På gode dage synes jeg at jeg har smukke øjne

Engang læste jeg at mennesker, der skriver, snyder, fordi de narrer deres læsere til at tage sig af deres tristhed et kort øjeblik, det er en særlig luksus, vil jeg gerne medgive, men det er ikke fordi jeg er alene med min sorg, der er mange som holder af mig og passer på mig, men jeg er så ulykkelig at jeg slet ikke ved hvordan jeg skal begynde at forklare.

Jeg har ikke set nogen i 48 timer, andet end en mand i gasmaske, der så træt på mig, mens han rakte mig posen med min mad.

Jeg har haft hovedpine i mange dage nu, den kommer og går lidt, som en slags tavs følgesvend, jeg drikker store slurke vand og hælder resten af mit glas over i potterne med lyngplanter jeg fik af min mosters kone, jeg elsker lyng så meget, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre hvis den dør, men heldigvis er lyng en hårdfør plante, jeg holder meget af ordet hårdfør, det lyder som det, det beskriver, ligesom tang, torden og silke.

Alligevel bekymrer jeg mig om at slide andre mennesker op, det føles som en nedadgående spiral at have det sådan her, jeg ved godt det ikke er for evigt, men jeg tror det værste symptom er, at nogen form for afslutning forsvinder af syne, det er som at blive kastet ned i en tågedal.

Jeg hulker tørt henad aften, og knuger en krøllet pude.

 

Jeg læser T. S. Eliot igen, The Hollow Men, det er sådan et flot digt, men ikke så meget på grund af slutningen, mest der, hvor digterjeget beskriver at livet er meget langt:

Between the conception

And the creation

Between the emotion

And the response

Falls the Shadow

 

Life is very long

 

Der er skygger allevegne i verden og livet, som takker på et ur mellem hver eneste ting der sker og dets modreaktion.

Man kan tænke længe over skygger, da jeg var lille var jeg fortryllet af min egen skygge, når den faldt i aftensolen, den blev så lang, især mine lemmer når jeg løftede dem over hovedet strakte sig langt, som tynde edderkoppespind henover fodboldbanen på den affolkede efterskole min moster underviste på.

Da jeg blev lidt ældre skrev jeg engang et essay om at stå i mørket for at undgå at blive blændet af lyset, og se mere klart udover alting, men jeg ved ikke om jeg kan give mig selv ret længere.

Jeg tror hellere jeg vil stå blændet i lyset og varmen, end at bruge mine dage i skyggerne.

 

Undertiden ville jeg ønske jeg kunne se med andres øjne, for jeg er træt af mine egne, de er røde og opsvulmede og jeg har en nagende mistanke om at de mangler farver.

På gode dage synes jeg at jeg har smukke øjne, blå har altid været min farve.

I fredags gik jeg tidligt i seng og græd og jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare da en veninde spurgte mig om jeg var okay.

 

Jeg savner en slags ro, der ikke findes lige for tiden, jeg savner ikke at vibrere ved tanken om at skulle forholde mig til andre mennesker, en spirende kraft, man kan bruge til at organisere og skabe, jeg føler mig gold og uvirksom, som efterladt vasketøj eller en såret hare.

Jeg ville ønske jeg havde en wok og en kniv og titusind friske grøntsager og en varm fest jeg kunne gå til og fra, men jeg har ikke engang købt kartofler og jeg gruer mig for at gå ud i køkkenet.

 

Alting går over, man kan ikke træde igennem den samme flod to gange, men jeg ville bitterligt ønske at jeg ikke skulle overbevise mig selv om det på ny hver gang verden smuldrer og mine øjne falmer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *