Det må gå

En sagde til mig den anden dag at det er vigtigt ikke at miste sin lyst til at gå, det var det Kierkegaard altid sagde, det er vigtigt at gå, man må ikke give op på det.

Mine forældre forærede mig i julegave et par dyre vandrestøvler, det tager lang tid at snøre dem. De er hæslige som nøgen beton og neonfarvet plastik og jeg holder meget af dem, jeg ville ønske jeg brugte dem oftere, for jeg elsker at gå, især sammen med andre, gå og tale, men jeg holder ikke så meget andres selskab ud, eller rettere, jeg holder ikke så godt mit eget selskab i andres selskab ud, så jeg går ikke nogen steder for tiden.

Jeg ville ønske jeg gjorde.

 

Når jeg kan holde ud at lave andet end at få tiden til at gå spiller jeg The Long Dark, et spil der mestendels handler om at gå.

Hovedpersonen traver i stilhed gennem underskønne og dødsensfarlige canadiske landskaber, lyden af støvler i sne fylder en hel masse.

Verden omkring ham er blevet stille, i spillet kaldes det den stille undergang, det lange mørke, de som boede herude blev efterladt da nationerne blev centraliserede under en økonomisk krise, og nu har den langsomme råddenskab spredt sig til resten af verden, ingen ved hvad der foregår og al elektronik er holdt op med at virke.

Der er ikke andet for end at samle sine ting, bide tænderne sammen og gå.

Så det gør man.

 

 

Det må gå, siger jeg ofte i telefonen til min bekymrede moster, jeg har ikke overvejet det dybere før nu.

Et skridt af gangen må det gå, indtil det går over.

 

 

Øverst screenshot fra The Long Dark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *