KOKSGRÅ

Jeg læste engang en historie om en fabrik i en mineby, hvor stærke hænder gravede rå timer op af jorden.

Timerne tog form af ujævne krystaller, og måtte opvarmes og forfines før de kunne bruges til at forlænge menneskers liv eller forkorte produktionstiden på en fabrik.

En dag bliver fabrikken bombet af anarkister, men de mange timer strækker eksplosionen udover så lang tid, at arbejderne simpelthen efterlader deres værktøj ved arbejdsbænkene og fortrækker sig uskadte, og i ro og mag se eksplosionen æde først arbejdsbænkene og siden vinduerne og så fabrikken, en millimeter om dagen, verdens langsomste katastrofe.

De sulter imens naturligvis, man kan ikke arbejde i en fabrik, der er flere år om at eksplodere, splinterne river sig fra hinanden og landet affolkes, mens en ildkugle med samme hastighed som en gletsjer æder øen op.

Jeg tager mig selv i at stirre ud ad vinduet i toget eller ind i stearinlys.

 

 

Jeg er trykket i maven, det føles som om min appetit har vendt sig mod sig selv.

Jeg læste om en svampeart i Tjernobyl, der kunne trives i radioaktivitet, den var sort eller nærmere mørkegrå, jeg håber jeg kan lære at trives farlige steder, men jeg har ikke lyst til at blive koksgrå.

 

 

Undertiden kommer jeg op til overfladen, det kræver en voldsom kraftanstrengelse at rydde op når vandet er ude af min næse, mine venner er meget bekymrede, jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dem.

Jeg er blevet god til at smugle beskidte, dybe tallerkener ud i køkkenet om natten og vaske dem stille op, det er nemmere end at forklare.

 

 

Jeg kan ikke helt slippe tanken om at det er mit eget ansvar. At jeg skulle have været stærkere eller mere overbevisende, jeg fortæller mig selv at jeg ikke må tale grimt om mig selv, at jeg ikke skal føle så meget skyld, men jeg er ikke så overbevisende, det føles som om jeg lyver og jeg kan ikke bruge løgnere til noget, så jeg står overfor mig selv og hvis der skulle have været nogen stor kærlighed er den dækket af rim, den gør ondt af røre ved og jeg har glemt mine handsker.

 

 

Det er ikke fordi jeg tror at alting bliver ved med at være sådan her, men selv alle gode råd og intentioner og fakta i verden kan ikke redde mig lige nu, jeg må finde noget andet.

Jeg vil gå langt igennem det her mørke, indtil jeg finder det, men jeg går på grus og mine fodsåler smerter langsomt og den anden dag skulle jeg vaske et krus, men hanken var smadret, og da jeg vendte det i hænderne borede det knuste porcelæn sig ind i det bløde stykke mellem min pege- og tommelfinger, men jeg opdagede først blodet og den røde afskrabningen senere, da jeg gik i regnen, og nu smerter det fjernt når jeg rækker hånden ud.

 

 

Man får ondt i hovedet af at græde meget, jeg skriver en e-mail til min læge om en lægeerklæring, det føles pinlig. Da min moster var bekymret den anden dag blev jeg vred og fortrød med det samme og nu skriver hun ikke til mig.

Jeg trækker vejret langsomt i dag, lægger jeg mærke til.

 

 

Hvad skal jeg gøre med stumperne af mig selv?

Det føles som om jeg ser på en katastrofe i slowmotion og katastrofen er mig selv, og jeg river mig til blods når jeg samler skårene op, jeg føler mig så mikroskopisk.

I min vindueskarm står lyngblomster og min tomatplante, den ene døde, jeg vidste ikke hvordan jeg skulle redde den efter at toppen knækkede af.

Den anden står stadig, standhaftigt, nærmest i trods, men dens blade er blevet sarte, jeg vander den med lunkent vand fra en glemt kaffekop og holder vejret meget langsomt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *