Den Splittede Gud: Et brev til Hong Kong

Siden det arabiske forår i 2011 er verden blevet rystet af pludselige tektoniske skift i det politiske landskab.

Den sikkerhed, der engang prægede hver eneste diskussion om den globale økonomi er, efter ti års krise, blevet gjort til skamme. Set herfra kan vi sige at ”Historiens Genfødsel”begyndte i Algeriet eller Egypten, men nu har genfødslen spredt sig og ryster selv de rigeste landes fundament, under de travle, skinnende byer, bygget på årtiers økonomisk spekulation.

Steder, der engang blev anset som værende på sikker grund – og kun behøvede sporadisk tilsyn fra teknokratierne i tænketankene og centralbankene – har vist sig at være opført hvor kontinentalpladerne skiller.

Hvordan ser historien så ud, nu den genfødes i Hong Kong? I har bedre udsigt end os, selvsagt – grædende øjne i tåregassen, blodige tænder, knasende cement og asfalt, støv, sved. Denne nærhed har sine fordele, ingen, der ikke har oplevet, hvad I har oplevet, kan sandfærdigt berette, hvad I har følt og gjort og lidt i det sidste halve år. Men den medfører også en vis klaustrofobi, kroppe der presses sammen, politiskjolde, der masses fremad, omklamrede slagsmål på metroen.

Undertiden kan nærhed kvæle perspektiv. I midten af ting som dette kan de mindste kampe fremstå som krige, de ubetydeligste skænderier kan vokse sig til mytologisk konfrontationer. Det kan være sundt at indhente udefrakommende synspunkter, et friskt perspektiv, som et nyt landkort eller et crowdsourced vejkort af politiopstillinger, et hjælpemiddel til at udmanøvrere sine fjender.

Set på afstand virker begivenheders bagvedliggende logik ofte uigennemsigtig. Men kampenes intensitet betyder også, at de, der ser til fra afstand, ofte vil se med et grådigt og opportunistisk blik på jeres bevægelse, de vil lede efter muligheder for at bruge den som en kølle i deres egne, lokale kampe. Dette kaldes ofte ”solidaritet” af aktivister og er i det store og hele harmløst, så længe det ikke er andet end en opvisning på de sociale medier, siden den slags mennesker kun har ringe magt og ikke kan tilbyde nogen materiel opbakning af større betydning.

Det er i højere grad farligt, når denne opmærksomhed kommer fra politikere og forretningsfolk, der har mulighed for og grund til at sætte statsapparatet i værk på forskellige retninger. På den måde er et besøg i Hong Kong fra en politiker som Ted Cruz ikke bare en gestus, og det har mere end symbolsk betydning at demonstranterne i Hong Kong vifter med amerikanske flag og søger amerikansk indgriben (mere eller mindre direkte), man er endda gået så vidt som til at anmode selveste Donald Trump om støtte.

Nu hvor Hong Kong Human Rights and Democracy Act er vedtaget i det amerikanske lovmaskineri og har modtaget præsidentens velsignelse, viser disse strategiers komplikationer sig tydeligt.

Disse begivenheder har fået en blandet modtagelse i USA og andetsteds. På den ene side har de, der betragter sig selv som venstreorienterede, taget afstand til billeder af Joshua Wong, der vidner foran den amerikanske kongres eller Ted Cruz, der fotograferes med demonstranter i Hong Kongs lufthavn.

Denne afstandtagen er banal og udgør ikke andet end at irettesætte naive indbyggere i Hong Kong for at række ud til den moralsk kompromitterede amerikanske højrefløj, der for tiden udgør landets regering. Måske er nogle af jer idioter (i så fald kan jeres følelser være sårede) og måske af nogle af jer fjender (i så fald: Who cares). Men, for langt de fleste af jer, er det sikkert at antage at I – ligesom basalt set alle andre i verden – er  udmærket klar over at USA ikke er jeres venner.

Den venstreorienterede kritik skyder derfor rent forbi. Undertiden kan en mere nuanceret version af denne kritik dog antyde konturen af en sandhed: Amerikansk intervention vil ikke være så ladesiggørlig eller ønskværdig som man tror. Denne vinkel vil vi vende tilbage til.

På den anden side må det indrømmes at den brede modtagelse af lovgivningen i USA har været mestendels positiv. Dette er, i hvert fald delvist, en følge af en ny koldkrigsdiskurs fra den amerikanske højrefløj, et forsøg på at skjule deres egne autoritære tendenser ved at pege på den truende fjender, der nærmer sig fra øst. Dette forklarer den brede opbakning protesterne i Hong Kong har i den vestlige verden, en luksus, der aldrig tildeles optøjer i Ecuador eller Paris og aldrig nogensinde i selve USA. Denne, ofte overdrevne, opbakning til protesterne i Hong Kong (selv når de er voldelige) fra de massive mediemonopoler har udstyret os med en case, et eksempel på hvordan reel folkelig opbakning ser ud og eksisterer for denne slags begivenheder. Det er ikke muligt, i denne forstand, at reducere den amerikanske, folkelige opbakning til en enkel sag om højreorienteret propaganda. I stedet kan vi argumentere for at den positive modtagelse har givet os et glimt af hvordan tingene ser ud når medierne, for en gangs skyld, ikke er i gang med skiftevis at fordømme og forblomme begivenhederne, men faktisk rapporterer hvad der sker.

Det er derfor oplysende at se på hvordan begivenhederne i Hong Kong er repræsenteret i de vestlige medier, især i de amerikanske, og hvordan indbyggere i Hong Kong har forsøgt at appellerer bredt til den amerikanske befolkning (og til amerikanske politikere, specifikt), i håbet om en eller anden slags intervention. I de vestlige medier ser vi et uendeligt fokus på de ”demokratiske” aspekter af protestbevægelsen, hvilket aldrig defineres eller dvæles ved.

Dette medvirker til at skabe en formodning hos læserne om at demonstranter simpelthen protesterer for at opnå noget, der minder mere eller mindre om det amerikanske politiske system. Dette er selvsagt formålet for nogle af demonstranterne, for hvem logikken ”min fjendes fjende er min ven” er trængt dybt ind i blodet – resulterende i en uhelbredelig ødelæggelse af deres mentale formåen. Men vi må formode at de, der med oprigtigt håb vifter de amerikanske flag, er betragteligt færre end både medierne eller ”venstrefløjen” forestiller sig.

Hong Kong har en central placering i spillet om global magt, og det er derfor svært at forestille sig en udgave af Hong Kong-demonstrationerne, der ikke ville være tvunget til at involvere beskidte geopolitiske tricks som f.eks. at appellere til USA i større eller mindre grad. Det er en enkel strategi mod den værste undertrykkelse: God PR i USA og gunst hos de amerikanske politikere (hvem går op i på hvilken side af den grundlæggende ensidige politiske maskine, de egentlig er på?) besværliggør begge, marginalt eller ej, indsættelse af det kinesiske militær fra fastlandet. Den ene ulempe er, at det gør det langt lettere for den kinesiske stat at pege på sådanne henvendelser til USA, som tydelige beviser på udenlandske indgriben i indenlandske affærer.

Dette er formodentlig uundgåeligt, men det driver en næsten usynlig kile ned mellem demonstranterne og deres potentielle allierede på fastlandet. Måden demonstranterne har, indtil nu, blankt ignoreret udsigterne til en sådan alliance er i øvrigt så langt det svageste aspekt af bevægelsen. Men selv hvis vi anser henvendelser til vestlige politikere som nødvendige, er det nemt at tale sig selv blind, opstylte de hårde ofre som realpolitik kræver, som om hver eneste demonstrant var Henry Kissinger. At gøre sådan er at glemme at de konkurrerende nationale interesser som ideen om realpolitik udgør, altid har været en myte, for at tilsløre den uimodsagte og totale iværksættelse af amerikansk udenrigsmagt.

Det er sandt at demonstranterne i Hong Kong har et snævert territorium at operere på. Men det gør det kun desto vigtigere at det reelle terræn er så tydeligt som muligt. Og lige nu er dette terræn ved at blive indhyllet i en tåge af geopolitiske fatamorganaer, der forblinder demonstranterne fra potentialet på fastlandet, og samtidig trækker dem tættere på det falske lys fra den fjerne amerikanske titan. Hvad betyder alt dette? Lad os bruge en metafor: Demonstranterne taler om USA og Kina som to guder, der står på hver sin bjergtop, låst fast i tvekamp.

Håbet er at for at undgå at knuses under Kinas fødder, må Hong Kong anmode USA om beskyttelse. Måske vil USA række ned fra skyerne og holde Hong Kong i sine hænder eller måske vil USA bare beskytte Hong Kong fra det værste af Kinas vrede. Måske ikke engang så meget. I årevis har demonstrationer i Hong Kong erklæret at byen er døende – eller allerede død. Måske er håbet er håbet ikke at redde Hong Kong, men at få udbetalt blodgælden for drabet – og hvilken gud er bedre til dette end den blodigste og mest hævntørstige af alle?

Men de to lande er ikke guder, de er ikke engang lande, i den geopolitiske forstand. Kina og USA er blot to store parter i en enkelt global økonomi, der driver af selvmodsigelser. Når disse selvmodsigelser intensiveres, ser det ud som om at disse to dele af den samme krop, vendt mod hinanden, er to distinkte parter i konflikt. Det er let at lave den fejl, mens guderne kæmper i himlen og vi forsøger at undgå at blive knust. Men hvis du ser over mørket, ser du omridset er noget mærkeligere og anderledes, i stedet for to guder i politiske krig viser sig et monstrøst væsen, en overgud, hvis krop er gjort ikke af statskundskab og geopolitik, men af økonomi.

Og værre endnu, du indser at du selv, dit land, din by, alt, uanset hvor du er, er mikroskopiske underlødige dele af dette hæslige, guddommelige væsen, der strækker sig udover hele jorden, alting og alle. Og først når du ser dets titaniske, askegrå og udtryksløse ansigt forstår du at der aldrig var to guder på bjergtoppene, kun en, delt mod sig selv, dens kløer i dens eget kød, tænderne i anklerne, dansende i kaos og galskab, mens både dens krop og verden omkring den går under.

Lige nu ser vi kun de indledende skridt i denne dans, nogle få bloddråber der varsler en endnu fjern fremtid. Men at se på gud, spundet af og for den globale økonomi, forenet i uforenelighed, leder os til konklusionen at hverken Kina eller USA kan vinde, og hvis Hong Kong satser på den ene eller den anden, satser Hong Kong på nederlag og undergang. Hvis det ikke var tydeligt allerede: Du er allerede en del af den globale økonomi, selv mens du knuses under dens vægt.

Pointen er denne: Stol aldrig på de, der taler om verden i rene geopolitiske termer, som om den blot var gjort af ”nationer” med ”interesser” der sommertider er modsatrettede. Geopolitik er et hologram, udspændt over den smertefulde økonomiske virkelighed, sminke for at forklæde dens globenusende ødelæggelse i melodramatik, Ted Cruz, Trump, politiske ledere og folkestemning. Hong Kongs position er sårbar.

Men det betyder kun at det er desto vigtigere at se igennem drømmesynet om geopolitik og indse det reelle terræn den global magt består af: Økonomi. Specifikt: Økonomi forstået som vores evne til at organisere os og producere ting, ikke i den smalle forstand vi er blevet forvænnet, hvor økonomi er en manikæisk kamp mellem udbud og efterspørgsel, der udspiller sig på abstrakte markeder, og ikke ofrer energi på tingenes tilblivelse eller samfundet i sin helhed. Hvad synes at være en geopolitisk kamp mellem to distinkte grupper af politiske ledere kan mere præcist, mere retteligt, anses som en selvmodsigelse og konflikt mellem to fraktioner af en enkelt klasse af den økonomiske elite, der kontrollerer samfundets kapacitet for at producere og omfordele goder.

Selvmodsigelse er et vagt ord, lad os være mere udtalte om hvad en ”økonomiske selvmodsigelse” er, helt præcist. Når vi siger at der er en enkelt global økonomi, men at den driver af selvmodsigelser, siger vi, med andre ord, at der, modsat hvad den gængse økonomiske lærdom siger, ikke findes nogen ligevægt i det kapitalistiske system. Kapitalisme er navnet for det nuværende eksisterende sociale og økonomiske system i hvert eneste land i verden, fordi hver eneste af de nationale økonomier er a) forbundet til hinanden i lange kæder af afhængighed og b) alle, fundamentalt, drevet af profit.

Dette er naturligvis en forenkling, men kun en enkelt detalje er nødvendig her: Profitten administreres af en forsvindende lille elite i hvert land, der ejer størstedelen af tingene i landet – men især ejendom, fabrikker, landbrug, lagre og varehuse og sværmen af maskiner, man bruger til at fremstille ting. Denne minoritet af eliten udøver deres ejerskab over de industrielle, kommercielle og finansielle firmaer de har (og er) investeret i, og hver enkelt er i konkurrence med hinanden for at sikre den størst mulige andel af markedet og på den måde skabe profit.

Når firmaer fejler bliver de udslettet eller opslugt af andre firmaer, og over tid har dette med at skabe større og større monopoler. Disse monopoler er ofte løst organiseret langs nationale landegrænser, selv når de opererer internationalt, for deres hårdeste konkurrence kommer fra nyere firmaer med bedre teknologier og billigere arbejdskraft i andre lande. Det er denne konkurrence mellem klaser af store firmaer i forskellige lande, der hver især er lænket til deres respektive landes nationalvaluta (hvis værdi er prissat på det internationale marked), der udgør essensen af en handelskrig: Hvert land forsøger at opnå den mest fordelagtige behandling a deres nationale firmaer og den mest fordelagtige bevægelse i prissætningen af deres nationale valutaer. Det er denne konflikt, der menes med ”økonomisk selvmodsigelse” i denne kontekst.

Een strategi for ældre, større firmaer fra de rigeste lande er at outsource mere af deres produktion til de nyligt konkurrerende lande. Det resulterer i en alliance, der kommer forud for de mere voldsomme former for konkurrence. For Hong Kong er dette selvsagt ikke nyt: Byen var netop epicenter for en sådan alliance mellem USA og Kina. Da amerikanske (og europæiske og japanske) firmaer søgte at outsource de mest simple produktioner til det kinesiske fastland blev Hong Kong en vigtig skueplads til at forhandle vilkårene for denne outsourcing.

Dette var muligt grundet Hong Kongs fysiske og kulturelle nærhed til Kina, og det muliggjorde at Hong Kong outsourcede sine egne produktioner til Kinas fastland længe før USA. Dette, og Hong Kongs distinkte politiske status, tillod Hong Kong at fungere som en slags luftsluse, der kunne beskytte det kinesiske fastland fra de globale markeders turbulent, mens omstillingen til kapitalismen fandt sted.

Men denne slags alliancer kan kun baseres på allerede tilstedeværende uligheder i industriel kapacitet: USA outsourcede kun til Kina, fordi produktionspriserne steg andetsteds i Østasien. I Taiwan og Sydkorea steg lønningerne, og på andre områder (fx produktion af mikrochips) havde disse lande sluttet sig til Japan og Tyskland som direkte konkurrenter på de mest betydningsfulde markeder.

Den nuværende handelskrig er blot resultatet af denne alliances langsomme opløsning, idet Kina overstiger dets tidligere underlegne position. Kina er ikke længere et fattigt lang, der kan kanalisere tilsyneladende uendelig, billig arbejdskraft ind i produktionskæder ledet af amerikanske monopoler. Det har mindre at tilbyde USA og mere at true med. Samtidig har den kapital som den kinesiske elite har optjent i alliancens år gjort udenlandsk kapital mindre væsentlig, om end ikke endnu uundværlig. Hvad vi kalder handelskrigen er kun de første jordrystelser, der varsler alliancens endelige opløsning. Det er ikke et tegn på at forholdet allerede er splintret i åbent fjendskab.

Men hvad betyder det for Hong Kong? Hvad er de praktiske konsekvenser? Den første harske konklusion er, at I aldrig har haft, og aldrig kan have, ”et land, to systemer”. Den illusion, som den relative selvbestemmelse udgjorde, eksisterede kun som resultat af handelsalliancen mellem Kina og USA, der krævede Hong Kongs selvbestemmelse, for at muliggøre et miljø, der kunne skaffe udenlandsk kapital til det kinesiske fastland.

Kun derfor levede illusionen om et ”et land, to systemer” – kortvarigt. Nu hvor fastlandet er mere åbent for det globale marked eksisterer Hong Kong kun som et af mange potentielle steder, hvor firmaer kan trives, kun fordelagtigt grundet dets allerede eksisterende infrastruktur, viden og etablerede forhold til handelspartnere. Hermed ikke sagt at Hong Kong er ligegyldigt i den globale fordeling af magt – forsøg fra den kinesiske stat på at udskifte Hong Kong med Shanghai har indtil videre været langt mindre succesfulde end staten ønsker.

Men det betyder også at den tilsyneladende invasion fra den kinesiske stat ikke er ved at erstatte Hong Kongs kolonialt arvede liberalkapitalisme system med en eller anden form for ”autoritær socialisme” eller, hvis du vil lyde som en ægte idiot, ”kommunisme”. Det som sker i Hong Kong er ve at ske allevegne: Byerne bliver så dyre at kun den rigeste elite kan bebo dem, overvågning spreder sig til hver eneste gade og krog og flere og flere mennesker smides i stadigt voksende fængsler, arrester og ”opbevarelseslejre”. I USA har det en racemæssig karakter og i Kinas fastland retfærdiggøres det vagt med ”nationalt fællesskab” og ”modstand mod ekstremisme”.

Der findes ikke længere ”to systemer”.

Der er kun et: Kapitalismen. Krisen i Hong Kong er derfor ikke et spørgsmål om den kinesiske invasion, det er et spørgsmål om at den kapitalisme som indtil videre har været klædt i det kinesiske flag er begyndt at stikke sit hoved frem fra murbrokkerne, jorden skælver og Hong Kongs unikke finansielle position eroderer væk. Det tvinger os til at indse at hvis vi tjener økonomien og profittens interesser resulterer det kun i en mere og mere ubeboelig verden. Hong Kong bliver gradvist unødvendig for mægling mellem fastlandet og resten af verden. Byen overlever ved sin inerti, levnet af hastighed fra tidligere tider, og det betyder at mere og mere af byens økonomi understøttes ved voksende spekulation. Under disse forhold, tror du da at ejendomsinvesteringer fra Xis familie har en anderledes effekt på dit liv end dem fra Li Ka-Shing? Selvfølgelig ikke: Der står det samme i kontrakten, uanset om den er skrevet på mandarin eller kantonesisk.

Den anden konklusion er at anmodninger om indgriben fra amerikansk side, om end ikke ubrugelige, kun kan have begrænset effekt. Siden der reelt kun er eet globalt system, ledet af USA, er det umuligt for Hong Kong at løsrive sig fastlandet og tilslutte sig et andet. Det kinesiske fastland er stærkt påvirket af den globale amerikanske magtstruktur, selvom den stigende konkurrence med amerikansk industri tvinger fastlandet til at fremstille sig selv anderledes, som noget distinkt og selvindeholdt. På samme vis er det umuligt for Hong Kong at stå fast på at profitere og involvere sig i den globale økonomi i kraft af sin position som en frihavn for fastlandet, uden at skulle integrere sig yderligere med dette: Varerne der strømmer igennem Hong Kong stammer, trods alt, fra fastlandet.

Det er derfor den kinesikse stat har forsøgt at trumfe Hong Kongs integration med det større urbane område ved Perleflodens udløb igennem så hurtigt som muligt: De kinesiske politikere ser, korrekt, at Hong Kongs eneste håb om fortsat økonomisk velstand under det nuværende status quo, kræver dybere forbindelse til det kæmpestore urbane kompleks på tværs af vandet. Mens den splittede gud splitter ikke blot sig selv men hele verden ad, kan en bøn om hjælp til hverken den ene eller den anden af dens dele frelse Hong Kong fra at blive knust under kampens vægt.

Lige nu er det vigtigt at huske at handelskrigen stadig er en lille affære, det kræver mange år før den er udløst i sin helhed. Men hvis konflikten mellem USA og Kina fortsætter med at eskalere synes to scenarier at være de mest sandsynlige: Det første er at det amerikanske del af den splittede gud besejrer den kinesiske del, og forkrøbler sig selv undervejs. Dette er noget i retning af det japanske nederlag til USA i løbet af 1980erne. Valutapolitik er handelskrigenes atomvåben og den amerikanske sejr blev sikret, som tidligere, med dette. Da Plaza-aftalen blev underskrevet i 1985 overgav Japan sig og yennet blev tilladt at stige mod dollaren, med ødelæggende effekt for den japanske industris konkurrenceevne. Allerede før aftalen havde profitmarginalerne længe været for nedadgående i Japan og kapitalen havde vendt sig mod spekulation og investeringer udenlands, især andre steder i Asien. Reevalueringen af yennet skruede både op for disse tendenser og destabiliserede den tilbageværende kerne af den japanske industri, hvad resulterede i den massive finansboble, der brast i 1990 og tilvejebragte de ”tabte årtier”.

Den japanske del af den splittede globale økonomi-gud begik rituelt selvmord under pres fra den amerikanske del, men den gjorde sådan for at guden i sin helhed kunne overleve. Undergangen var pludselig og kold og den ødelagde fremtiden for den japanske ungdom og skubbede fødselsraten så langt ned at landet er fanget i en demografisk fælde, der synes at have fordømt også fremtidige generationer.

Hvad ville et sådant scenarie betyde i Kina? Resultatet er svært at forestille sig, for disse begivenheder ville finde sted på en hidtil uset skala. Og derudover foregik Japans underkastelse i en helt anden kontekst: Japan var allerede helstøbt medlem af en amerikansk ledet militær-økonomisk alliance og den japanske industri var aldrig så central for den globale økonomi, som den kinesiske er i dag. Og samtidig kunne andre asiatiske lande bøde for faldet, lande Kina kunne overtage den produktion som forsvandt fra den globale økonomi. Da den splittede gud ramte den japanske del af sig selv, var det som at skære en arm af sig selv, med fuld vished om at den kan gro tilbage. Men at ramme Kina i dag kan bedre sammenlignes med at dolke sig selv i hjertet.

Resultaterne kan være langsomme og usynlige. Kina falder længere ind i en tilstand af middelklasse, væksten slækkes endnu mere i de rigeste lande, nye, små krige bryder ud her og der. I dette tilfælde forbliver Hong Kong formodentlig i den samme situation, langsom sultende, vitrende bort. Men, om end mindre sandsynligt, det kan også forestilles at effekten vil være mere spektakulær: Kina kan opleve en balkanisering som den der sås i Sovjetunionen, hver faktion af eliten ledet af delte oligarker, nye militære kraftanstrengelser fra det amerikanske imperium i et forsøg på at revitalisere sig selv. I dette scenarie kunne Hong Kong få sin uafhængighed. Men politisk uafhængighed bygger på økonomisk uafhængighed og hvad ville Hong Kong kunne producere eller gøre i et sådant tilfælde? Det kunne kun overleve ved at dyrke præcis de samme korrupte orbindelser der nu findes til oligarkerne fra fastlandet, men nu til hver enkelt provins i stedet for den samlede kinesiske stat. Er det virkelige så meget bedre at betale skat til røverbaronen end til kejseren?

Det andet mulige udfald er ikke mere ønskværdigt. Størrelsen, skalaen og situationen som den kineisske økonomi befinder sig i er ikke sammenligneligt med den japanske. Kina har langt stærkere kontrol over sin egen valuta, langt større kontrol over sin kapital og er, vigtigst af alt, og har aldrig været en del af det amerikanske militærkompleks i Stillehavet. Det har snarere været militærkompleksets mål, hvad placerer den i en fjendtlig underlegen rolle, nærmere end den samarbejdsvilligt underlegne japanske rolle. Hvis Kina derfor nægter at underkaste sig som Japan gjorde i firserne, kan konflikten mellem disse to fraktioner af den globale kapitalistklasse eskalere til grader af fjendtlighed vi ikke har set i et halvt århundrede. Dette ville på mange måder være en tilbagevenden til klassisk rivaliseren mellem imperier og det ville betyde dannelse af handels-, produktions-, kapital- og militærblokke, hver allieret med hver sin side af konflikten. Det er imidlertid en fejl at tro at disse blokke allerede findes og derfor forsøge at alliere sig med den amerikanske. Som sagt herover er dette slet ikke tilfældet i dag. Og selv hvis de blev dannet over de næste ti-tyve år, er det lige meget om Hong Kong, mod sin vilje eller ej, blev integreret med den kinesiske stat eller om en udgave af ”et land, to systemer” kunne overleve: Et Hong Kong med for tætte forbindelser til USA ville være dømt til ødelæggelse. I dette perspektiv kunne en stærk amerikansk indgriben i Hong Kong i nutidens konflikt være en endnu værre mulighed end det allerede ser ud til.

Under disse forhold kunne det mindst voldelige udfald godt være en tilbagevenden til en tilstand af kold krig. Verden splittet mellem to supermagter, der truer med militær ødelæggelse og aske. Dette er betragteligt forskelligt fra formodningen om at vi allerede befinder os i en sådan tilstand. Den splittede gud kunne dele sig på midten, og hver halvdel ville lide og slå voldsommere ud mod den anden som resultat. Men i denne krig, ulig den kolde, ville hver side være sin økonomiske tvilling. To sider af det samme kapitalistiske system afskåret sig selv, langsomt udhungrende mens det forsøger at kvæle sin tvilling. Under disse forhold ville Hong Kong forblive arena for en udstrakt stedfortræderkrig før fastlandet endeligt besatte byen. Nogle håber i dag at Hong Kong under disse forhold kunne opnå selvstændighed som en selvstændig bystat, som Singapore, men bakket op af direkte beskyttelse fra det amerikanske militær, som en mindre udgave af Taiwan. Geografi og historie opstiller dog væsentlige forhindringer for denne mulighed. Taiwanstrædet har altid, og vil altid være, centrale for amerikansk flådemagt, og truslen fra den samlede Kina- og Sovjetblokken er central i forståelse af Taiwan. Uden en sådan geografi og en så stærk, militærfjende er det usandsynlig at det amerikanske militær i samme udstrækning ville blive iværksat for at forsvare Hong Kong. Og det er under alle omstændigheder usandsynligt i den nærmeste årrække, medmindre vi forestiller os et skift til en afsindig og kollektiv galskab hos de amerikanske politikere.

Men selv ideen om at vi er ved at gå ind i en ny kold krig er naiv, da den kolde krig byggede på to cirka lige stærke militære magter, låst fast i en langsom strategisk konflikt. Der er ingen over eller ved siden af USA i dag. Kina er svagere i alle respekter, det er muligt at Kina kunne kæmpe og vinde en forsvarskrig, men i sidste ende er Kina for svag til at kunne true med en aggressiv krig. Hvis spændingerne eskalerede i denne retning ville udfaldet ikke så meget være en langsom strategisk kamp mellem to ligeværdige, og nærmere en dominokavalkade af global borgerkrig. Konflikter ville bryde ud som følge af et svækket amerikansk hegemoni, optaget af konflikten med Kina. Denne mulighed, en tredje verdenskrig, der på en eller anden måde undgår atomar udslettelse, er næppe værd at heppe på. Men, kombineret med den uoverskuelige destruktion der medføres af den globale klimakatastrofe, kan det være den eneste ting, der har mulighed for at genoplive muligheden for profit i den globale økonomi på længere sigt. Hvordan ville Hong Kong klare sig i en sådan konflikt? For mange forhold ville skulle ændre sig for at et sådant udfald kunne finde sted, og det er svært at gisne. Men, ærlig talt, virker det mest sandsynligt at Hong Kong ville brænde, enten af Kina for at få bugt med spioner eller af USA, for at ”befri” byen på samme måde som Bagdad blev ”befriet”.

Vi er uden muligheder, i så fald, smedet sammen med og knust under fødderne på den gale, splittede gud i dens verdensødelæggende dans. Men historien er ikke skrevet af guder, den er skrevet af mennesker, og det er en læring I, i Hong Kong, er ved at gøre hurtigt. Om I kan lide det eller e, er jeres by ikke længere blot en ø. Den er blevet en del af et globalt øhav, hvor en ny bølge af konflikter bryder ud, fra Haiti, til Ecuador til Chile, til Katalonien, Algeriet, Lebanon, Irak og, selvfølgelig, de mange håb og tragedier der tilfalder Kurdistand, videre øst, Indonesien og, til sidst, Hong Kong. Deltagerne i oprørets øhav er ikke forbundet på nogen direkte måde, men alle har rejst sig for at stå over havet, der kaldes status quo. Oprørernes øer formes fordi de dybe tektoniske kræfter, der udgør historien, ikke trykker på samme måde på hver del af verden og ej heller kun trykker en vej. Jorden bøjer først et sted, og så siden et andet, og alt for ofte sluges de brændende, dampende øer af havet, lige så hurtigt som de sprang op. Øerne driver i hver sin retning og virker ikke forbundne fordi, i det store og hele, fordi de ikke er forbundne. Den eneste kraft der binder dem sammen er det faktum at de alle er produkter af historiens genfødsel, og derfor er vinduer ind i fremtiden. Flere øer vil dannes og for at overleve må de finde sammen. Disse kampe åbner en sår af et andet slags i den splittede globale økomiske gud, en slags mutation kan man sige, som truer med at transformere og omgøre de fundamentale måder samfundet organiserer produktion.

Samtidig forvitrer de gamle politiske positioner under kampen og undertrykkelsens stigende pres. I Hong Kong kan man forsøge at klinge sig til gamle ord, arvet fra mindre, mere begrænsede begivenheder fra fortiden, man kan kalde sig selv (eller andre) pan-demokrater, lokalister, fortalere for semi-autonomi eller bystats-tilhængere. Men sandheden er at alle disse betegnelser er forældede, fordi de ikke er skabt af nutidens begivenheder. Ingen af de unge på gaden bruger disse ord om sig selv. Dette indebærer ikke at politik i sig selv er forældet, selvom det altid ser sådan ud, når noget stort, noget på historisk skala er ved at ske. Langsomt vil distinkte, nye positioner opstå ud af de nye betingelser. Først vil de forsøge at besvare spørgsmålet ”Hvad skal vi gøre i længden?” og siden vil de store, brede spørgsmål dele sig i mindre, før de får mere medvind. De stærkeste delinger vil ikke være baseret på de større analytiske forskelle (fx selvstændighed over for ”et land, to systemer”), men på de største taktiske uenigheder, siden disse taktiske forskelle hjælper med at fokusere de teoretiske forskelle (f.eks. skal kun kinesisk og politiets ejendom angribes eller skal lokale kapitalisters ejendom inkluderes – og hvad sker der, når tidligere støttende medlemmer af Hong Kongs elite siger at nok er nok og mener at protesten bør indstilles?). Opdelingen af byen i Gul og Blå er den første del af denne proces, bevægelsens støtter og dens fjender, og så Rød og/eller Sort for at mærke de mest ligefremme af den kinesiske stats magt og Grøn for de mere tvetydige institutioner. Men i sidste ende vil der være behov for en mere detaljeret beskrivelsen af hvorfor og hvordan denne magt skal bekæmpes, og dette vil kræve analyse.

Fra denne analyse vil mere sammenhængende politiske positioner opstå. De som indtager den begrænsende geopolitiske position beskrevet ovenfor vil finde dem selv på katastrofekurs. Den taktiske fordel ved at vifte amerikanske flag er tiltrækkende på kort sigt og har måske været essentiel for at opnå den beskedne beskyttelse, der tilbydes af stor mediebevågenhed. Men på den lange bane misfortolker denne slags taktikker groft terrænet. Farligere endnu kan de lægge afstand til potentielle allierede på fastlandet, utilfredse arbejdere hvis udsigter stagnerer med den aftagende økonomi. Dette tillader den kinesiske regering at puste til gløderne af nationalisme og lede den stigende utilfreds over på en fremmed fjende. Selvom det ser ud som om dette had er indgroet, er det i høj grad et storstilet kinesiske medieapparat, der har haft held til at flytte utilfredsheden med den rige elite over på den relativt mere velstillede ungdom i Hong – en lille men vigtig forskel. De alliancer, der er farligst for den eksisterende magtstruktur, er ofte de, der er mest naturlige og mest besværlige at bygge, fordi så meget energi bliver brugt på at få denne slags alliancer til at virke unaturlige eller umulige. På denne måde vil de agressive anmodninger om indgriben fra amerikansk side næppe resulterer i faktisk indgriben, men snarere en opblomstring af en nationalistisk modtendens på det kinesiske fastland.

Samtidig vil de, der forsøger at klamre sig til det gamle politiske kompas i Hong Kong hurtigt blive overhalet. Om de er pan-demokrater, lokalister eller noget andet, vil disse postioner hastigt bliver forkastet og transformeret til noget førhen ukendeligt. Det virker, i kontrast, som om de, der bedst har forstået terrænets reelle udseende er de mest nihilistiske demonstranter, de som flår murstenene fra Argyle Street og skriver ”hvis vi brænder, brænder I med os” eller ”jeg vil hellere være aske end støv” på metroens forkullede og udhulede stationer. Hvordan kan den mindst politiske gruppering – den som synes kun at ønske byens ødelæggelse – være den der har det mest præcise udsyn til terrænet? Det er fordi deres mangel på politiske koordinater er selve protestbevægelsens hjerte og kollektive bevidsthed. Den bogstavelig handling at flå byen fra hinanden er også en figurativ ødelæggelse af byens hidtidige ideologiske og politiske fundament.

På den anden side har disse unge nihilister et håndfast greb om nødvendigheden af magtanvendelser i den politiske kamp, såvel som det faktum at alle eksisterende kræfter er allieret imod dem og derfor må ødelægges. En sådan indsigt kan selvsagt udvikle sig til en reaktionær, selvmorderisk nihilisme, som kun ønsker at se sin egen smerte spejlet og udfoldet hos andre, og, i denne forstand, kan acceptere terrorens logik, den totale krig og modstanderens udslettelse. Men i dets kerne er denne nihilisme en præcis forståelse af det globale økonomiske terræn, der findes under geopolitikkens fatamorgana: Der er ingen måde at frelse Hong Kong, fordi Hong Kong, som det er nu, kun kan overleve i et global kapitalistisk system med Kina som byens omdrejningspunkt. De forstår at den udgave af Hong Kong som alle tror de kæmper for allerede er død. Det virkelige spørgsmål er ikke hvordan man frelser Hong Kong, men hvad der skal bygges på standen under brostenene. Måske er Hong Kong ikke navnet på en by, der langsomt kvæles. Måske er Hong Kong navnet på en by, der endnu ikke er bygget.

Originalt udgivet på chuang, oversat af Jens Haag, februar 2020.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *