Jeg drømte jeg var en ung pige

Jeg drømte jeg var en ung pige uden forældre, i hvert fald var min rigtige far flyttet væk og havde fået et nyt barn. Han besøgte mig undertiden, men betragtede mig med et grimt blik, noget var i vejen med mig, noget farligt, som gjorde mig ulykkelig, men som jeg ikke helt forstod. Han holdt afstand.

Min mor var ingensteder.

Så jeg levede på et børnehjem og havde et bånd til de andre børn der, bortset fra en ældre dreng, der ydmygende og falsk-kærligt rodede mig i håret og hviskede at jeg aldrig måtte glemme at han kunne ødelægge mig.

Om aften så jeg på stearinlysene, det føltes som om de små flammer var ligesom mig, varme og alene og skrøbelige, og de ansatte på børnehjemmet viskede om mig og pustede lysene ud hvis de så mig stirre for længe på dem. Undertiden om alvorlige læger og tog tests af mig, jeg snød mig til at kigge på deres papirer og der stod ord jeg ikke forstod, pyrokinese, latent, akut og ord jeg forstod, unormal, afvigende, farlig.

Nogle gange når jeg vandrede alene gennem byen kom jeg til at se et sært hus, der boede to mænd, flotte, en af dem gik i læderjakke og drillede mig og med tiden lærte han mig at skyde dåser med en luftbøsse i deres baggård, når jeg var hos dem følte jeg mig hjemme. Den anden smilede varmt, han have mørke, funklende øjne, og lavede røræg til mig, og de fløj undertiden pludseligt væk i deres hoverfartøj og kom tilbage med indbundne arme og mørke tanker, men de smilede stadig til mig. En dag kiggede jeg ved et uheld i store garage, der var kasser med våben, medicin og da de fandt mig holdt de mig tæt, men fik mig til at sværge aldrig at fortælle nogen hvad jeg havde set, og jeg lovede og de stolede på mig og i deres stue hørte vi gamle plader med franske sangerinder.

Byen jeg boede i, pumpede olie op fra en dyb undergrund, alle arbejdede med olien, det var hårdt og farligt arbejde, en dag blev alle børn sat op i en lang linje med en dunk råolie og måtte møjsommeligt gå op ad en stejl bakke og aflevere dem i kontoret, ham der mobbede mig låste mit værelse og sørgede for jeg kom som den sidste og måtte vente længst i kulden, men når mine venner havde afleveret deres dunke kom de tilbage og holdt mig med selskab og endelig nåede jeg frem til kontoret, men døren blev slået op og min plageånd skubbede til mig og jeg tabte dunken, og ifølge reglerne måtte jeg derfor begynde forfra, der var små istapper på mine øjenbryn, jeg rystede og mine skridt blev stive, men jeg gjorde det igen, og så kom han ind af døren igen og stirrede på mig med et ondt, rødt smil, men jeg ville ikke gøre det igen, jeg kunne ikke, så jeg skreg, og han slog ud efter mig og ville mig ondt og jeg ved ikke hvad der skete, men en ild voksede fra mig som blev til et flammehav der opslugte ham og brændte ham op, han nåede knapt at skrige mens hans ansigt smeltede, benzinen blev antændt, alting brændte og brændte og brændte, kontoret og dets ansatte, alle dunkene, hele verden lod til at brænde og jeg stod alene i det, uskadt af flammerne, og skreg og græd og skreg og græd og græd.

Jeg vågnede op i asken, mine venner fra børnehjemmet kom løbende, de havde gemt sig i en bunker, men de skreg at jeg måtte flygte, mænd i blanke visirer og våben kom efter mig, de havde brandsikre uniformer på. Jeg forsøgte at løbe, men snublede i de brændte planker, ru handsker greb mig og det blev mørkt igen og jeg vågnede i mørket og opdagede det var en celle, jeg havde en tynd hvid patientdrag på, jeg følte mig nøgen og krympede mig sammen i hjørnet, to gange om dagen kom en mand i kittel ind, han tog min temperatur og spurgte hvordan jeg følte mig, de serverede grød for mig om eftermiddagen.

En dag, jeg ved ikke hvornår, kom manden i kitlen ind og tog mig med til et anden lille rum, et med en stol og et vindue, og på den anden side sad min far og hans nye datter, hun var yngre og kønnere end mig, og selvom jeg var vred på hende fordampede det raseri da jeg så ind i min fars bebrillede blik, han var skuffet over mig, sagde han, han havde håbet at jeg ville styre mig, og mens han talte sådan om mig legede han med sin anden datter og jeg blev stille, selvom noget rasede i mig, en stump varme som glødende kul, han blev ikke længe, ville han bare sige, faktisk var det her en slags farvel. Hverken hans familie eller hans karriere kunne bære at have kontakt til sådan en som mig og så eksploderede alting igen.

Jeg brændte og han brændte med mig og hans datter også og lægerne i deres kitler og glasset imellem os og den tynde patientdragt de havde givet mig, som jeg hadede, alting brændte til aske og jeg kollapsede ikke, jeg blev ved med at brænde, jeg brændte så meget at jeg løftede mig over jorden og fløj så højt op i luften at jorden forsvandt under mig og luften blev tynd og jeg blev let i hovedet. Der var ikke mere ild, ingenting, jeg var for svag og jeg faldt ned mod jorden igen, når jeg ramte jorden under mig ville jeg blive knust og dø, og måske var det også det bedste. Vinden suser omkring mig og heroppe er stjernerne og månen meget tydelige, men de forsvinder hurtigt, jeg lukker øjnene.

Et puf mod min skulder, jeg ser ind i manden med de mørke varme øjnes ansigt, han smiler hvidt til mig, jeg forstår ikke.

Han forsøger at tale til mig, men jeg kan ikke høre ham i vinden, han har en dragt på så han kan svæve, jeg bliver bange, mine hænder bliver gloende, han ser alvorligt på mig, og så tager han fat i den maskine, der skaber svævekraften, han river den af sin dragt og med to kabler binder han den fast til mig, han kigger mig i øjnene, han smiler og skubber sig langt væk fra mig, jeg skriger, jeg tror jeg græder, men vindmodstanden er så hård at mine tårer med det samme bliver kastet væk, jeg kan mærke mit fald blive langsommere, jeg har tabt ham af syne, jeg taber virkeligheden af syne.

Jeg vågner op i en seng, min ven, ham der lærte mig at skyde, sidder ved siden af mig, han har mørke rande under øjnene, han holder min hånd og er glad for jeg lever, de havde ledt længe, de havde ligger i skjul efter mig ude foran institutionen i ugevis, da den eksploderede og brændte til aske, det var et held de kunne nå mig, men han bliver også stille, og jeg forstår at hans elskede døde for at redde mig, og jeg græder og omfavner ham og han holder mig helt tæt, og ser på mig, og jeg forstår et mørkt sted inde i mig at jeg har hævn og retfærdighed at udøve, gengæld for blodet, noget er galt med verden og jeg skal brænde den til den er renset.

Så vågner jeg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *