Velgørenhedsessays

Jeg skrev på Twitter at hvis nogen donerede 50 kr til enten Kirkens Korskær eller Hus Forbi, så skrev jeg til gengæld et kort essay med emne efter deres ønske, her er de:

Bøfsandwich

Min ven Andreas er fra Aalborg, han smiler mere ægte end nogen anden jeg kender, hans retfærdighedsans vokser eksponentielt efterhånden som indtaget af øl bliver større og hans hofret er bøfsandwich.

Det plejer at være mig, der inviterede til mad og selskab, men det var februar og der var vinter allevegne og allermest inde i mig, så Andreas blev ved med at invitere mig og jeg blev ved med at udskyde, indtil en torsdag, hvor jeg ankom våd og en time for sent og Andreas og Kasper var så glade for at se mig at mine øjne sved kortvarigt.

Kasper havde aldrig spist bøfsandwich før, jeg kun én gang, køkkenet var et festligt rod, komfuret var smurt ind i sovs, alt blev stegt i smør, der var så mange kondimenter at man blev svimmel og da vi spiste klokken ti havde vi drukket to flasker vin.

Jeg indså at jeg ikke bryder mig om bøfsandwich tre bider inde i måltidet.

Det var et af de bedste måltider, jeg nogensinde har fået serveret.

Tak til De Brune Riddere <3

 

Cykler

Min første cykel havde støttehjul, den var gul og sort tror jeg, min far tog støttehjulene af en sommerdag og satte et kosteskaft bag på og så løb han bagved mig mens jeg hjulede ud af indkørslen, og pludselig opdagede jeg at han havde givet slip og jeg tumlede af cyklen og styrkede og græd, jeg ved ikke om det var mest af smerte eller forræderi.

Luften lader til at forsvinde fra mine dæk relativt hurtigt, men jeg kan ikke finde nogen huller. Jeg spekulerer over hvem mon man skal fornærme, for at få nedkaldt en forbandelse over sin cykel. En slags moderne heks? En enøjet mand med en bred hat og et viltert skæg, der fordrukkent tale om en ottehjulet jernhest?

En af mine cykler forsvandt i København, jeg ved ikke hvorhen, jeg husker ikke hvor jeg glemte den, jeg håber nogen er glade for den. Jeg kan godt unde min yndlingsby en cykel.

Tak til Yael Bassan <3

 

Full English breakfast

På min værste fødselsdag var i Irland og mine forældre havde skændtes dagen før om noget jeg havde sagt og vi skulle køre hele dagen for at nå fra Nordirland til Dublin.

Min stedmor forsøgte heltemodigt at fejre morgenen, så midt i min nordirske morgenmad (der minder til forveksling om den engelske) var placeret et af de sølle vokslys man putter i kagemænd. Stearinen var løbet over og dryppet ned i røræggene, som ikke kunne spises, hvis jeg havde haft appetit.

Min bror og jeg sagde ikke noget fra bagsædet og min far spillede Elvis Costello meget højt, og da vi ankom til Dublin var det blevet aften og min stedmor gav os en håndfuld euro, som vi brugte på hver vores halvanden liter sodavand og to pizzaer, som vi spiste i vores senge, mens vi fordøjede dagen.

Til mine forældres forsvar var de brødbetyngede og kærlige dagen efter, men jeg nægtede pure at spise English breakfast til morgenmad.

Tak til Lord Atkinson <3

 

Lykkelig kærlighed

Ofte, på vores sommerhusture, ender Johannes og jeg med at sidde oppe til daggry og blive progressivt fuldere og catche op på alt der er sket siden vi så hinanden sidst, og engang hvor vi nærmest var blinde af vodka endte vi med at tale om døden og sorg og Gud.

”Gud,” snøvlede jeg, ”må nødvendigvis være kærlighed, såfremt han findes. Hvis der er noget der er større end os, må det være kærlighed som giver så omfattende ekko at det fortsætter også når vi er døde,” og så kastede jeg så vidt jeg husker op i busken.

Johannes hjalp mig op og lagde mig i seng og gik ind til Petra, sin forlovede, som halvvågent rakte ud efter ham.

”Jeg bliver nødt til at beskrive hvor meget jeg elsker dig,” sagde han alvorligt til hende og hun kiggede forvirret på ham.

Han tav.

”Nej, jeg kan ikke sige det, det er for vigtigt, jeg bliver nødt til at skrive det ned,” sagde han og fandt notesbog og pen frem og skriblede.

”Nej, det duer ikke, jeg har ikke ordene til det,” sagde han så og faldt i søvn i hendes arme og glemte fluks alt om det hele.

Men Petra huskede det og fortalte det til morgenmaden og jeg blev varm og stille.

Tak til Christina <3

 

Håb

Jeg ved ikke hvordan jeg skal skrive om håb, det føles i bedste fald banalt og i værste fald løgnagtigt.

Jeg minder tit mig selv om, at verdenshistorien både er meget kort og meget langt. Det er kun hundrede år siden at kvinder fik stemmeret, det kan og må ikke være en umulighed at vi kan en verden der er bedre og mere retfærdig end den nuværende. Ville en fæstebonde have troet mig, hvis jeg havde fortalt ham om demokrati og betalte sygedage?

Men ville det lindre fæstebondens smerte over herremandens tugt, hvis jeg gjorde?

Jeg håber vi er fæstebønder, på en måde.

Tak til Manja <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *