ”ja” til at eksistere?

Tankeeksperimentet er i sig selv absurd, der er ikke meget at finde i det, for det ikke at eksistere er umuliggjort fra det øjeblik man bliver bevidst om sig selv – man kan ikke vælge at ende sit eget liv uden at det har voldsomme konsekvenser for andre mennesker, som heller ikke har valgt at være bundet fast i kød og blod og lænket til denne verden og dens indbyggere.

Selvmordet er, selvom det må forstås som en, for de som er syge, i øjeblikke rationel udvej af en smerte der føles uendelig, ikke en ren vej til ikke-eksistens eller udfrielse, den er betændt og smertefuld, væskende som et inficeret sår eller korrumperede filsystemer, fyldt med ekkoer af forsvundne muligheder. Det er ikke ansvarsløst at tage sit eget liv, det er ikke at være fri for eksistens.

Det er ikke en brugbar udvej, ikke for mig, i hvert fald, og jeg tvivler ærligt på om nogen ville vælge den, hvis de var ved deres fulde bevidsthed og fik den hjælp de behøver, men vi efterlader folk i ensomhed og sorg og fattigdom (åndelig eller materiel) og i den nuværende verden kan man ikke gøre sig til dommer over den slags, hvis overhovedet.

Alligevel kredser mine tanker om ingenting, om tilintetgørelsen, om en eller anden slags udfrielse, måske fordi jeg selv har så svært ved at mærke mig selv i de her dage, selv når jeg ser på dem jeg elsker føler jeg mig bleg og gennemsigtig, jeg har fået halskvaler og den skurrende, varme smerte i min strube minder mig om at jeg findes, at min krop er virkelig, og jeg tager tøj på og handler panodiler, brød og hyldeblomstsaft, udholder regnen indtil jeg kan lukke døren bag mig og igen komme så tæt på at være ikke-noget som jeg kan.

 

 

I spillet Disco Elysium, som er underfundigt og smukt og sjovt og tragisk som kun de bedste romaner, eksisterer verdens kontinenter ikke på samme måde som i vores univers. Imellem dem er ikke have, men i stedet ufremkommelige tåger af intethed, kaldet the pale, blegheden, som driver mennesker, der bevæger sig ind i dem, gale, de glemmer hvem de er og hvor de kommer fra, og man kan kun navigere igennem blegheden på lynhurtige raketter i så kort tid som muligt, der er procedurer og kvoter for hvor længe mennesker må opholde sig i blegheden, for ikke at blive fortabte og triste og uvirkelige.

Den verdens videnskabsmænd har en teori om at blegheden langsomt udvider sig, at den engang vil brede sig til hver eneste afkrog af universet, deres udgave af vores univers langsomme forfrysning, indtil ingenting kan siges at eksistere længere, og jeg blev meget rørt af den tanke og det billede, i vores univers vil alting gå langsommere og langsommere, indtil ingenting nogensinde bevæger sig mere, jeg tror jeg ville foretrække ingenting i stedet for en standset model af et tiltagende tomt univers.

Revachol, den faldne by hvor spillet foregår, er et magisk sted, revolutionen og håbet om en bedre fremtid er vævet ind i den og selvom en international koalition af kapitalstater ”lod masken falde”, som det siges, og bombede nådesløst indtil unge fristat betingelsesløst overgav sig, er drømmen og det ulmende krav om en anden virkelighed, der ikke endnu eksisterer, stadig hamret ind i de knuste brosten og de gamle bunkere, en anden virkelighed før intetheden tager dem.

Der er et smukt øjeblik i spillet, der er mange, men et foregår i en gammel kirke, som en gruppe unge hardcoremusikere vil omdanne til en natklub, der er bare et problem; en hacker har stillet sine maskiner op i den ene ende af kirken, ved siden af det knuste rosenvindue, og optager døgnet rundt lyd fra et punkt lige ved kirkens tårn, et punkt man opdager er en sfære af to millimeters omkreds, hvor et blegheden knusende, umuligt langsomt er ved at brede sig.

Det lykkedes at slutte fred mellem hardcore-musikerne og hackeren, og i sidste ende bruger musikerne en optagelse af intetheden i deres musik, en vældig bas-og-diskant, et udsnit af ikke-eksistens, der får hjerter og vægge og hjerner til at vibrere og ryste og summe og hovedpersonen leder en ekstatisk dans.

Musik af ingenting, den tanke holder jeg af, selvom al musik måske, i en eller anden forstand, er lavet af ingenting.

 

 

Min psykolog fortalte mig at det at få børn er at udslette sig selv på en måde, og at der er en udfrielse her, og det rørte mig, jeg har også et behov for ikke at være for min egen skyld, for at min eksistens brænder op i andres lys, selvom tanken er både skræmmende og vanvittig.

 

 

Jeg har aldrig helt forstået hvorfor filmen Annihilation har det navn den har, udover at det er et smukt ord, der er ikke tale om en tilintetgørelse, der er tale om en spejling, ingenting går under i Annihilation, alting bæres ufuldkomment videre, forvrængede spejlbilleder, som i den uforklarlige scene hvor Lena bliver overrasket af to hjorte, hvis gevirer har spirende blomster, de bevæger sig synkront, stirrer på hende, forsvinder, og i filmens klimaks bevæger Lena sig synkront med sin egen dobbeltgænger og vi stirrer på hende, og slår sig selv ihjel ved at følge hendes bevægelser, og jeg tror Annihilation siger mere om hvordan vi, når vi ser på verden, stirrer ind i et spejl, og jeg kan ikke lade være med at følge en sorg, som et svagt sidestik, over at kalde det spejl for tilintetgørelse, selvom det måske bærer en vis sandhed i sig.

 

 

Jeg håber, og tror, at jeg havde sagt ja til at eksistere hvis mit liv havde været lagt ud foran mig som en serie af dominobrikker, også selvom det undertiden føles som om jeg ikke helt er tilstede, som om mine molekyler er spændt udover for meget rum, det ophører også engang, livet er vel et spejl, og selvom de øjne der stirrer tilbage lig nu er mørke og indsunkne er det ikke en evig sandhed, og det bringer i øvrigt uheld at smadre spejle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *